Navn og AAU-enhed:
Ulla Langballe, afdelingssekretær i HR
Nævn tre ting du bruger mest tid på i dit arbejde?
Den er svær! Jeg har enormt mange opgaver, som jeg løser løbende, men helt kort så er jeg så heldig at være omgivet af både det bedst tænkelige ledelsesteam og skønne kolleger i HR. Jeg er en blæksprutte. Det ene øjeblik drøfter jeg ambitioner, strategier og udvikling med vores ledergruppe for dernæst at hjælpe en fortvivlet kollega med en kaffemaskine, der driller – for derefter at drøfte HR’s budget med min økonomipartner.
I HR arbejder vi lige nu med vores strategiske ambition. Vi er i gang med en spændende proces med masser af potentiale – her har jeg flere roller i samarbejde med både ledergruppen og øvrige kolleger.
Som uddannelsesansvarlig for elever på AAU er jeg bindeled mellem vores rigtig dygtige elevvejledere, eleverne og de uddannelsesinstitutioner, som vi samarbejder med. Det er meget inspirerende at arbejde med dette område, da vi hele tiden gør vores bedste for at give vores elever optimale læringsbetingelser.
Jeg er fan af alsidigheden i min arbejdsdag. Når vi går på arbejde, er det vigtigt for mig, at vi har det godt, respekterer hinanden og sørger for, at der er plads til alle og at vi "sparker r.." i vores opgaveløsning. Vi bruger så mange timer hver dag på vores arbejde, så de timer skal være indholdsrige, humørfyldte og værdiskabende for mig selv og mine omgivelser.
Hvad kunne du godt tænke dig mere af på AAU?
Gennemsigtighed, åbenhed og samarbejde på tværs. Vi er én samlet organisation, og vi er her alle med det samme formål. Ofte oplever jeg, at vi glemmer at se på det samlede flow i en proces eller arbejdsgang. Vi er blevet bedre gennem årene, men jeg ser stadig masser af potentiale på alle niveauer i organisationen.
Hvad kunne du godt tænke dig at ændre på AAU?
Det hænger lidt sammen med ovenstående. Der foregår rigtig meget godt samarbejde på tværs på AAU, men jævnligt oplever jeg også, at der er mistro eller "pegen fingre" ad det arbejde, der pågår. Jeg er sikker på, at vi kan få en endnu bedre arbejdskultur, hvis vi i højere grad har tiltro til hinanden og vores fagområder og fokuserer på, hvordan vi får det bedste frem i alle. Vi må gerne være kritiske, men det skal altid være konstruktivt. Vi får alle mere energi af positivitet end negativitet.
Hvad er dit bedste AAU-minde?
Jeg har rigtig mange gode minder på AAU. Jeg har to gange afholdt konferencer i Grønland. Det er en speciel oplevelse at planlægge konference for 100 deltagere i Grønland fra kontoret i Aalborg, men det er også en helt fantastisk følelse at komme til Nuuk, hvor tingene klapper, alle deltagere er glade og masser af spændende forskningsresultater og netværk bliver etableret. Jeg koordinerede et EU-projekt om turisme for Henrik Halkier. Her samarbejdede vi med flere universiteter i Sibirien. Kickoff foregik i Tomsk, hvor jeg var så heldig at være med. Det var en helt fantastisk oplevelse, som jeg heller aldrig glemmer.
Hvad er det bedste AAU-tip, du ville give en ny kollega?
Vær nysgerrig – og fortvivl ikke, fordi noget er svært. Vigtigst af alt: netværk, netværk, netværk. Gennem mine 15 år på AAU har jeg involveret mig i mange forskellige projekter på tværs af AAU, gennemført interne uddannelser, arbejdet på flere institutter osv. Herigennem har jeg skabt en masse netværk, og de er eminente at have i min hverdag. Jeg ved ofte, hvem jeg skal kontakte for at få hjælp, eller hvem jeg skal drøfte en specifik udfordring med, og så er relationer bare drønvigtige for det bedst tænkelige samarbejde.
Hvem sender du stafetten videre til og hvorfor?
Jeg sender stafetten videre til Camilla Schwartz Nielsen. Hun er kontorelev på AAU Business School. Jeg synes, det er vigtigt, at vi får belyst, hvor mange dygtige kontorelever vi uddanner på AAU. Vi har rigtig mange kolleger, som lokalt gør en kæmpe indsats for at uddanne super dygtige kolleger. Eleverne får ikke så meget bevågenhed, så jeg vil gerne lave et shout out til dem. Jeg synes, det er vigtigt, at vores organisation får en bevidsthed om, at vi er en uddannelsesinstitution på flere områder.