Sten Bønsing: Min opgave er viden – ikke værdidomme

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Kenneth Ploug. Illustration: Cecilie Kalbakk Elgaard, AAU 

Da Sten Bønsing blev ansat på AAU, var der blandt hans erfarne kolleger en stærk tradition for at deltage i den offentlige debat. Derfor faldt det ham naturligt at følge i deres fodspor ved at tage telefonen, når medierne ringede for en ekspertudtalelse.  

I dag er Sten Bønsing professor og viceinstitutleder på Juridisk Institut og blandt de mest citerede eksperter i de danske medier. Han fortæller her om sine erfaringer med at deltage aktivt i medierne – og om de vilkår, der følger med rollen som ekspert.

Faglig udfordring og ansvar

Sten Bønsing bruger typisk tre-fire timer om ugen på at tale med journalister. For ham er motivationen for at stille op først og fremmest faglig.

“Fordi jeg til daglig beskæftiger mig med forskning og undervisning, kan jeg godt lide den faglige udfordring, der ligger i at skulle tage stilling til konkrete juridiske spørgsmål,” siger Sten Bønsing.

Samtidig ser han det som en vigtig samfundsmæssig opgave, at man som forsker bidrager med viden og perspektiver, der kan være med til at kvalificere den offentlige debat:

“Hvis man kan bidrage med juridiske svar på juridiske problemer i samfundet, så har vi allesammen en glæde af det,” siger han.

Ekspertrollen forpligter

Selvom Sten Bønsing overordnet oplever arbejdet med medierne som meningsfuldt, er han meget bevidst om de faglige risici, der følger med ekspertrollen. Tempoet i mediearbejdet og behovet for hurtige svar kan stille store krav til præcision og dømmekraft, og for ham er det afgørende at tage ansvar for det, han siger – også når rammerne er pressede.

”Jeg har ikke haft ret mange dårlige oplevelser, og jeg tror, at jeg fra start har lært at leve med, at det er vilkårene, at medierne kan skarpvinkle eller komme til at misforstå noget, man har sagt. Jeg har det meget sværere med selv at have begået fejl i mine vurderinger,” fortæller professoren.

Han peger samtidig på, at en af de mest gennemgående faldgruber i medierollen er, når grænsen mellem faglig viden og personlige holdninger bliver uklar. Ifølge Sten Bønsing kan den akademiske titel give udtalelser en tyngde, som forpligter – også til at være tydelig om, hvad man ikke udtaler sig om.

”Jeg synes virkelig, at vi eksperter skal holde os til vores fagområde. Det, at man er ekspert eller har skrevet en ph.d., gør jo ikke, at man er et bedre menneske eller har nogle bedre moralske opfattelser,” siger han.

Netop denne bevidsthed om rolle og ansvar ser han som en forudsætning for at bevare både faglig troværdighed og offentlighedens tillid.

Inspiration til undervisning og forskning

Samtidig understreger Sten Bønsing, at mediearbejdet ikke kun handler om ansvar og risici. Erfaringerne fra medierne giver også ny inspiration, som han bruger i sit arbejde på Juridisk Institut.

Han har for eksempel skrevet forskningsartikler om reglerne for gaver og bestikkelse af offentligt ansatte – inspireret af talrige mediehistorier, han som professor i forvaltningsret har kommenteret på.

Han har også brugt de mange juridiske spørgsmål og cases, han er blevet præsenteret for gennem tiden, som eksempler i undervisningen af AAU’s jurastuderende.

”Jeg kan godt finde på at krydre undervisningen med et praktisk eksempel, hvis der for eksempel kører en lokal sag om habilitet eller lignende. Det kan gøre det teoretiske lidt mere konkret for dem, jeg underviser,” siger professoren.

Selvom mediearbejde ikke nødvendigvis tæller i de formelle meritter, mener Sten Bønsing, at det kan have en værdi på længere sigt. Synlighed og netværk kan åbne døre – også i forskningsverdenen – og derfor ser han deltagelse i medierne som et aktivt valg, den enkelte forsker må træffe.

Mere diversitet

Samtidig har hans tætte kontakt med medierne givet anledning til refleksioner om repræsentation og ansvar i ekspertrollen. Sten Bønsing mener, det er et tab for samfundet, at langt de fleste eksperter i medierne er mænd. Derfor forsøger han selv aktivt at bidrage til en mere balanceret repræsentation, når han bliver kontaktet af journalister, men enten ikke har tiden eller de rette kompetencer til at udtale sig.

”Jeg er meget bevidst om at henvise til andre kolleger her og på andre universiteter, og jeg er bevidst om at prioritere at henvise til kvinder,” fortæller professoren.

For ham handler det ikke om symbolik, men om at sikre, at den fagligt bedst kvalificerede også får mulighed for at komme til orde – og om at skubbe udviklingen i en mere mangfoldig retning.