Spring til indhold
ForsideUddannelseEfteruddannelse

11 grunde til at tage en efter­uddannelse

Få styrket dine kompetencer inden for læring og kommunikation

Med en efteruddannelse styrker du din arbejdsglæde, netværk og personlige udvikling. Du får kompetencer til at løse større opgaver eller løse dine opgaver bedre. Men det er kun begyndelsen… Her finder du vores top-11-liste over gode grunde til at tage en efteruddannelse (nej, vi kunne simpelthen ikke stoppe ved 10).

Tilmeld dig nyhedsbrevet om efteruddannelse

11 grunde til at tage en efter­uddannelse

Med en efteruddannelse styrker du din arbejdsglæde, netværk og personlige udvikling. Du får kompetencer til at løse større opgaver eller løse dine opgaver bedre. Men det er kun begyndelsen… Her finder du vores top-11-liste over gode grunde til at tage en efteruddannelse (nej, vi kunne simpelthen ikke stoppe ved 10).

Tilmeld dig nyhedsbrevet om efteruddannelse
Få styrket dine kompetencer inden for læring og kommunikation

1. Få den nyeste viden

Ny viden er en af de helt basale begrundelser for at efteruddanne sig. Hvis du vil holde dig opdateret på dit felt og have de nyeste teorier og metoder at arbejde med, så er en efter- og videreuddannelse den bedste vej at gå.

Det er de færreste arbejdspladser, der har tid til at forske inden for alle felter, der rører sig på et givent område. Med vores efteruddannelser og kurser får du adgang til uddannelser og kurser, som er kompetencegivende, akkrediterede og – lige så væsentligt – opbygget omkring relevant forskning, der kan omsættes til redskaber i erhvervslivet.

Du får en meget konkret opdatering af din viden, der tager udgangspunkt i dine daglige udfordringer. Du får redskaber og indsigt, du kan tage med hjem til arbejdspladsen og dele ud af – og selvfølgelig: bruge i dit arbejde!

2. Få mere ansvar

I løbet af en karriere vil de fleste opleve, at de får behov for – og glæde ved – at løfte større opgaver. Den ekspertise, du får gennem dit arbejdsliv, og den læring, du har været igennem, kan omsættes til effektivt at inddrage andre og skabe større resultater.

En efteruddannelse kan være et vigtigt led i den proces. Du opnår nogle projektmæssige og faglige kompetencer, der gør det nemmere at løfte de store opgaver og facilitere udvikling på arbejdspladsen. Derudover får du nogle redskaber, du kan læne dig op ad i arbejdsprocessen, samt inspiration fra både undervisere og andre studerende.

3. Styrk dit erhvervsmæssige netværk

Det er ingen hemmelighed. Har man et godt netværk, åbner det døre i alle retninger. Netværket kan udvikle sig naturligt gennem dit daglige arbejde, men det kan også opstå ved, at du kaster dig ud i noget nyt.

I løbet af en efteruddannelse møder du nye mennesker med andre baggrunde end dig selv, andre interesser og kompetencer. Du får nye input og arbejder i anderledes grupper, end du plejer. Det giver energi og videndeling, som du kan have glæde af mange år fremover.

Alle studerende på vores enkeltfag, masteruddannelser og grundstudier nævner netværket som noget af det bedste ved uddannelserne. Gennem andre har de fået åbnet øjnene for ting, de ellers ikke ville have tænkt på. Og de har fået feedback, der har rykket deres tanker, gjort dem i stand til at indse ting på kort tid, som de ellers kunne have gået og nørklet med i flere år.

4. Styrk din personlige udvikling

Efteruddannelse handler ikke kun om at få nye arbejdsredskaber og faglige kompetencer. Det handler i høj grad også om at udvikle sig selv. Måske er du gået lidt i stå eller har fået sat dig selv i et karrieremæssigt hjørne. Måske har du bare brug for forandring, fordi tiden er inde.

Når du lærer noget nyt, sker der en vigtig proces. Du bliver klogere på dig selv. Du bliver bedre i stand til at se, hvad det er, du sætter pris på ved din karriere – eller hvad det måske er, du mangler.

En efteruddannelse, hvor du får mulighed for at afprøve dine opgaver i et nyt netværk, kan gøre dig mere selvsikker. Du kan genfinde din faglighed og blive mere tilfreds med dig selv og det, du laver. Og du kan blive bedre til at tage ansvar, så arbejdet bliver ved med at være interessant for dig.

5. Få mere i løn

Vi skriver ”kan”, for vi kan jo ikke garantere, at en efteruddannelse giver dig mere i løn. Men sagen er, at en efteruddannelse giver dig flere kompetencer til at løse dine opgaver og nå dine mål. Måske bliver du endda i stand til at nå helt nye mål, du ikke havde forestillet dig, før du tog en efteruddannelse. Og det har værdi for din arbejdsgiver.

Med en efteruddannelse får du papir på dine nye kvalifikationer, som du kan tage med til lønforhandling. Du får et større netværk og får en bedre fornemmelse for din værdi på arbejdsmarkedet.

Der er selvfølgelig mange grunde til at tage en efteruddannelse, og højere løn er ikke nødvendigvis det vigtigste for netop dig. Men som en mulig afledt effekt er det nok noget, de færreste vil være imod.

6. Bedre mulighed for karriereskift

Nogle tager en efteruddannelse for at blive bedre til det, de laver. Andre gør det, fordi det er på tide at kaste sig ud i noget nyt.

En efteruddannelse giver dig en unik mulighed for at arbejde med et felt, du måske har gået og set dig lun på, men aldrig rigtig er kommet i gang med. Du får chancen for at gå i dybden med feltet og få en væsentlig opkvalificering, som det er svært bare at arbejde sig til i det daglige. Du får også et helt konkret argument over for en kommende arbejdsgiver – og din nuværende, hvis det er dér din karriere skal videreudvikle sig – nemlig at du kommer med ny viden og metoder, du kan omsætte til handling med det samme.

Under studiet møder du studerende, der har andre baggrunde end dig. De kan være med til at give dig yderligere viden om, hvad der rører sig derude og hvilke karriereveje, der kunne være interessante for dig.

Så trænger du til at ruske lidt op i tingene, er en efteruddannelse en rigtig god vej at gå.

7. Bliv bedre til at løse dine opgaver

Det er ikke alle, der tager en efteruddannelse for at kaste sig ud i et helt nyt jobområde. Nogle gør det ganske enkelt for at blive bedre til at løse opgaver, de allerede er glade for.

Med en efteruddannelse får du redskaberne til at vurdere og forbedre dit daglige arbejde. Du får et nyt netværk og nogle nye kompetencer, der kan gøre dig mere effektiv, hjælpe dig med at se kortere veje i arbejdsprocessen og blive klogere på, hvorfor du tager de valg, du gør.

Alle vores efteruddannelser (både vores mastere, kurser, enkeltfag og diplomuddannelser)  er erhvervsrettede og tager udgangspunkt i netop din dagligdag, så hvis du sætter pris på dine opgaver, kan en efteruddannelse være en god måde at blive endnu bedre til dem.

8. Udvid din horisont

Vi tror ofte, at vi er mere forandringsparate, end vi er. At vi bare kan skifte interesse uden videre og blive klogere på et nyt område. Men der kan være langt fra holdning til handling, og her er en efteruddannelse eller et kursus en god måde at sikre sig, at man rent faktisk skaber en rigere karriere for sig selv.

Når du arbejder med teorier og metoder bliver du tvunget til at tænke nyt. Du bliver også grebet af det! Pludselig har du adgang til ideer fra hele verden, helt ny forskningsviden. Du udfordrer og afprøver teorierne med andre studerende, der bidrager med deres unikke vinkel.

Du får gradvist udvidet din horisont. Faktisk er det svært at undgå!

9. Gør din karriere mere fremtidssikker

En fordel ved at tage en efter- og videreuddannelse er, at du holder dig i gang. Både hvad angår viden, personlig udvikling og i forhold til at skaffe nye arbejdsredskaber.

Når arbejdsgivere kigger på dit CV, vil de skele til både din erfaring inden for et givent område, men også kigge på, hvordan din udvikling har været gennem din karriere. Her er det en god ide, at du har sørget for at holde dig opdateret undervejs i dine jobs – også for din egen skyld. Det kan være korte kurser eller længere uddannelser. Det kan være inden for nye områder eller inden for et område, du allerede arbejder med.

Din karriere slutter sjældent det samme sted, den startede. Hvis du proaktivt tager ansvar for at holde dig opdateret, gør du dit fremtidige jeg en kæmpe tjeneste.

10. Skab mere forandring

De fleste mennesker har et ønske om at sætte et positivt aftryk på verden. Virksomheder, der overlever, gør det, fordi de forstår at innovere og slå igennem – igen og igen.

Med en efteruddannelse sikrer du dig selv og virksomheden den bedste mulighed for at skabe innovation og forandring. Både fordi du lærer en masse nyt og får et værdifuldt netværk, men især fordi du får en masse metoder til at gøre tingene på nye måder.

Nogle af vores efteruddannelser har forandring, udvikling og innovation som et decideret hovedtema. Andre har det som en afledt effekt gennem den måde, de studerende arbejder på, og gennem de konkrete redskaber, de tager med hjem og udvikler deres opgaver med.

Så uanset om du ønsker at skabe mere forretning eller udvikle den organisation, du arbejder i, så er mere uddannelse en god vej mod målet.

Se fx den her artikel fra AAU Business School.

11. Bliv studerende igen!

Det lyder lidt nostalgisk. Og det er det måske også. Men en af de interessante ting ved at efteruddanne sig er fornemmelsen af at være studerende igen.

Når du er studerende, får du lov til at fordybe dig i et felt og afprøve teorier og redskaber. Du undersøger og når frem til nye resultater. Og du arbejder med problemer på nye måder – sammen med dine medstuderende.

Verden åbner sig!

Nogle husker deres studietid som den bedste tid i livet. Andre græmmes måske lidt ved tanken om at skulle sidde og skrive projekter igen. Men der er heldigvis også forskel på dengang og nu. Du er voksen. Du har erfaring bag dig. Og du har nogle konkrete udfordringer fra din arbejdsplads, som måske gør teorierne på studiet mere interessante, fordi du har en konkret praksis at holde dem op imod.

Hvem ved? En dag sidder du måske og bliver helt nostalgisk over den efteruddannelse, du tog engang.

Find din uddannelse ud fra fagområde

Find din uddannelse ud fra uddannelsestype