Nyhed
’Undervisning skal være et sted, hvor studerende tør lege – og fejle’
Lagt online: 19.05.2026

Nyhed
’Undervisning skal være et sted, hvor studerende tør lege – og fejle’
Lagt online: 19.05.2026

’Undervisning skal være et sted, hvor studerende tør lege og fejle’
Nyhed
Lagt online: 19.05.2026

Nyhed
Lagt online: 19.05.2026

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Emil Kragborg Eriksen, AAU
God undervisning skal give plads til nysgerrighed, eksperimenter og fejltrin undervejs. Det mener adjunkt Rameshnath Krishnasamy fra Institut for Kultur og Kommunikation, som ved årets AAU Learning Day blev hædret med AAU Pedagogy Prize 2026 for sin evne til at skabe et læringsrum, hvor studerende tør udforske og udvikle idéer.
I indstillingen lyder det blandt andet, at Rameshnath Krishnasamy har en særlig evne til at skabe et trygt og inkluderende læringsmiljø, hvor studerende føler sig set og anerkendt og opfordres til aktivt at engagere sig i både deres succeser og udfordringer.
Til AAU Update fortæller Rameshnath Krishnasamy, at hans interesse for god undervisning udspringer af egne erfaringer som studerende på AAU. Her gjorde især én underviser stort indtryk på ham: Kasper Løvborg Jensen. Han skabte ifølge Rameshnath Krishnasamy et rum, hvor nysgerrigheden kunne drive arbejdet fremad, og hvor der var plads til at bygge, forestille sig og afprøve nye idéer – side om side med faglig fordybelse og systematisk problemløsning. Det er en tilgang, der siden har sat tydelige spor i hans egen undervisningsfilosofi.
“Det vigtigste er ikke, at studerende løser alle udfordringer perfekt, men at de tør gå på opdagelse, lege med tingene og finde ud af, hvorfor noget virker eller ikke virker,” siger Rameshnath Krishnasamy, som ved AAU Learning Day holdt et oplæg om sin undervisningsfilosofi.
Rameshnath Krishnasamy beskriver sin undervisningsfilosofi gennem syv principper, der tilsammen skal skabe et trygt og undersøgende læringsrum – en ’legeplads for viden’.
Nysgerrighed
Får studerende til at stille spørgsmål og giver dem lysten til at undersøge mere.
Forestillingsevne
Hjælper studerende med at se, at tingene kunne være anderledes.
Eksperimenteren
Gør det muligt, at man tør prøve noget af, før man kender svaret.
Deltagelse
Ændrer læring fra noget individuelt til noget fælles.
Refleksion
Hjælper erfaring med at blive til forståelse.
Udforskning
Læring styrkes, når man bevæger sig ud over den mest oplagte vej.
Forundring
Minder studerende om, at verden stadig er værd at udforske.
For nysgerrighed kan få studerende i gang, men forundring er det, der minder dem om, at verden stadig er værd at udforske.
Tilgangen kommer også til udtryk i Rameshnath Krishnasamys pædagogikumprojekt. Her har han undersøgt et fænomen, som han gennem årene har observeret i sin egen undervisning. Nemlig at studerende ofte placerer sig selv i faste roller under gruppearbejdet – som enten ’de tekniske’ eller ’de kreative’. Som konsekvens bliver nogle studerende meget aktive i bestemte faser af et projekt, mens andre trækker sig tilbage – alt efter opgavens karakter.
I sit pædagogikumprojekt har han set nærmere på mønsteret og på, hvordan undervisningen kan designes, så studerende i højere grad udfordres til at bevæge sig på tværs af roller.
”En af tilgangene er bevidst rolleskift i opgaverne, så det ikke altid er de samme, der tager styringen – uden at de studerende oplever det som tvang,” fortæller Rameshnath Krishnasamy.
Han har omskrevet sit pædagogikumprojekt til en videnskabelig artikel, som i øjeblikket er i review hos et videnskabeligt tidsskrift. Han planlægger desuden at arbejde videre med rolleskift og andre mulige løsninger på de fastlåste roller i sine kommende undervisningsforløb.
For Rameshnath Krishnasamy er den pædagogiske pris først og fremmest en anerkendelse af det arbejde, han lægger i undervisningen – og en bekræftelse af, at det kan betale sig at bruge tid på at udvikle et undervisningsforløb grundigt.
“Det betyder meget, at der er nogle ’voksne’ i systemet, som har set på det, jeg laver, og tænkt: Det er faktisk et godt stykke arbejde. Den anerkendelse er rigtig rar at få – og giver også en bekræftelse af, at det, jeg gør, har værdi,” siger han.
Hans studerendes reaktioner er dog stadig det, der betyder allermest for Rameshnath Krishnasamy:
”Når mine studerende fx kommer og fortæller mig, at de har haft lyst til at lege videre med stoffet eller bruger det i nye sammenhænge, så er for mig det stærkeste bevis på, at min undervisning virker,” siger han.
Om AAU Learning Day 2026
AAU Learning Day er et årligt tilbagevendende arrangement for undervisere og medarbejdere, der arbejder med undervisning og læring på AAU.
AAU Learning Day afvikles af Institute for Advanced Study in PBL (IAS PBL) og planlægges i samarbejde med et rådgivende udvalg bestående af repræsentanter på tværs af AAU: