Spring til indhold.

Nyhed

Velkomst­dag for internationale studerende på AAU

Lagt online: 06.09.2023

Torsdag den 31. august dannede Create rammen om et velkomstarrangement for nye, internationale studerende. Arrangementet lå efter flere dages aktiviteter for de nye studerende fra hele verden som bl.a. Internationalt Kontor har stået i spidsen for.

Nyhed

Velkomst­dag for internationale studerende på AAU

Lagt online: 06.09.2023

Torsdag den 31. august dannede Create rammen om et velkomstarrangement for nye, internationale studerende. Arrangementet lå efter flere dages aktiviteter for de nye studerende fra hele verden som bl.a. Internationalt Kontor har stået i spidsen for.

Af Anna Diaz Korsaa, AAU Kommunikation. Foto: Lasse Møller Badstue, AAU Kommunikation.

Forventningsfulde ansigter fra omkring 250 af de i alt mere end 700 nystartede internationale studerende på AAU, kiggede op på den orange trappe og prodekan for uddannelse på SSH Malene Gram, der som den første bød velkommen.

 - Det kræver meget at studere i et fremmed land, og vi er beærede over, at I har valgt Aalborg Universitet, sagde Malene Gram.

Hun fortalte, at hun selv havde haft en livsændrende oplevelse, da hun som 20-årig tog til Frankrig for at læse og endte med at ændre kurs fra det oprindelige valg om at være lærer. Også borgmester Lasse Frimand Jensen brugte ordet livsændrende om sin oplevelse med at læse i Uganda, men studietiden på AAU havde også været afgørende for ham:

 - Jeg fik nye venner, heriblandt mange internationale studerende, og mødte også min kone på Aalborg Universitet, fortalte Lasse Frimand Jensen.

Messe og netværk

Efter de officielle velkomster stod repræsentanter for forskellige aktører i Aalborg klar ved en lille messe, hvor de nye studerende kunne gå rundt og høre om de forskellige tilbud, byen har at byde på.

En af repræsentanterne fra AAU var Ali Aljundi på 22 år, som læser til maskiningeniør og er en del af AAU Racing-teamet, der i sommerferien tog et trofæ med hjem fra den internationale konkurrence Formula Student i Holland. Han fortalte, at studerende fra mange forskellige studieretninger hjælpes ad med at lave business case, designe, udvikle og bygge bilen.

 - Vi har også internationale studerende, lige nu fra både Indien, Tyskland og Frankrig, med i projektet. Det er en rigtig god mulighed for at få gode oplevelser sammen, samtidig med at man bruger det, man har lært i praksis, fortalte Ali Aljundi.

Første dansklektion

To workshops, med en sandwich- og vand-pause imellem, blev afholdt for de nye studerende.

[Vaa did tælefonnumå] = Hvad er dit telefonnummer, var noget af det første Language Center Aalborg lærte de studerende, mens universitetspræsten understregede at alle – uanset tro eller overbevisning – er velkomne til en snak, hvis de oplever tvivl eller livet bliver svært.

Én af de fremmødte på dagen var 26-årige Valentina Correa, der kommer fra Columbia og skal læse Computer Engineering.

Valentina Correa havde hørt om både PBL og universitetets gode ranking inden for ingeniørvidenskab, hvilket var nogle af grundende til, at hun valgte AAU. Hun var meget glad for arrangementet og alle aktiviteterne for de internationale studerende.

 - Det har været en dejlig uge, og jeg føler mig meget velkommen! Vi har både været på rundtur på campus og i byen, og det er så dejligt at lære en masse nye mennesker at kende, sagde Valentina Correa.