Nyhed
AAU-forskere modtager ”Årets Laks” for kortlægning af homofobi i Danmark
Lagt online: 14.08.2025

Nyhed
AAU-forskere modtager ”Årets Laks” for kortlægning af homofobi i Danmark
Lagt online: 14.08.2025

AAU-forskere modtager ”Årets Laks” for kortlægning af homofobi i Danmark
Nyhed
Lagt online: 14.08.2025
Nyhed
Lagt online: 14.08.2025
Af Nina Hermansen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Colourbox og privatfoto
Mere end 20 procent af danskerne finder sex mellem personer af samme køn moralsk uacceptabelt. Det viser den første landsdækkende undersøgelse af homofobiens omfang i Danmark, offentliggjort tidligere på sommeren i det anerkendte tidsskrift Archives of Sexual Behavior.
Studiet udgår fra befolkningsundersøgelsen Projekt SEXUS, et forskningssamarbejde mellem Aalborg Universitet og Statens Serum Institut, og det bygger på svar fra 31.808 danskere i alderen 15 til 89 år. Resultaterne har udløst omfattende debat om seksuelle minoriteters vilkår i Danmark. Fem store dagblade har omtalt studiet på lederplads, ligesom flere ministre har udtalt sig om sagen.
På den baggrund modtog holdet bag – professor Christian Graugaard, overlæge og adjungeret professor Morten Frisch, postdoc Josefine Bernhard Andresen og statistiker Mikael Andersson – torsdag den 14. august prisen Årets Laks. Prisen uddeles af LGBT+ Danmark til personer eller organisationer, der “svømmer mod strømmen” og yder en særlig indsats for LGBT+ rettigheder. Den er tidligere tilfaldet blandt andre statsministrene Helle Thorning-Schmidt og Anders Fogh Andersen samt fodboldlandstræner Kasper Hjulmand.
Ifølge organisationen bag er undersøgelsen en milepæl i dokumentationen af homofobi og en vigtig modvægt til forestillingen om, at Danmark allerede er i mål på minoritetsområdet.
Om undersøgelsen
Studiet Factors Associated with Moral Disapproval of Same-Sex Sexual Behavior in Denmark: Baseline Findings from the Project SEXUS Cohort Study er offentliggjort i Archives of Sexual Behavior.
Det bygger på data fra Projekt SEXUS – en omfattende befolkningsundersøgelse om danskernes seksuelle trivsel og liv, gennemført i samarbejde mellem Sexologisk Forskningscenter på Klinisk Institut, Aalborg Universitet, og Statens Serum Institut.
Årets Laks uddeles af LGBT+ Danmark til personer eller organisationer, der “svømmer mod strømmen” og yder en særlig indsats for LGBT+ rettigheder. Tidligere modtagere tæller bl.a. Kasper Hjulmand, tv-serien Skam og Helle Thorning-Schmidt.
For Christian Graugaard, læge og professor ved Sexologisk Forskningscenter, på Aalborg Universitet, vægter anerkendelsen særligt højt, fordi den kommer fra dem, forskningen handler om:
”Vi har de senere år fået mere fokus på minoritetsrettigheder og på ulighed i sundhed, og studiet giver måske en flig af forklaringen på, at danske homo- og biseksuelle trives mentalt dårligere end baggrundsbefolkningen,” siger Christian Graugaard og tilføjer, at det kun forstærker motivationen til at undersøge danskernes seksualitet og sundhed.
Arbejdet fortsætter blandt andet i et ph.d.-projekt finansieret af Danmarks Frie Forskningsfond, hvor fokus er på, hvilke minoritetspersoner der er særligt sårbare, og hvordan man dermed kan forebygge mental mistrivsel og psykisk sygdom.
”Vi har længe vidst, at seksuelle minoriteter er særligt udsatte for sundhedsudfordringer. Så vi er utrolig glade for, at der med prisen som Årets Laks skabes endnu mere fokus på et meget vigtigt og underbelyst område, hvor der virkelig er behov for videnskabelig indsigt,” siger Christian Graugaard.
Prisen blev overrakt under Copenhagen Pride ved en reception i LGBT+ Danmarks lokaler i København.
Vil du vide mere?
Holdet bag:
Læs mere om Projekt SEXUS
Læs mere om Sexologisk Forskningscenter