Spring til indhold

Janne Hansen fortæller om hvordan hun fandt frem til, at Organisatorisk Læring var det rigtige studie for hende.

Man lærer ikke kun om forskellige teorier, men også at kunne arbejde sammen i en gruppe, hvilket jeg synes er altafgørende for fremtiden, da man skal kunne begå sig og kommunikere på en ordentlig måde, når man en gang kommer ud på arbejdsmarkedet.

Hvorfor jeg valgte at læse Organisatorisk Læring?
Allerede inden jeg blev student, var jeg begyndt at lede efter den videregående uddannelse, jeg ville begynde på, når jeg var færdig med gymnasiet og et enkelt sabbatår. Jeg ledte længe men kunne ikke rigtig beslutte mig, på baggrund af, hvad jeg kunne læse mig til. Det er lidt af en jungle, når det gælder valg af uddannelse; vi har jo så mange muligheder!

Jeg havde en idé om, at jeg absolut IKKE skulle have noget med mennesker at gøre. Men i gymnasietiden fandt jeg ud af, at jeg gerne ville arbejde med intern kommunikation og organisationer, hvilket jo netop indebærer at have med mennesker at gøre. Jeg valgte efterfølgende at undersøge én uddannelse ad gangen i studieguiden på Aalborg Universitet, for at finde ud af, om der var chance for, at jeg kunne finde en interessant uddannelse der. Det var sådan jeg fandt frem til Organisatorisk Læring. 

Fik hjælp af studenterstudievejlederen til afklaring I forhold til mit studievalg
Bacheloruddannelsen i Organisatorisk Læring fangede min interesse, da den indeholdt netop de elementer, jeg synes var spændende. Men jeg havde stadig en del spørgsmål, hvorfor jeg valgte at mødes med studievejlederen, så jeg kunne få afklaret nogle spørgsmål om, hvad det hele overhovedet gik ud på. For nok kan man læse sig til en masse på hjemmesiden og i studieordningen, men jeg var stadig forvirret, og havde brug for hjælp til afklaring.

Ved studievejledningen, fik jeg afklaret alle de spørgsmål, jeg havde, og jeg gik derfra med en fornemmelse af, at jeg havde fundet den rette uddannelse. Og ikke nok med at jeg gennem studievejledningen før studiestart blev bekræftet i, at det var den rette uddannelse for mig, så er denne oplevelse også blevet bekræftet løbende under de to første semestre. Jeg føler mere og mere og for hver dag der går, at jeg har valgt rigtigt.  

Organisationsudvikling og forandringsprocesser i organisationer
Organisatorisk Læring er det rette studie for mig, da jeg finder organisationsudvikling og forandringsprocesser i organisationer spændende. Det, der også fanger mig ved studiet, er helt klart, at studiet er praksisnært og projektforløbene foregår i grupper. Man lærer ikke kun om forskellige teorier, men også at kunne arbejde sammen i en gruppe, hvilket jeg synes er altafgørende for fremtiden, da man skal kunne begå sig og kommunikere på en ordentlig måde, når man en gang kommer ud på arbejdsmarkedet.