Master i Bygningsfysik er en forskningsbaseret universitetsuddannelse. Som studerende møder du de førende eksperter på feltet, og du lærer at anvende aktuelle videnskabelige teorier og metoder på praktiske bygningsfysiske problemstillinger. Undervisningen involverer bl.a. cases, som du og dine medstuderende har med fra jeres egen virkelighed.
Der er tale om en akkrediteret, kompetencegivende videreuddannelse, hvor du får et rigtigt eksamensbevis og retten til at skrive Master i Bygningsfysik på dit visitkort.
Uddannelsen varer to år på deltid og er tilrettelagt, så du kan gennemføre den ved siden af dit job.
Undervisningen foregår hos BUILD - Institut for Byggeri, By og Miljø på Aalborg Universitet København.