Enkeltmodul - Master i Inkluderende arkitektur
Strategi og implementering af universelt design og tilgængelighed
Enkeltmodul - Master i Inkluderende arkitektur
Strategi og implementering af universelt design og tilgængelighed
Fakta
På dette modul undersøger vi muligheder og metoder til implementering af universelt design og tilgængelighed. Vi oparbejder viden om forandringsprocesser, og hvordan de kan håndteres på din egen arbejdsplads og i din hverdagspraksis, når nye metoder såsom universelt design implementeres.
Vi analyserer, hvilke barrierer der kan være for at skabe et inkluderende bygget miljø, både inden for byggeriet og andre relaterede fagområder, og vi ser på den rolle kommunikation og samarbejde spiller her.
Vi udfordrer forståelsen af, hvordan vi kan diskutere, italesætte og samarbejde om universelt design og tilgængelighed i vores egen praksis.
Vi går i dybden med at analysere og forstå de politiske og fagpolitiske strategier, der definerer de rammer, vi arbejder inden for i hverdagen. Du præsenteres for strategiske indsatser på flere niveauer – fra internationale organisationer, såsom FN, til nationale politikker, kommunale strategier og faglige interesseorganisationers politikker til strategiske indsatser i den private virksomhed.
Desuden er der på dette modul en studierejse til Norge, hvor vi møder centrale norske eksperter, besøger norske cases og får mulighed for at studere den norske model og erfaring indgående.
Modulet giver indblik i:
- Implementeringsstrategier og -processer
- Regulering og policy-værktøjer
- Strategisk indsats på forskellige skalatrin
- By- og lokalplanlægning
- Caseanalyse
- Den norske model for universelt design – viden og erfaringer
Modulet består af forelæsninger, workshops, casestudier og en studietur. Der afsluttes med aflevering af en skriftlig opgave (mulighed for at arbejde gruppevis). Modulet bedømmes med 7-trinsskalaen med ekstern censur.
Opgavetema
Analyse af en kommunal eller regional tilgængeligheds-/universel designstrategi i forhold til implementering og konkretisering i praksis. Der arbejdes med eksisterende strategier og eksisterende cases.
Muligheder for enkeltfag
Enkeltfag er en mulighed for dig, der ikke nødvendigvis ønsker at afslutte en fuld deltidsuddannelse.