Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Kollega-Stafetten: Mød Mikkel Jensen

Lagt online: 10.03.2023

Adjunkt Mikkel Jensen er den anden deltager i AAU Updates artikelserie ’Kollega-stafetten’. Han ville ønske, at vi på AAU var lige så gode til at dele de svære oplevelser i arbejdslivet med hinanden som de gode.

Nyhed

Kollega-Stafetten: Mød Mikkel Jensen

Lagt online: 10.03.2023

Adjunkt Mikkel Jensen er den anden deltager i AAU Updates artikelserie ’Kollega-stafetten’. Han ville ønske, at vi på AAU var lige så gode til at dele de svære oplevelser i arbejdslivet med hinanden som de gode.

Navne og AAU-enhed:
Mikkel Jensen, adjunkt ved Institut for Kultur og Læring.

Nævn tre ting du bruger mest tid på i dit arbejde?
Jeg forsker og underviser i amerikansk historie, kultur og film/tv. Så det er det, jeg bruger tiden på. I øjeblikket er jeg ved at lægge sidste hånd på min bog om tv-serieskaberen David Simon, som bl.a. står bag tv-serierne The Wire og The Deuce. Den udkommer forhåbentlig til efteråret og bliver det første værk, der undersøger den røde tråd i Simons værker. Der er skrevet afsindigt meget om The Wire, men min bog tager det lange blik på hans karriere. For tiden går dagene dog mest med at undervise kurser om amerikansk historie og historieteori på engelskuddannelsen.

Hvad kunne du godt tænke dig mere af på AAU? 
Jeg hørte engang en amerikansk professor, der havde haft et gæsteprofessorat et sted her i Skandinavien tale om, hvordan man nogle gange, når man indgår i nogle daglige relationer, får mulighed for og anledning til at skabe nogle samarbejde og projekter, der ellers ikke ville opstå. Han talte om, at man kunne udnytte et potentiale i ellers tilfældige interaktioner. Nogle gange tænker jeg over, hvordan man på et universitet, der hylder tværfagligheden, måske bedre kunne udnytte nogle af de potentialer, der findes på kryds og tværs her på AAU.

Hvad kunne du godt tænke dig at ændre på AAU?
Da jeg var gymnasielærer, var det almindeligt, hvis man fortalte sine kollegaer om en lektion, der var gået rigtig godt, og man derfor var rigtig glad. Men man fortalte også åbent om det, hvis der var en lektion, der var gået helt skævt. I universitetsregi oplever jeg, at der er mere fokus på at fortælle om de ting, der går godt i folks arbejdsliv og måske mindre fokus på/åbenhed om det, hvis det går dårligt med at fx at få skrevet en artikel. Jeg kunne godt tænke mig, at begge dele var en del af samtalen om vores arbejde.

Hvad er dit bedste AAU-minde?
Jeg tog min uddannelse ved AAU, og mine bedste minder er tilbage fra den tid, men i mit arbejdsliv er dagen, hvor jeg forsvarede min ph.d.-afhandling, et højdepunkt. Fra arbejdslivets dagligdag er der også en række sjove og gode minder fra især min skrivegruppe. Nogle gange føler jeg også, at et vejledningsforløb har fungeret særligt godt, og de studerende har flyttet sig. Det giver mig faglig tilfredsstillelse og stolthed. Sidste år fik jeg også prisen som årets underviser for humaniora. Dér blev jeg glad, og det er jeg stadig.

Hvad er det bedste AAU-tip, du ville give en ny kollega?
Der er for mange forskellige faggrupper på AAU til, at jeg kan give et råd, som jeg tror, alle kan bruge. Men da det ikke er mere end fire år siden, at jeg selv afleverede min ph.d.-afhandling, går mit råd/min anekdote til ph.d.-stipendiaterne.

Jeg og nogle andre ph.d.-stipendiater lavede en skrivegruppe, hvor vi mødtes én formiddag om ugen. Vi lagde ud med at snakke om løst og fast, og så havde vi elles nogle koncentrerede skriveperioder (på fx 35 min), hvor ingen sagde noget, og vi alle skrev på livet løs. På den måde havde vi en hyggelig tid med sjove snakke i pauserne, men nogle af de formiddage var også nogle af de mest produktive skrivestunder i min ph.d.-tid. Hvis man har lyst til at prøve den idé af, kan jeg fortælle, at det i hvert fald fungerer for nogle mennesker.

Hvem sender du stafetten videre til og hvorfor?
Jeg vil gerne sende den videre til Ulla Langballe, som jeg førhen arbejdede på samme institut som. Hun er en af de varmeste og venligste mennesker, jeg har mødt i mine 7 år som ansat her. Og det siger faktisk ikke så lidt.

Om Kollega-stafetten 

Hvad er det egentlig, dine 3.800 kolleger går og laver? Hvad har vi til fælles på AAU?  

AAU Update vil med denne artikelserie give dig mulighed for at lære nogle af dine kolleger bedre at kende. Få deres bedste AAU-anekdoter og et indblik i, hvad de laver. Og i hvad de gerne ville have mere – og mindre – af på AAU.  

Skribenterne har frie hænder til at besvare spørgsmålene. Det eneste krav er, at de vedhæfter et billede af sig selv på AAU-kontoret og sender stafetten videre til en kollega fra et andet institut eller en anden afdeling. Helst til én, der har nogle helt andre opgaver end vedkommende selv og som tilhører en medarbejdergruppe, som ikke allerede er portrætteret. 

Læs også:
Kollega-stafetten: Mød Inge Andersen