Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Rektor til medarbejdermøde: Vi kan være stolte af os selv

Lagt online: 16.12.2021

AAU’s medarbejdere og ledelse var den 15. december indbudt til det årlige medarbejdermøde for ansatte i Aalborg, som på grund af corona foregik digitalt. Her præsenterede rektoratet fokusområderne for 2022 og gav en status over 2021.

Nyhed

Rektor til medarbejdermøde: Vi kan være stolte af os selv

Lagt online: 16.12.2021

AAU’s medarbejdere og ledelse var den 15. december indbudt til det årlige medarbejdermøde for ansatte i Aalborg, som på grund af corona foregik digitalt. Her præsenterede rektoratet fokusområderne for 2022 og gav en status over 2021.

Økonomi, udflytning af studiepladser, grøn omstilling og ny strategi var på dagsordenen, da rektoratet afholdt det årlige medarbejdermøde den 15. december for ansatte i Aalborg. På grund af corona-situationen foregik mødet via Zoom.

Her brugte rektor Per Michael Johansen og den øvrige direktion som vanligt medarbejdermødet til både at se tilbage på det forgangne år og kigge frem mod nye indsatsområder.

Rektor startede med at give en indflyvning over universitetets politiske vilkår i 2021. Han fortalte blandt andet om stigende politisk fokus på grøn forskning og forhandlinger om finanslov, forskningsreserve og basisforskningsmidlerne.

Som et resultat af de politiske forhandlinger fik AAU 25 millioner kroner i årligt løft af basisforskningsmidlerne og et engangsbeløb på 25 millioner kroner i 2021. Positivt, sagde rektor, men ikke nok til at rette op på den historiske forfordeling.

- Det udligner ikke uligheden, så vi arbejder videre for at ændre fordelingsnøglen i de kommende år, sagde rektor.

Rum til udvikling

Derefter fortalte han og prorektor Anne Marie Kanstrup om processen med at udarbejde en plan, der imødekommer regeringens beslutning om at reducere med op til 10 procent af uddannelsespladserne på universiteterne i de fire største byer.

- I det arbejde, vi har lavet, har det været vigtigt for os, at der er rum til, at AAU kan udvikle sig fremadrettet, og at vi har et bedre match i forhold til det omgivende samfund. Og så skal vi have et universitet, som er fremtidssikret, hvad man også kan se i vores nye strategi, sagde rektor Per Michael Johansen med henvisning til den netop lancerede strategi Viden for verden 2022-2026.

Læs mere om strategien her.

Planen for udflytning bliver behandlet i AAU’s bestyrelse torsdag den 16. december, hvorefter den skal meldes ind til Uddannelses- og Forskningsministeriet i starten af det nye år. I foråret skal Uddannelses- og Forskningsminister Jesper Petersen forelægge en sektorplan for forligspartierne.

Du kan læse mere om planen og processen her.

Flot optagelsestal

Dernæst dykkede rektor og prorektor ned i universitetets nøgletal for 2021. Her udlagde prorektor Anne Marie Kanstrup blandt andet universitetets flotte optagelsestal.

Herefter fortalte rektor om universitetets fokusområder i 2022, med udgangspunkt i Viden for verden 2022-2026.

Her nævnte han blandt andet etableringen af SSH-fakultetet, færdiggørelsen af Science and Innovation Hub, udviklingen af AAUs nye sundhedsvidenskabelige fakultet i forbindelse med Nyt Aalborg Universitetshospital og en række andre mål - såsom øget tiltrækning af eksterne forskningsmidler og øget beskæftigelse blandt færdiguddannede.

En fænomenal og dedikeret indsats

Rektor afsluttede mødet ved at ønske alle en god juleferie.

- Tusind tak for en fænomenal og dedikeret indsats i det forgangne år. Jeg er fantastisk stolt over dette universitet. På trods af corona har vi har kørt på fuld damp, og vi kan alle gå på en velfortjent juleferie. Vi glæder os til at samarbejde med jer i det nye år, sagde rektor.

Du kan se præsentationen fra medarbejdermødet her.

Rektoratet har desuden været vært for medarbejdermøder på campus i Esbjerg og digitalt for medarbejdere i København.