Spring til indhold
ForsideUddannelseMød AAUitcamp

Uden IT Camp havde jeg ikke valgt IT-faget

Ordene kommer fra Kira Pedersen. Hun nåede at deltage i IT Camp to gange, før hun blev helt afklaret med sit valg af IT som studeretning. Der mangler kvinder i IT-branchen. Derfor er målet at overbevise endnu flere kvinder om at søge en fremtid inden for IT.

Uden IT Camp havde jeg ikke valgt IT-faget

Ordene kommer fra Kira Pedersen. Hun nåede at deltage i IT Camp to gange, før hun blev helt afklaret med sit valg af IT som studeretning. Der mangler kvinder i IT-branchen. Derfor er målet at overbevise endnu flere kvinder om at søge en fremtid inden for IT.

Et stigende antal kvinder søger ind på IT-uddannelser. Alligevel er kvinder stadig underrepræsenterede i IT-branchen. Eftersom vores samfund er fyldt med IT og digitale løsninger, er der hårdt brug for flere IT-uddannede og brug for alle køn, når der skal designes og udvikles nye løsninger.

Nysgerrighed og en lyst til at forfølge sine drømme og interesser fik Kira til at deltage på IT Camp.

”Grib chancen og udnyt den”

To gange har Kira deltaget - og hun har ikke fortrudt det et eneste sekund.

”Jeg vil være ærlig og fortælle, at jeg ikke havde været, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde deltaget i IT Camp. Jeg mødte mange seje kvindelige rollemodeller inden for IT, som dedikerede tre dage til os.

Kira oplevede oplæg om livet som studerende på en IT-uddannelse, hvilket gav et godt indblik i det hele.

”De fortalte også, at vores fordomme og bange anelser ikke afspejler virkeligheden. Vi fik også lov, til at arbejde med virkelige caseopgaver. Det var superfedt”, fortæller Kira Pedersen.

Det tiltrængte indblik i IT-branchen er noget som Kira værdsætter og tildeler stor betydning til. Hun fortsætter:

” Vi hørte også om forskellige uddannelser og job, og at en IT-uddannelse - og et IT-job, slet ikke er så teoretisk, som vi alle tror, at det er.

Hun mener også, det var en god oplevelse at dele tre dage med 39 andre piger. Deltagerne opnår et særligt bånd og kemi, fordi de er til IT Camp med en fælles interesse, og at der også er tid til hyggelige sociale aktiviteter.

”IT Camp er en oplevelse for livet, og jeg vil til hver en tid anbefale IT Camp til andre gymnasieelever. Jeg følte mig 100 kilo lettere efter at have deltaget, for selvom jeg var afklaret med at jeg ville læse en IT-uddannelse, var jeg i tvivl om, hvilken det skulle være. Det fandt jeg ud af på IT Camp. Og så er det jo gratis at deltage, og man får gratis overnatning, mad og drikke”, afslutter Kira Pedersen.

Kiras budskab kan ikke misforstås. Hun håber, at kvindelige gymnasieelever, ligesom da hun selv var gymnasieelev, udnytter denne unikke mulighed for at få en virkelighedsnær forsmag på livet som IT-studerende.

FAKTA: IT Camp for piger

  • På Aalborg Universitet er der igangsat en række indsatser, der skal gøre det mere attraktivt for kvinder at søge optagelse på en IT-uddannelse og derved skabe kønsbalance. Det er vigtigt at sikre, at hele talentmassen på en ungdomsårgang bliver opmærksomme på de muligheder, IT-uddannelserne åbner.
  • På IT Camp får deltagerne indblik i eksempelvis den anvendelsesorienterede, den menneskelige og den samfundsmæssige værdi, som IT-uddannelserne har. Derudover bliver nogle af de barrierer og fordomme, der knytter sig til IT-uddannelser, aflivet.
  • IT Camp 2024 bliver afholdt fra den 9.-11. maj på Aalborg Universitet.