Spring til indhold.

Nyhed

Satellitsignaler kan afsløre tørstige træer, før det er for sent

Lagt online: 03.09.2026

Insert mouse-over text

AAU-forsker vil bruge navigationssignaler fra blandt andet GPS-satellitter, til at måle vandindholdet i træer. Metoden kan afsløre tidlige advarselstegn på tørkestress og risiko for skovbrande længe før en skov synligt bliver brun eller bryder i brand.

Nyhed

Satellitsignaler kan afsløre tørstige træer, før det er for sent

Lagt online: 03.09.2026

Insert mouse-over text

AAU-forsker vil bruge navigationssignaler fra blandt andet GPS-satellitter, til at måle vandindholdet i træer. Metoden kan afsløre tidlige advarselstegn på tørkestress og risiko for skovbrande længe før en skov synligt bliver brun eller bryder i brand.

Af Søren Mølgaard & Susanne Togeby, AAU Kommunikation og Public Affairs
Grafik: Søren Mølgaard 

Tørkeperioder bliver længere og hyppigere, og det øger presset på verdens skove. Men forskerne kan stadig ikke måle direkte, hvordan træer reagerer på vandmangel.

Nu vil lektor Milad Asgarimehr fra Aalborg Universitet udvikle en metode, der kan afsløre tidlige tegn på tørkestress i træer.

”I dag opdager vi ofte først, at en skov er i problemer, når den allerede brænder eller bliver brun. Jeg håber, at dette projekt kan hjælpe os med at opdage problemet langt tidligere og forstå, hvordan verdens skove reagerer under klimaforandringer. Det kan give lokalsamfund, skovforvaltere og beslutningstagere et reelt varslingssystem, så vi kan handle i tide,” siger Milad Asgarimehr.

Projektet ”Forests' Response to Prolonged Droughts” er støttet med næsten 1,5 mio. euro gennem en bevilling fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC).

I dag opdager vi ofte først, at en skov er i problemer, når den allerede brænder eller bliver brun. Jeg håber, at dette projekt kan hjælpe os med at opdage problemet langt tidligere og forstå, hvordan verdens skove reagerer under klimaforandringer.

Milad Asgarimehr

Lektor på Aalborg Universitet

Reflekterede signaler fra navigationssatellitter kan afsløre vandmangel i træer, før skovbrande bryder ud

I projektet udnytter Milad Asgarimehr signaler fra mere end 100 navigationssatellitter, som allerede kredser om Jorden, heriblandt GPS-satellitter. Disse signaler er tilgængelige overalt på jorden i alt slags vejr.

Når signalerne når skovbunden og reflekteres tilbage, absorberer vandet i blade og grene en del af signalet. De reflekterede signaler opfanges af små og omkostningseffektive satellitter i lavt kredsløb om Jorden. Et svagere retursignal indikerer et højere vandindhold i skoven.

Metoden, som kaldes Global Navigation Satellite System Reflectometry (GNSS-R), gør det altså muligt at måle, hvor meget vand der er i træerne, i stedet for at basere vurderingerne på indirekte tegn som vejrforhold og tørke.

Da der er mange af de små satellitter, kan de overvåge et skovområde langt oftere, end det er muligt med traditionelle satellitter, og dermed følge udviklingen i træernes vandindhold over tid. På den måde kan forskerne se, om træerne får nok vand og forbliver sunde, eller om de er under pres. Det gør det muligt at opdage de første tegn på tørkestress langt tidligere, end man kan nu.

Milad Asgarimehr vil udvikle et levende, globalt kort over skovenes vandstress og risiko for skovbrande ved at kombinere disse GNSS-R-satellitdata med kunstig intelligens.

"Denne bevilling giver mig mulighed for endelig at omsætte noget, som jeg i årevis har dokumenteret gennem pilotstudier, til en global forståelse og et egentligt system," forklarer Milad Asgarimehr.

 

Fakta om FROND

Projekttitel: Forests' Response to Prolonged Droughts (FROND)

Forsker:
Milad Asgarimehr, lektor ved Aalborg Universitet

Bevilling: ERC Starting Grant fra Det Europæiske Forskningsråd

Beløb: €1,499,790.00 euro (ca 11,2 millioner kr.)

Periode: 5 år fra 1. marts 2027

Læs også