Af professor Arne Remmen, Institut for Planlægning

Universitetsdirektør Antonino Castrone har på Inside Synspunkt henledt opmærksomheden på mit indlæg i FORSKERforum angående processen omkring masseafskedigelser på universiteterne, herunder AAU. Artiklen kan findes her, og en forkortet udgave er trykt i FORSKERforum nr. 324, den 2. maj 2019.

Kort fortalt handler min artikel om, at universitetets ledelse godt kan begrunde afskedigelserne generisk i institutionens forhold ved varslingen af fyringer. Dette rejser min artikel ikke spørgsmålstegn ved!

Men set fra et medarbejdersynspunkt og her på Inside Synspunkt, kan det vække undren at over 100 medarbejdere får den SAMME begrundelse for fyringen – samt at begrundelserne er så generelle, at hvem som helst på AAU kunne være fyret med de fremlagte begrundelser.

Men dette indebærer samtidig en risiko for, at begrundelserne fremtræder som vilkårlige for medarbejderne, som forsøger at finde en meningsfuld forklaring. Desuden er de afskedigede i praksis afskåret fra at fremlægge indvendinger og forsvare kvaliteten af deres hidtidige akademiske arbejde, når begrundelserne ikke har en faglig substans og ikke bliver fremlagt.

Det egentlige ærinde i min artikel var således at påpege, at når medarbejderne laver en konkret saglig indsigelse om, at de generiske begrundelser om besparelser og strategisk prioritering ikke holder i deres specifikke sag, så er ledelsen forpligtet til at fremlægge en konkret, saglig og faglig begrundelse. Det er på dette punkt, at dommen i landsretten og højesteretten er blevet fejlfortolket - for nu at være kortfattet.

En afskedigelse begrundet i besparelser vil som udgangspunkt være saglig. Men en opsigelse begrundet i besparelser kan også være usaglig, hvis det ikke er den reelle begrundelse, eller hvis der er andre stillinger ledige eller bliver opslået på opsigelsestidspunktet.

Den kritiske læser kan jo selv læse Forvaltningsloven (og især §19) og danne sig et indtryk af lovens bogstav og ånd. Ligesom en gennemlæsning af ombudsmandens vejledning om partshøring er sigende læsning i denne sammenhæng.

Universitetsdirektøren skriver, at ledelsen har vurderet alle og dermed hver enkelt medarbejder sagligt, herunder vurderet de fremførte indvendinger i de afskediges partshøringsskrivelser. Disse begrundelser er imidlertid ikke fremlagt for de afskedigede eller for deres tillidsrepræsentanter.

Men kan de fyrede medarbejderne ikke med en vis rimelighed forvente at få oplyst den saglige begrundelse, som ledelsen har foretaget? De kan vel også forvente, at netop akademikeroverenskomstens særligt fremhævede bestemmelse om, at ’vilkårlighed ikke må forekomme’ tilstræbes efterlevet i praksis?

Pointen i artiklen er således ikke, at ”højesteretsdommen ikke kan finde anvendelse på universiteterne” – men derimod at dommen er fejlfortolket ikke kun på AAU, men generelt på universitetsområdet. Ligesom der har udviklet sig en kutyme, som i det mindste fagforeningerne må have en interesse i at få revideret, så praksis og dermed kravene til konkret dokumentation, som fremgår af dommen, også efterleves i praksis.

Men derudover fremhæver jeg i artiklen, at netop på universiteterne har de akademiske medarbejderne været igennem et utal af faglige vurderinger undervejs lige fra ph.d.-afhandling, over adjunktbedømmelser inden bedømmelserne til de faste stillinger som lektorer og professorer. Der er alt andet end vilkårlighed på spil her. Der er klare procedurer til at understøtte den faglige bedømmelse, og der en grundig praksis heromkring. Den samme grundighed og transparens er nok for meget forlangt ved afskedigelser, men der bør i mindste ikke kunne rejses tvivl om sagligheden.

Som et yderligere argument har videnskabeligt ansatte ifølge bl.a. ombudsmanden en udvidet ytringsfrihed. Det må derfor være vigtigt for universitetsledelsens legitimitet, at der ikke kan rejses den mindste tvivl om den faktiske saglighed i afgørelser og begrundelser ved afskedigelser.

Hvor vidt HR’s ”vejledning” af tillidsrepræsentanter og ledelse er vildledning er lidt en strid om ord, men så lad os kalde det mangelfuldt samt uden de nuancer og usikkerheder som er fremhævet ovenfor. I et videnskabeligt miljø er det altid i højsædet at gøre opmærksom på de usikkerheder og tvivl, som der måtte være ved sådanne sagsfremstillinger.

Universitetsdirektøren fremhæver afslutningsvis, at ”alle indsigelser er blevet behandlet og vurderet nøje af ledelsen, inden der er truffet endelige afgørelser”. Ud fra de afskedigede medarbejdere, som jeg har talt med, så mangler der bevis for den påstand. Nogle afskedigelsessager er prisværdigt blevet afsluttet med en slags fælles aftale.
Men i langt de fleste tilfælde har medarbejderen blot fået at vide, at afskedigelsen står ved magt uden yderligere begrundelser. Efter mange års tro tjeneste og videnskabelige bedømmelser er der altså ikke grund til at give en saglig begrundelse? Eller skal medarbejderen ligefrem søge aktindsigt for at få en begrundelse?

Svarene på disse ret rimelige spørgsmål blæser i vinden!

Læs universitetsdirektør Antonino Castrones indlæg 'AAU har ikke "vildledt" om afskedigelser' her