Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Udflytningsplan lukker optag på 18 uddannelser

Lagt online: 12.01.2022

Direktionens plan for, hvordan AAU skal opfylde det politiske krav om reduktion af optag i storbyerne, vil sikre et stærkt flerfakultært hovedcampus i Aalborg og specialisere campus i København inden for STEM med fokus på bæredygtighed og it. Det er stadig uklart, om planen vil føre til afskedigelser.

Nyhed

Udflytningsplan lukker optag på 18 uddannelser

Lagt online: 12.01.2022

Direktionens plan for, hvordan AAU skal opfylde det politiske krav om reduktion af optag i storbyerne, vil sikre et stærkt flerfakultært hovedcampus i Aalborg og specialisere campus i København inden for STEM med fokus på bæredygtighed og it. Det er stadig uklart, om planen vil føre til afskedigelser.

Af Anette Marcher, rektorsekretariatet

Et stærkt flerfakultært hovedcampus i Aalborg. Et specialiseret STEM-campus i København med fokus på bæredygtighed og it. Udflytning af to studier til Hjørring og et til Esbjerg. I første omgang lukning for optag på 18 uddannelser. Men plads til udvikling af både eksisterende og helt nye uddannelser.

Det er i korte træk hovedelementerne i direktionens plan for, hvordan AAU vil leve op til regeringens krav om at reducere universiteternes optag i de fire største byer med 10 procent frem til 2030. Planen blev præsenteret af en samlet direktion på et virtuelt medarbejdermøde onsdag den 12. januar.

For AAU indebærer politikernes udflytningskrav en reduktion på i alt 768 studerende i Aalborg og København i forhold til optaget i 2019. Og rektor Per Michael Johansen gør klart, at arbejdet med planen har været en tvungen opgave for universitetsledelsen.

- Det er en opgave, vi ikke har ønsket, og en opgave, som uanset hvordan den løses, påvirker vores universitet markant. For den betyder, at vi er tvunget til at reducere voldsomt i vores optag. Vi har som direktion forsøgt at finde den løsning, som efter omstændighederne fremtidssikrer Aalborg Universitet bedst muligt, siger Per Michael Johansen.

INGEN GRØNTHØSTER

Prorektor Anne Marie Kanstrup, der har ledet arbejdet med at udarbejde planen, påpeger, at direktionen bevidst har fravalgt at køre en grønthøster hen over universitetets uddannelsesportefølje og skære 10 procent af optaget på alle studier.

- Det ville bare gøre universitetet til en mindre og lidt lurvet udgave af sig selv, og det ønsker vi ikke. Vi vil tværtimod holde fast i muligheden for at udvikle os som universitet. Derfor er planen i stedet baseret på nogle strategiske valg, siger Anne Marie Kanstrup.

Blandt de strategiske valg, som direktionen har vægtet, er et ønske om at bibeholde et stærkt flerfakultært hovedcampus i Aalborg. Altså et hovedcampus med et bredt udvalgt af uddannelser inden for alle hovedområder.

Politikerne har opfordret universiteterne til at lægge vægt på efterspørgsel og beskæftigelse, og særligt humanistiske og visse samfundsvidenskabelige uddannelser har på landsplan udfordringer med dimittendledighed. Men for netop at sikre det stærke flerfakultære hovedcampus, har direktionen bevidst valgt, at planen ikke skal indeholde reduktioner i antallet af uddannelsespladser på Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet (SSH) i Aalborg.

- Vores hovedcampus i Aalborg er driveren for, at vi kan tilbyde uddannelse og forskning i hele landet. Det er vores hovedmotor, hvor det er vigtigt, at vi er stærke på alle hovedområder. Vi er et flerfakultært universitet, og det skal vores hovedcampus afspejle. Der er i forvejen kraftig ledighedsbaseret dimensionering af SSH-uddannelserne. Men da det er vigtigt for os at bevare et bredt udbud af humanistiske og samfundsvidenskabelige uddannelser i Aalborg, har vi i denne proces valgt ikke at reducere yderligere på dem, siger Anne Marie Kanstrup.

LUKNINGER PÅ SSH I KØBENHAVN

På grund af udfordringer med ledighed må en betragtelig del af reduktionen dog stadig ske på SSH-området. Direktionen har derfor besluttet at lukke for optag på alle uddannelser på SSH fakultetet på campus i København. Det drejer sig om i alt syv kandidatuddannelser og en enkelt bacheloruddannelse.

- Det er uddannelser, som vi tilbyder både i Aalborg og i København. Med det politiske krav om reduktion kan vi ikke opretholde dem begge steder. Og fordi vi prioriterer at bibeholde det flerfakultære i Aalborg, vælger vi at lukke for optaget i København, forklarer Anne Marie Kanstrup.

Derudover lukkes der i København også for optag på to uddannelser på Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet (ENG) og fem uddannelser på Det Tekniske Fakultet for IT og Design (TECH).

De to fakulteter lukker også for optag på tilsammen tre uddannelser i Aalborg. Derudover flyttes kandidatuddannelsen i veje og trafik til Esbjerg, mens Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet flytter kandidatuddannelsen i folkesundhedsvidenskab til Hjørring, hvor AAU i øjeblikket forhandler med ministeriet om at oprette en tandlægeuddannelse som pålagt af regeringen. Regeringen har desuden pålagt AAU at flytte dele af socialrådgiveruddannelsen til Hjørring.

Som direkte resultat af udflytningsplanen lukkes optaget på i alt 18 uddannelser fra 2023 eller senere. Dertil kommer 21 uddannelser, som tidligere er besluttet lukket af andre årsager. I alt betyder lukningerne sammen med op- og nedjusteringer af optaget på en række uddannelser en reduktion af optaget i Aalborg på i alt 262 studerende og i København på 506 studerende i forhold til optaget i 2019.

SPECIALISERET CAMPUS I KØBENHAVN

Sammenlagt er det altså AAU’s campus i København, der kommer til at bære den største del af det politiske krav om reduktion. Hvor optaget i Aalborg reduceres med 4 procent i forhold til 2019, er reduktionen i København 45 procent.

- Nogle vil måske tolke det som et skridt mod at lukke AAU i København. Det er det absolut ikke. Vores campus i København er en vigtig del af vores universitet, og det bliver det ved med at være. Vi har f.eks. lige godkendt en forlængelse af vores huslejeaftale i København frem til 2035. Men det, vi vil, er at specialisere vores campus i København inden for STEM i forhold til det presserende behov for kandidater inden for bæredygtighed og it, der er i samfundet. Vi tror på, at en skarpere profil vil styrke vores campus i København og give bedre muligheder for at tiltrække de bedste forskere, studerende og samarbejdspartnere, siger Per Michael Johansen.

Anne Marie Kanstrup understreger samstemmende, at udflytningsplanen stadig giver mulighed for at åbne nye uddannelser.

- Vores plan indeholder både opjusteringer og nedjusteringer. Det skyldes at vi bl.a. skal skabe plads til øget optag på nogle af vores nyoprettede uddannelser som cybersikkerhed og software i København. Men det sker lige så meget for at give plads til udvikling af vores uddannelsesportefølje. Det er svært at forestille sig et universitet, der står stille i 10 år. Derfor skal der være plads til udvikling, siger Anne Marie Kanstrup.

IKKE KLARHED OM ØKONOMI OG AFSKEDIGELSER

Hvad planen vil betyde i form af økonomi og evt. afskedigelser er endnu uklart.

- Det er klart, at der er forskningsmiljøer – ikke mindst i København – som vil blive påvirket af dette. Vi kan ikke garantere, at vi kan opretholde alle forskningsmiljøer, som ikke længere har uddannelser tilknyttet, men vi har en klar intention om at forsøge at bevare så mange som muligt af de unikke forskningsmiljøer, vi bl.a. har i København. Hvordan det konkret skal ske, er for tidligt at sige noget om, men vi går selvfølgelig i dialog med de berørte forskere, siger Per Michael Johansen.

Anne Marie Kanstrup supplerer:

- Vi kan heller ikke love, at der ikke vil komme afskedigelser. Men vi håber, at tilpasningerne kan ske løbende og ved naturlig afgang. Selvom nogle af uddannelserne lukker for optag i 2023, vil der jo stadig være aktivitet på dem i flere år frem, og hele reduktionen skal først være gennemført i 2030. Meget kan nå at ændre sig i den periode, siger Anne Marie Kanstrup.

Hun forklarer at størstedelen af reduktionen er konkretiseret, men at en mindre del endnu ikke er fastlagt i detaljer fordi det er vanskeligt at planlægge optag ti år ud i fremtiden. Der kan således komme yderligere reduktion af optag i form af uddannelseslukninger, hvis det frem mod 2030 viser sig at være nødvendigt for at nå det endelige mål. Direktionen har dog en forventning om, at andre faktorer som f.eks. vigende optag i de kommende år pga. mindre ungdomsårgange vil kunne erstatte yderligere lukninger og tager først stilling til problemstillingen, når effekten af de nuværende tiltag står klar i løbet af de kommende år.

NÆSTE SKRIDT: POLITISKE FORHANDLINGER

Direktionens plan blev tirsdag sendt ind til ministeriet, hvor den nu sammen de andre universiteters udflytningsplaner indgår i forhandlingerne mellem regeringen og partierne bag den politiske aftale. Som flere af de andre universiteter har AAU ansøgt om at få nedsat reduktionskravet fra 10 til 6 procent.

Hvorvidt politikerne nikker til nedsættelsen – eller godkender universiteternes planer i det hele taget – er et åbent spørgsmål. Forhandlingerne er tidsmæssigt rykket frem, så de går i gang allerede i denne uge, og forventningen er, at de afsluttes inden vinterferien.

- Først når vi kender resultatet af de politiske forhandlinger, kan vi begynde at regne konkret på økonomien og se på, hvordan vi skal føre tilpasningerne ud i livet. I det arbejde skal miljøerne og samarbejdsorganisationen selvfølgelig inddrages og have mulighed for at drøfte relevante problemstillinger. Men den proces kan vi desværre først begynde at planlægge, når de politiske forhandlinger er afsluttet, siger Anne Marie Kanstrup.

Se direktionens præsentation af udflytningsplanen her.

FAKTA:

Regeringen og en række politiske partier indgik i sommer en aftale, som indebærer, at universiteterne frem til 2030 skal reducere deres optag i København, Aarhus, Odense og Aalborg med 10 procent i forhold til optaget i 2019. For AAU betyder det en reduktion på 768 studerende. Det skal ske ved at flytte uddannelser ud af Aalborg og København eller ved at nedskalere antallet af studiepladser i Aalborg og København.

I den plan, AAU har sendt til ministeriet, reduceres optaget i Aalborg og København med i alt 768 studerende frem til 2030. Da baseline er 2019 skal der også indregnes opjusteringer af optag på uddannelser oprettet efter 2019 (455 studerende) samt plads til øget optag på en række uddannelser og udvikling af nye (538 studerende). Samlet er der således opjusteringer af 993 pladser i forhold til 2019 optaget mens den samlede reduktion er 1.761 studerende i forhold til 2019. Tilsammen giver dette 768 færre studerende i 2030 i forhold til optaget i 2019. Den samlede reduktion skal ske dels via udflytning, regionale elementer, lukning af uddannelser, tidligere udmeldte lukninger samt nedgang i optag på en række uddannelser.

REDUKTIONEN AF OPTAG I AALBORG OG KØBENHAVN FINDES VED FØLGENDE TILTAG:

  • Uddannelser, der flyttes til Hjørring eller Esbjerg (49 studerende)
  • Dele af medicinstudiet, som flyttes til Regionshospitalet i Hjørring (40 studerende)
  • Tidligere besluttede lukninger af uddannelser (215 studerende)
  • Nye lukninger af uddannelser som følge af udflytningskravet (814 studerende)
  • Reduceret optag på eksisterende uddannelser (643 studerende)

FØLGENDE UDDANNELSER FLYTTES TIL ESBJERG ELLER HJØRRING:

  • Kandidat i veje og trafik (ENG) til Esbjerg
  • Kandidat i folkesundhedsvidenskab (SUND) til Hjørring
  • Dele af socialrådgiveruddannelsen (SSH) til Hjørring

FØLGENDE UDDANNELSER LUKKER FOR OPTAG:

  • Kandidat i landinspektørvidenskab, cand.tech. (TECH), Aalborg*
  • Kandidat i produktion, cand.tech. (ENG), Aalborg
  • Kandidat i miljøvidenskab, cand.tech. (ENG), Aalborg
  • Bachelor i teknoantropologi (TECH), København
  • Kandidat i teknoantropologi (TECH), København
  • Kandidat i innovativ kommunikationsteknik og entrepreneurskab (TECH), København
  • Kandidat i landinspektørvidenskab, cand.tech. (TECH), København*
  • Kandidat i lyd- og musikteknologi (TECH), København
  • Kandidat i by, bolig og bosætning (ENG), København
  • Kandidat i ledelse og informatik i byggeriet, cand.tech. (ENG), København
  • Kandidat i kommunikation (SSH), København
  • Kandidat i informationsvidenskab (SSH), København
  • Bachelor i kommunikation og digitale medier (SSH), København
  • Kandidat i læring, it og organisatorisk omstilling (SSH), København
  • Kandidat i læring og forandringsprocesser (SSH), København
  • Kandidat i turisme (SSH), København
  • Kandidat i internationale forhold (SSH), København
  • Kandidat i socialt arbejde (SSH), København

*Bemærk, at der ikke er tale om uddannelsen cand.geom. i landinspektørvidenskab, men om en særlig overbygning for fx geografer og ingeniører (cand.tech.).

FØLGENDE UDDANNELSER ER TIDLIGERE BESLUTTET LUKKET OG INDGÅR I:

  • Kandidat i vision, grafik og interaktive systemer (TECH), Aalborg
  • Kandidat i signalbehandling og akustik (TECH), Aalborg
  • Kandidat i regulering og automation (TECH), Aalborg
  • Kandidat i kommunikationsteknologi (TECH), Aalborg
  • Bachelor i produkt- og designpsykologi (TECH), Aalborg
  • Kandidat i produkt- og designpsykologi (TECH), Aalborg
  • Bachelor i informatik (TECH), Aalborg
  • Kandidat i informatik (TECH), Aalborg
  • Kandidat i arkitektur, cand.tech. (TECH), Aalborg
  • Kandidat i industrielt design, cand.tech. (TECH), Aalborg
  • Kandidat i idrætsteknologi, cand.tech. (SUND), Aalborg
  • Bachelor i international virksomhedskommunikation, spansk (SSH), Aalborg
  • Kandidat i international virksomhedskommunikation, spansk (SSH), Aalborg
  • Bachelor i international virksomhedskommunikation, tysk (SSH), Aalborg
  • Kandidat i international virksomhedskommunikation, tysk (SSH), Aalborg
  • Bachelor i tysk (SSH), Aalborg
  • Kandidat i tysk (SSH), Aalborg
  • Bachelor i it, kommunikations- og medieteknologi (TECH), København
  • Kandidat i bæredygtig bioteknologi (ENG), København
  • Kandidat i værdikæder og innovationsledelse (ENG), København
  • Kandidat i værdikæder og teknisk ledelse (ENG), København