Spring til indhold

Anja fra Interaktionsdesign

Nogle gange skal man prøve flere ting af, før man lander på rette hylde. Anja, der har læst en sproglig og samfundsvidenskabelig STX, og som nu læser Interaktionsdesign, indledte sin studietid på Medialogi.

Interaktionsdesign

Anja startede på Medialogi

”Jeg gik på Medialogi tidligere og fandt hurtigt ud af, at jeg brændte for at hjælpe mennesker og syntes brugerinteraktioner var spændende. Jeg syntes ikke, at Medialogi fokuserede nok på det, jeg gerne ville, så derfor valgte jeg interaktionsdesign, som giver mig mulighed for at arbejde med brugere og prototyper i langt højere grad end medialogi.”

Sådan er det at læse Interaktionsdesign

På Interaktionsdesign er der plads til masser af kreativitet, som tiltaler Anja:

"Man får mulighed for at udfolde sin kreativitet til at lave prototyper og løsninger, der gør brugernes hverdag nemmere. Uddannelsen giver også mulighed for, at man kan fokusere på det, man synes er spændende. Der er både design- og programmeringsaspekter, som man kan fokusere mere eller mindre på, alt efter hvad ens interesser og styrker er”.

Når Anja er færdiguddannet, vil hun gerne være med til at forbedre hverdagen og gøre den nemmere for mennesker ved at lave meningsfulde løsninger for brugerne.

Den største overraskelse ved at læse Interaktionsdesign er den frihed, man har til at vinkle sit projekt ift. det, man synes, der er mest interessant f.eks. brugerinddragelse, kodning, design eller prototyper, fortæller Anja.

Feedback fra brugerne

Og apropos prototyper, så er noget af det mest spændende ved uddannelsen er den feedback på prototyper, Anja får fra brugerne samt at udvikle et design, der giver mening for brugerne, fortæller hun:

”Fagligt synes jeg helt sikkert det mest spændende er at få brugernes indblik gennem processen. Jeg synes, det er spændende at få brugerne til at teste en prototype og få deres tanker og input på, hvad alt fra ikoner og design til interaktioner betyder. Denne viden er helt unik ved brugerne og kan ikke tilgås andre steder. Derfor er det også vigtigt, man stiller de rigtige spørgsmål for at få den viden, man har brug for, for at kunne forbedre sin prototype.”

Brugeroplevelser i fokus

Når Anja skal fremhæve det projekt/resultat, hun er mest stolt af på studiet, er det hendes bachelorprojekt, hvor hun og hendes gruppe udviklede en augmented reality-app til Aalborg Hovedbibliotek:

”Formålet med applikationen var at gøre det nemmere at finde bøger og skabe overblik på biblioteket. Vi ville gerne forbedre oplevelsen af biblioteket og udforske, hvilke muligheder teknologi kunne tilbyde i den sammenhæng.”

Hun fortsætter:

“Jeg er mest stolt af dette projekt, fordi det viser, hvad vores uddannelse kan på flere punkter. Vi kom omkring langt de fleste aspekter af vores uddannelse på dette projekt (alt fra kodning til brugerinddragelse). Derudover havde vi mulighed for at inddrage brugernes feedback på vores prototype, og lave en ny og forbedret version. Vi fik mulighed for at kode og få app'en lagt over på en telefon, vi kunne teste med. Til sidst fik vi lov til at lave brugerevalueringer med vores prototype, som gav os en indsigt i brugernes tanker om applikationen, som gav os mulighed for at arbejde videre med den”.

Projektarbejde styrker kompetencer

Projektarbejde er en stor og vigtig del af Interaktionsdesign-uddannelsen, men også for hendes fremtid, fortæller Anja:

”Jeg har lært, hvor vigtigt og brugbart det kan være at arbejde i grupper. Hvis man sidder fast, er der måske en af gruppemedlemmerne, der har en anden vinkel, man kan prøve eller er i stand til at se en anden udvej. Gruppearbejde giver også nogle kompetencer, som man skal kunne på arbejdsmarkedet, og det er helt sikkert en fordel at kunne udnytte de fulde potentialer af ens projektgruppe.”

En anden fordel ved at arbejde problemorienteret, fortæller Anja, er, at man er ”tvunget” til at finde løsninger, hvilket minder om den virkelige verden og det arbejdsmarked, man bliver mødt af, når man er færdiguddannet.

”Derfor synes jeg også, det er vigtigt, man lærer at arbejde i forskellige grupper og opbygge de kompetencer, der skal bruges der, så man kan bruge dem på det rigtige arbejdsmarked,” fortæller hun.

Har du overvejet at læse Interaktionsdesign?

Hvis du kan lide at arbejde med brugere og gerne ville have muligheden for at være kreativ med udvikling af prototyper, så er Interaktionsdesign helt sikkert noget for dig, fortæller Anja.

Læs mere om bacheloren i Interaktionsdesign