Transformation i sundhedssektoren
En væsentlig indsigt fra MMT er den centrale rolle, som ledelse og teknologi spiller i fremtidens sundhedsvæsen. Claus Brøchner Nielsen forklarer, hvordan nye teknologier som AI og machine learning skal hjælpe med at tilpasse organisationen til en virkelighed, hvor flere patientforløb formentligt foregår digitalt og uden for hospitalets vægge:
- Vi bliver nødt til at tænke sundhed på en helt ny måde, og det er vores opgave at klæde borgerne bedst muligt på til i højere grad at tage ansvar for deres egen sundhed gennem teknologi. Christine arbejder allerede på projekter, hvor de værktøjer og teorier, hun har lært på MMT, bliver integreret i hospitalets drift. Fra køteori til supply chain management hjælper værktøjerne med at strømline og optimere patientflowet på hospitalet, forklarer Claus Brøchner Nielsen.
Nye perspektiver til organisationen
MMT-uddannelsen er krævende, men Christine Dragsbæk Knudsen har oplevet, hvordan studiet direkte kan omsættes til hendes daglige arbejde på hospitalet:
- Det er hårdt arbejde, men samtidig enormt givende, fordi uddannelsen altid relaterer sig til min hverdag. Jeg får inspiration fra andre brancher og lærer værktøjer, jeg kan bruge i vores patientforløb. Det giver rigtig meget at få nye perspektiver på de udfordringer, vi står med hver dag, og det har været enormt lærerigt at sparre med andre ledere.
Claus Brøchner Nielsen supplerer med, at hospitalets ledelse ser stor værdi i Christine Dragsbæk Knudsens uddannelsesforløb på Aalborg Universitet:
- Hun er tvunget til at se på organisationen udefra, og vi får som hospital et nyt blik på vores egne processer. Det er en kæmpe fordel i den transformationsproces, vi står overfor, hvor vi skal optimere og tænke patientforløb på nye måder. Vi har brug for nye perspektiver og værktøjer til at forberede os på fremtidens udfordringer, og MMT er en unik mulighed for at få den indsigt, vi har brug for. Vi ser det derfor som en investering, der styrker hele organisationen.