Spring til indhold.

Nyhed

Robotto leverer dronesoftware til naturbrande, dyreoptælling og forsvarsopgaver

Lagt online: 18.05.2026

Det begyndte som et studieprojekt på AAU. I dag udvikler Robotto software til droner, der kan bruges til alt fra store naturbrande og optælling af elefanter til højt specialiserede militære opgaver

Nyhed

Robotto leverer dronesoftware til naturbrande, dyreoptælling og forsvarsopgaver

Lagt online: 18.05.2026

Det begyndte som et studieprojekt på AAU. I dag udvikler Robotto software til droner, der kan bruges til alt fra store naturbrande og optælling af elefanter til højt specialiserede militære opgaver

Tekst og foto: Nelly Sander, AAU Kommunikation og Public Affairs

Droner letter og finder vej gennem terrænet. De navigerer uden konstant forbindelse til en operatør og løser opgaver ved hjælp af kunstig intelligens og avanceret billedgenkendelse. Disse droner, som er baseret på software fra virksomheden Robotto, bruges bl.a. til at kortlægge naturbrande, tælle elefanter i tætte jungler og bruges af operatører til præcisionsangreb ved krigen i Ukraine.

Pizzalevering blev til brandslukning

Historien om Robotto tog sin begyndelse i et grupperum på AAU tilbage i 2018. Kenneth Richard Geipel og fire studiekammerater skulle skrive bachelorprojekt i robotteknologi, og de ville gerne arbejde med droner og kunstig intelligens. Deres vejleder bad dem være mere konkrete og finde et problem, de kunne løse.  

Det hele bygger på den samme teknologi. Uanset om det er skovbrande, dyreoptælling eller noget helt tredje, så er det den samme kerne, vi bruger

Kenneth Richard Geipel, grundlægger og administrerende direktør i Robotto

”Vores første idé var faktisk pizzalevering med droner, for vi var lidt trætte af at gå ned til pizzeriaet. Men Dimitris, vores vejleder sagde: Det er sgu ikke seriøst nok gutter, I skal lige finde på noget bedre,” fortæller Kenneth Richard Geipel, som er adm. direktør og medstifter af Robotto. 

Gruppen besluttede at arbejde med en teknologi, der kunne hjælpe ved de omfattende naturbrande, der raserede i sommeren 2018. De udviklede en metode, hvor droner ved hjælp af neurale netværk og et kamera kan orientere sig selv, dvs. ikke er afhængige af GPS eller stabil forbindelse til en operatør. I samarbejde med Beredskabsstyrelsen rykkede de ud til naturbrande med deres drone

”Vi kunne sende dronen ud og generere et kort i realtid. Det gjorde det muligt for beredskabet at reagere langt hurtigere der, hvor der var behov,” siger Kenneth Richard Geipel.

Konferencer, investorer og elefanter i Thailand 

Studiegruppen fik udgivet to videnskabelige artikler om deres arbejde, og AAU inviterede dem med til en række konferencer, hvor de præsenterede deres resultater. Det førte til flere direkte opfordringer om at starte virksomhed, og efter lidt betænkningstid tog fire af gruppemedlemmerne springet og etablerede Robotto.

Robotto fik hjælp af forskellige investorer samt gennem universitetets startup-program, hvor de lærte at omsætte teknologi til forretning.  Og så begyndte de meget forskelligartede opgaver at komme ind. Robottos teknologi kan nemlig anvendes i mange forskellige sammenhænge, fortæller Kenneth Richard Geipel.

”Det hele bygger på den samme teknologi. Uanset om det er skovbrande, dyreoptælling eller noget helt tredje, så er det den samme kerne, vi bruger,” siger han.

I den thailandske jungle arbejdede Robotto med at tælle elefanter. Med dronerne kunne de registrere både, hvor mange dyr der var, og hvor de befandt sig. Bag opgaven lå en alvorlig konflikt. Efterhånden som en del af junglen var blevet ryddet til ananasmarker, var elefanterne kommet til at mangle føde og søgte ud på markerne. Det førte til sammenstød, hvor både elefanter og mennesker hvert år mistede livet, og konflikten var så intens, at en stor del af lokalbefolkningen ønskede bestanden kraftigt reduceret. Med data fra dronerne kunne parkbetjente komme ind i tide og skræmme elefanterne væk, før konflikterne opstod.

Engangsdroner, der sendes mod fjendtlige mål

Robotto beskæftiger 12 medarbejdere og forventer at vokse markant det kommende år. Samtidig har forretningen udviklet sig i en retning, de ikke havde forudset fra starten. 

Langt størstedelen af Robottos forretning er i øjeblikket salg af software til forsvarsindustrien, fx til brug i Ukraine, hvor operatører sender såkaldte engangs- eller kamikazedroner afsted mod mål som fjendens kommunikations- eller forsyningsenheder.

”Vi havde ikke regnet med, at forsvarsindustrien skulle fylde så meget. Men det er der, udviklingen går stærkest lige nu. Og man kan sige, at de mest krævende miljøer driver innovationen, for når teknologien kan fungere under ekstreme forhold, kan den også bruges andre steder,” siger Kenneth Richard Geipel.

AAU er stadig en vigtig samarbejdspartner for Robotto, som rekrutterer fra universitetet og løbende deltager i forskellige forsknings- og udviklingsprojekter.

Mere viden

  • Læs mere om Robotto
  • Grundlagt i 2020 af fire studerende fra robotteknologi på AAU 
  • Robotto er det japanske ord for robot
  • Antal ansatte: 12
  • Forventet antal ansatte inden for et år: 20–22
  • To af stifterne er stadig i virksomheden: Kenneth Richard Geipel (CEO) og Iuliu Novac (CTO)

Læs også