- En institutionsakkreditering går i sin helhed ud på, at et eksternt akkrediteringspanel vurderer vores kvalitetsarbejde og giver os en blåstempling af, at vores kvalitetssystem sikrer kvaliteten af vores uddannelser.
- En institutionsakkreditering går i sin helhed ud på, at et eksternt akkrediteringspanel vurderer vores kvalitetsarbejde og giver os en blåstempling af vores kvalitetssystem.
Ordene kommer fra AAU’s prorektor, Anne Marie Kanstrup. Hun står i spidsen for det omfattende arbejde, der skydes officielt i gang i denne uge, hvor universitetet sender sin ansøgning om en institutionsakkreditering afsted til Danmarks Akkrediteringsinstitution. Det skal alle uddannelsesinstitutioner gøre hvert sjette år.
Afgørelsen på akkrediteringen kommer i marts 2024, og på AAU begynder arbejdet nu for alvor. I april og september kommer det eksterne akkrediteringspanel på besøg for at interviewe repræsentanter blandt studerende, undervisere og forskellige ledelseslag. Det er med udgangspunkt i disse interviews, at akkrediteringspanelet træffer sin afgørelse.
Resultatet får afgørende betydning
Hvis du bliver udpeget til at deltage i et interview, er det vigtigt, at du prioriterer det, fastslår prorektor.
- Det er utrolig vigtigt for AAU at få en positiv institutionsakkreditering, fordi det ellers vil kræve, at vi skal igennem en genakkreditering. Det er tidskrævende, og det kan i værste tilfælde indskrænke vores muligheder for at få godkendt nye uddannelser, siger prorektor.
Det er primært Akkrediteringsinstitutionen og panelet, der udpeger, hvem på AAU de vil tale med. De interviewer deltagerne om deres arbejde med at udvikle uddannelsernes kvalitet og relevans. Det kan være meget forskelligt, hvad de spørger ind til. Lige fra eksempelvis arbejdet med at lave årlige kvalitetsopfølgninger og uddannelsesevalueringer til gennemførelsen af evalueringer med studerende.
- Kvalitetsarbejdet med uddannelserne bor jo i de enkelte studienævn, hvor de studerende også bidrager. Derfor er studienævnenes arbejde en del af det første besøg, hvor både undervisere og studerende er udpeget som repræsentanter for studienævnene, fortæller prorektor.
Prorektor har fuld tillid til kvalitetssystemet
Anne Marie Kanstrup har fuld tillid til det kvalitetssystem, som nu skal vurderes.
- Vi har på AAU arbejdet hårdt på at videreudvikle kvalitetssystemet siden sidste akkreditering i 2018. Vi har gjort det mere struktureret og gennemskueligt, og det har rigtig mange fra institutterne bidraget til. Jeg kan især godt lide, at det følger den studerendes rejse fra rekruttering til overgang til arbejdsmarkedet med PBL som kernen. Vi er stolte af vores kvalitetssystem, og vi ser frem til at få det vurderet af panelet, siger hun.