Spring til indhold.

AAU Open Publishing

Udgiv gennem AAU Open Publishing

Som non-profit Diamond-udgiver gør vi det muligt for forskere på tværs af alle fakulteter at dele deres arbejde åbent med omverdenen – uden omkostninger for hverken forfattere eller læsere.

AAU Open Publishing

Udgiv gennem AAU Open Publishing

Som non-profit Diamond-udgiver gør vi det muligt for forskere på tværs af alle fakulteter at dele deres arbejde åbent med omverdenen – uden omkostninger for hverken forfattere eller læsere.

Hvad udgiver vi?

Aalborg University Open Publishing udgiver en bred portefølje af forsknings- og formidlingspublikationer. Vi udgiver både fagfællebedømte og ikke-fagfællebedømte publikationer i forskellige formater, herunder monografier, antologier, rapporter og konferenceproceedings.

Vi udgiver på den nationale platform for videnskabelige Open Access-udgivelser, Open Books. Derudover har vi en række Open Access-tidsskrifter på AAU OPEN Journals og fungerer som udgiver af ph.d.-afhandlinger fra Aalborg Universitet.

Hvem kan udgive gennem os?

Forskere med tilknytning til Aalborg Universitet kan som udgangspunkt udgive gratis gennem os.

Forskere uden tilknytning til Aalborg Universitet kan også udgive gennem os, hvis publikationen relaterer sig til et aktivt forskningsområde ved universitetet. For denne gruppe vil der dog være omkostninger forbundet med udgivelsen.

Kvalitetssikring

Når du indsender et manuskript, vurderer Aalborg University Open Publishings Publiceringsudvalg, om publikationen lever op til vores kvalitetskrav. På baggrund af vurderingen afgøres det, om publikationen skal sendes til fagfællebedømmelse, eller om den kan udgives som en formidlingspublikation. Som led i kvalitetskontrollen scanner vi desuden alle manuskripter for plagiat.

Ophavsret og licens

Alle publikationer udgives Open Access og publiceres som udgangspunkt med en CC BY-licens, hvilket betyder, at andre må læse, dele og bruge materialet frit, så længe forfatteren krediteres korrekt. Som forfatter beholder du ophavsretten til din udgivelse.

Identifikation og registrering

For at gøre din publikation identificerbar og let at finde tildeler vi den et ISBN og en DOI. Indgår udgivelsen i en serie, ansøger vi også om ISSN. Har publikationen tilknytning til Aalborg Universitet, sørger vi desuden for registrering i VBN.

Opsætning og tryk

Som forfatter kan du få hjælp til den grafiske opsætning og det visuelle design af publikationen. Denne service er som udgangspunkt gratis for ansatte ved Aalborg Universitet. Du står selv for den grundlæggende formatering af manuskriptet, men vi stiller en vejledning til rådighed, som hjælper dig gennem processen.

Ønsker du trykte eksemplarer af din publikation, kan dette tilkøbes. Vi samarbejder desuden med et trykkeri, som tilbyder print on demand. Muligheden for print on demand kan derfor drøftes med AAU OPEN.

Synliggørelse

Vi synliggør løbende vores udgivelser via vores egne kommunikationskanaler, herunder hjemmeside, nyhedsbrev og LinkedIn. En væsentlig del af publikationens rækkevidde afhænger dog også af forfatterens egne aktiviteter, og vi opfordrer derfor forfattere til aktivt at dele og formidle deres udgivelse gennem relevante faglige netværk og kommunikationskanaler.

Vær opmærksom på

  • Som Diamond Open Access-udgiver udbetaler vi ikke royalties til forfattere.
  • Vi tilbyder ikke redaktion eller faglig sparring på manuskripter.
  • Vi tilbyder ikke korrekturlæsning.
  • Forfatterne er ansvarlige for at indhente nødvendige ophavsretlige tilladelser til eksempelvis fotos, figurer og andet tredjepartsmateriale.
  • Vi udgiver ikke preprints og henviser i stedet til relevante preprintservere.