Spring til indhold.

Nyhed

Tech-direktør bliver nyt eksternt medlem af AAU’s bestyrelse

Lagt online: 09.06.2026

Casper Hansen, administrerende direktør i Technicon A/S, træder ind i Aalborg Universitets bestyrelse den 1. juli. Han afløser Lars Raadkjær Enevoldsen.

Nyhed

Tech-direktør bliver nyt eksternt medlem af AAU’s bestyrelse

Lagt online: 09.06.2026

Casper Hansen, administrerende direktør i Technicon A/S, træder ind i Aalborg Universitets bestyrelse den 1. juli. Han afløser Lars Raadkjær Enevoldsen.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Technicon. Grafik: Alberte Spork, AAU

Aalborg Universitet (AAU) får pr. 1. juli 2026 et nyt eksternt medlem af bestyrelsen med solid erfaring inden for teknologi, innovation og samarbejde mellem erhvervsliv og vidensinstitutioner.

Casper Hansen har stiftet og opbygget flere teknologivirksomheder med fokus på innovation og produktionsteknologi. Som stifter og administrerende direktør står han i dag i spidsen for Technicon A/S i Hobro, der udvikler robotløsninger til industrien. Virksomheden har blandt andet modtaget den anerkendte ISPE Robotics of the Year Award og har fem år i træk modtaget Børsens Gazelle-pris.

AAU’s bestyrelsesleder André Rogaczewski ser frem til samarbejdet med Casper Hansen.

”Med Casper Hansen får AAU’s bestyrelse et engageret og indsigtsfuldt menneske, som har perspektiver på både uddannelse, forskning og entrepreneurship. Jeg er sikker på, at Casper vil bidrage til, at AAU’s nye strategi kommer sikkert i mål,” siger bestyrelsesleder André Rogaczewski.

Erfaring fra både erhvervsliv og bestyrelsesarbejde

Ved siden af rollen som administrerende direktør i Technicon A/S har Casper Hansen betydelig bestyrelseserfaring. Han er blandt andet formand for Odense Robotics og en del af bestyrelsen i DI Nordjylland. Han var desuden medlem af SVM-regeringens Digitaliseringspartnerskab, hvor han arbejdede med teknologi, digitalisering og erhvervsudvikling. Det giver ham et bredt indblik i de dagsordener og samarbejder, der præger universitetets relation til omverdenen.

”Aalborg Universitet har gennem mange år vist, hvordan stærk forskning og uddannelse kan omsættes til innovation, vækst og konkrete løsninger på samfundets udfordringer. Derfor er jeg både ydmyg og stolt over at få mulighed for at bidrage i bestyrelsen. Jeg ser frem til at bringe mine erfaringer fra teknologi, international industri og udviklingen af vækstvirksomheder i spil,” siger Casper Hansen.

Farvel til et mangeårigt bestyrelsesmedlem

Casper Hansen er udpeget for en fireårig periode. Han afløser erhvervsprofilen Lars Raadkjær Enevoldsen, som træder ud af bestyrelsen ved udgangen af juni, når hans periode udløber. Lars Raadkjær Enevoldsen har været medlem af AAU’s bestyrelse siden 2018 og dermed de otte år, som universitetsloven maksimalt tillader.

André Rogaczewski takker Lars Raadkjær Enevoldsen for hans aktive engagement og værdifulde bidrag til bestyrelsens arbejde gennem årene.

Mere information

Se AAU’s bestyrelse

Om Casper Hansen

Stifter og administrerende direktør for Technicon A/S i Hobro.

Uddannet cand.scient. i mekanik fra Aarhus Universitet og har en MBA i international business.

Har mere end 15 års erfaring med udvikling og udbredelse af teknologi og digitalisering.

Har stiftet og opbygget flere teknologivirksomheder med fokus på innovation og produktionsteknologi.

Læs også