Spring til indhold
Forside

Nyhed

Designforslag fra studieprojekt bliver til virkelighed

Lagt online: 17.03.2023

Hvad der startede som et ganske almindeligt studieprojekt for fem Urban Design-studerende fra Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi på Aalborg Universitet, ender med at blive til virkelighed. De studerendes designforslag Dokken Bykaj er så godt, at Esbjerg Havn vil bruge det.

Nyhed

Designforslag fra studieprojekt bliver til virkelighed

Lagt online: 17.03.2023

Hvad der startede som et ganske almindeligt studieprojekt for fem Urban Design-studerende fra Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi på Aalborg Universitet, ender med at blive til virkelighed. De studerendes designforslag Dokken Bykaj er så godt, at Esbjerg Havn vil bruge det.

Af Tanja Sørensen, Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi

Udsigtsplatforme og flydende promenadebroer, hvorfra Esbjergenserne kan nyde de blå bølger. En plads, der skal bruges til hyggelige stunder og bringe de lokale sammen om det kulturelle liv i Esbjerg. I de kolde måneder kan folk skøjte på pladsens skøjtebane, og om sommeren kan de gå til markeder og koncerter.

Det er alt sammen en del af fem studerendes semesterprojekt ”Encountering Dokken Bykaj”. Projektet indeholder en række designforslag til at genetablere forbindelsen mellem havnen og byen i Esbjerg. Designforslagene er så gode, at Esbjerg Havn har slået til. De vil gøre de studerendes forslag til en del af Esbjerg Havn, og de forventer at begynde arbejdet i foråret 2023.

Jeg turde slet ikke at tro på det, før det blev offentliggjort

Emmely Urth Staghøj, Urban Design-studerende bag Dokken Bykaj-projektet

Det er vildt for de fem studerende bag projektet; Emma Solvang, Emmely Urth Staghøj, Mie Patrzalek, Olivia Hecht Stenum og Signe Kjær Jensen, der alle har læst Urban Design på Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi på Aalborg Universitet.

- Det er kommet bag på mig, at vores studieprojekt er blevet til et reelt projekt. Jeg turde slet ikke at tro på det, før det blev offentliggjort, fortæller Emmely Urth Staghøj.

Det er også kommet bag på gruppen, hvor meget tillid folkene bag Esbjerg Havn har haft til dem som studerende.

- Jeg har flere gange tænkt, at vi bare er studerende og ikke har de samme kompetencer og erfaringer, som andre endnu. Men på Esbjerg Havn har de vist os enormt meget tillid og troet på os, lyder det fra Emma Solvang.

På jagt efter byens identitet i gamle søkort

I projektet har de gjort brug af deres kompetencer som urbane designere, hvor de har lært at afkode en by og aflæse byens dna. Det er også her, at de finder den centrale udfordring for Esbjerg Havn.

- Vi lærer at forstå en by, og hvad byens identitet er. Esbjerg er en havneby, og det er den forståelse, man har i hovedet af byen, men den eksisterer bare ikke rigtigt i dag på grund af den store opdeling mellem by og havn, forklarer Olivia Hecht Stenum.

Derfor har gruppen haft et stort fokus på at genskabe forbindelsen mellem by og havn. Det er her, at dokken, som de ser som smørhullet – eller knudepunktet - på havnen, kommer ind i billedet. Ved at gennemsøge gamle søkort får de studerende identificeret Dokken, som projektet tager udgangspunkt i. De er langt tilbage i arkiverne for at finde frem til dokken, hvor fiskerne starter med at lægge til med deres både for mange år tilbage. Der er siden bygget ud fra dokken, og det er altså knudepunktet, hvorfra Esbjerg by er dannet.

Et af projektgruppens designforslag til Dokken Bykaj i Esbjerg
Foto: Projektgruppen bag "Encountering Dokken Bykaj"

Studerende kan læse, forandre og gentolke byen

Urban Design lærer de studerende at udnytte en særlig kombination af fagligheder og færdigheder, hvor de kan afkode og læse byer. Det bruger de til at løse forskellige problemstillinger som her på Esbjerg Havn, hvor havnen og byen ikke hænger sammen.

- De studerendes evne til først at læse byen, og forstå hvad der er af forandringsmuligheder, kobler de med evnen til at forestille sig nye måder at bygge by og havn på. Det er rigtig godt gået – men det er også noget af det, vi lærer dem på uddannelsen, fortæller professor Ole B. Jensen, der har været vejleder for projektgruppen bag Dokken-projektet.

Ole B. Jensen peger på den helt særlige faglighed, de studerende får med sig på kandidaten i Urban Design. De studerende rammer nemlig noget unikt, der gør, at projektet bliver til virkelighed.

- Det interessante ved Esbjerg Havn-projektet er, at de studerende har forstået at tænke nye funktioner ind i velkendte rammer. De laver en genfortolkning af havnen, der normalt ikke inviterer borgere til at bruge dens rum. På den måde finder de uudnyttede potentialer, og de skaber nye rum og funktioner i byen, som flere borgere kan få glæde af, siger Ole B. Jensen.

Læs også:

JydskeVestkysten-artikel om Dokken Bykaj-projektet

Se masterplan af projektet

Masterplan af Dokken Bykaj
Foto: Projektgruppen bag "Encountering Dokken Bykaj"