Nyhed
Ny strategi: AAU skal styrke rollen som det problemløsende universitet
Lagt online: 15.04.2026

Nyhed
Ny strategi: AAU skal styrke rollen som det problemløsende universitet
Lagt online: 15.04.2026

Ny AAU-strategi: Vi skal styrke vores rolle som det problemløsende universitet
Nyhed
Lagt online: 15.04.2026

Nyhed
Lagt online: 15.04.2026

Af Torben Haugaard Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs. Foto: AAU
Pålidelig, forskningsbaseret viden har afgørende betydning, når det handler om at løse samfundets udfordringer. Og her spiller Aalborg Universitet en nøglerolle.
AAU er allerede kendt som det problemløsende universitet, hvor forskere og studerende er dybt involveret i at løse samfundsmæssige problemer i tæt samarbejde med private og offentlige samarbejdspartnere.
Det skal der nu skrues op for. Sådan lyder ambitionen i AAU’s nye strategi for 2026-2029.
”Vi skal være en ledende samfundsaktør, som i endnu højere grad rækker ud i verden og skaber fremskridt med banebrydende, forskningsbaseret viden i et aktivt samarbejde med samfundet. Vi skal i langt flere tilfælde tage initiativet og være dagsordensættende,” siger rektor Per Michael Johansen.
Derfor indeholder Viden for verden 2026-2029 som noget nyt fire strategiske satsningsområder, hvor AAU skal styrkes mest muligt i de kommende år, så universitetet kan øge sit bidrag til samfundets positive udvikling.
De fire indsatsområder rummer afgørende potentialer og store udviklingsmuligheder for AAU. Det handler henholdsvis om at styrke universitetets førende ingeniørposition, udvide og udvikle missionsindsatserne, fremme innovation og vækst samt tiltrække og udvikle forskertalenter.
”Strategien er ikke udtryk for alt, vi gør og skal. Men den peger på fire centrale områder, hvor vi skal sætte særligt ind, så vi har de bedste forudsætninger for at gøre verden til et bedre sted at være,” forklarer Per Michael Johansen.
Han suppleres af AAU’s bestyrelsesleder, André Rogaczewski, der også betoner vigtigheden af at fokusere på strategiens fire temaer.
"Med den nye strategi sætter AAU en klar og ambitiøs retning for de kommende år. Strategien bygger på universitetets stærke særkender inden for samarbejde, kvalitet og samfundsengagement og skal sikre, at AAU fortsat bidrager med viden og løsninger, der gør en reel forskel – både nationalt og internationalt.”
På ingeniørområdet skal AAU fortsat være et af de internationalt bedste universiteter. Derfor skal vi på ingeniøruddannelserne integrere de nyeste undervisningsmetoder, og de studerende skal undervises i fremtidens teknologier og have adgang til state-of-the-art laboratoriefaciliteter.
Og så skal AAU have væsentligt flere missionsprojekter, der skal bidrage til løsningen af store samfundsproblemer. Det betyder mere samarbejde på tværs af fagligheder.
Desuden skal AAU styrke innovationsområdet, hvor nye og bedre rammevilkår fra staten kan være med til at sikre, at AAU’s forskningsbaserede viden bringes i spil i verden.
Det kræver talentfulde medarbejdere, og derfor sætter universitetet også massivt ind på at udvikle og rekruttere den næste generation af forskertalenter.
Sideløbende med de fire strategiske temaer er det også vigtigt at udvikle AAU på andre områder.
”Vi skal naturligvis løbende tilpasse os nye krav, forventninger og behov i samfundet – herunder den hastige udvikling inden for AI, som vil få afgørende betydning i denne strategiperiode,” siger Per Michael Johansen.

Direktionen har udpeget et direktionsmedlem som ansvarlig for hvert af de fire strategiske temaer.
Dekan Thomas Bak bliver ansvarlig for ingeniør-temaet, prorektor for forskning Jesper Wengel tager sig af missions-temaet, innovationsdirektør Mads Bang varetager innovations-temaet, og dekan Karina Dahl Steffensen bliver ansvarlig for talent-temaet.
I løbet af de kommende uger vil der være aktiviteter i både Aalborg, København og Esbjerg, hvor de direktionsansvarlige præsenterer strategien på deres respektive områder.
Og det er vigtigt for at sikre ejerskab og engagement, lyder budskabet til de ansatte fra rektor.
”Strategien er en løftestang, der skal styrke AAU. Men uden jer er den blot ord på et stykke papir. Vi skal være sammen om at føre ambitionerne ud i livet og få tingene til at ske i praksis,” siger Per Michael Johansen.
For yderligere information, send venligst en e-mail til: aaustrategi@adm.aau.dk