Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Universitetsroning Aalborg tildelt årets initiativpris ved DFfR Award Night!

Lagt online: 11.12.2019

Hvert år hædrer Dansk Forening for Rosport (DFfR) danske roere og roklubber for deres præstationer og bidrag til roningen, både gennem den forgangne sæson og gennem den enkelte roers ro-mæssige karriere. Som protektor for dansk roning var H.K.H. Prinsesse Benedikte til stede for at overrække en række af priserne.

Af Simon Staal Nielsen, Institut for Energiteknik 

Årets priser blev uddelt ved DFfR Award Night den 30. november, og repræsentanter for Universitetsroning Aalborg var inviteret som VIP-gæster, da de var blandt tre nominerede roklubber til prisen for ”Årets Initiativ”. Universitetsroerne fra Aalborg var nominerede, da de i Ro-Danmark er kendt som en gruppe af unge entusiastiske mennesker, der altid giver en hjælpende hånd, når der er brug for det. Det gælder både ved de mange regattaer, de deltager i hvert år, og i forbindelse med diverse arrangementer landet over.

Blandt eksemplerne nævnt i nomineringen var forberedelser og oprydning af flydebroer og baner før og efter regattaer og at fungere som start-drenge og -piger ved DM, hvor der er brug for én person ved hver båd ved startlinjen for at holde styr på bådene, indtil starten går. Universitetsroerne fra Aalborg sendte ligeledes 15 mand til Aarhus for at assistere ved Skole-OL, hvor 40 6.- og 7. klasser havde kvalificeret sig til finalerne. Opgaven for Universitetsroerne var at instruere, rette og vejlede i kampens hede, hvor holdene skulle gennem stafetter på romaskiner.

Som overskriften antyder, så løb Universitetsroerne med initiativprisen, der blev overrakt af formanden for Dansk Idrætsforbund, Niels Nygaard. De takkede med en kort takketale, der afstedkom klapsalver.

Det er med stolthed, at Universitetsroerne modtager denne pris, og den har nu fået en central plads blandt trofæerne i Aalborg Roklub, der til dagligt huser Universitetsroning i Aalborg.