Spring til indhold
Forside

Nyhed

Tværfaglighed, diversitet og samarbejde i fokus til STEM-topmøde 2021

Lagt online: 15.11.2021

Tirsdag den 9. november bød AAU og Teknologipagten indenfor til STEM-topmødet 2021. Live fra Glasgow var professor Mariana Mazzucato med en opsang til samfundet og ikke mindst universiteterne. Programmet var fyldt med inspirerende oplægsholdere, som var enige om, at STEM skal være en del af noget større, og at især samarbejde på tværs er afgørende for at finde de bedste løsninger nu og i fremtiden.

Nyhed

Tværfaglighed, diversitet og samarbejde i fokus til STEM-topmøde 2021

Lagt online: 15.11.2021

Tirsdag den 9. november bød AAU og Teknologipagten indenfor til STEM-topmødet 2021. Live fra Glasgow var professor Mariana Mazzucato med en opsang til samfundet og ikke mindst universiteterne. Programmet var fyldt med inspirerende oplægsholdere, som var enige om, at STEM skal være en del af noget større, og at især samarbejde på tværs er afgørende for at finde de bedste løsninger nu og i fremtiden.

Af Emilia Wiegandt Lindholm Jacobsen, Fælles Service Cph. 

Duften af kaffe og croissanter, udsigt over vandet og ikke mindst menneskers summen var det, der mødte en på AAU’s campus i København tirsdag den 9. november til STEM-topmødet 2021.

De fremmødte blev budt velkommen til årets STEM-topmøde af rektor Per Michael Johansen, og formanden for Teknologipagten, André Rogaczewski. De fremhævede begge, hvordan de presserende globale udfordringer såsom klimaforandringer, sundhedskriser, global ulighed og digitale og teknologiske forandringer kalder på nytænkning og omorganisering i samfundet.

Derfor var topmødets centrale spørgsmål, hvordan STEM bliver en del af noget større og i endnu højere grad bidrager med nye svar på de globale udfordringer? Her var budskabet fra begge arrangører, at STEM ikke kan stå alene. Grænseoverskridende problemer kalder på løsninger på tværs af organisatoriske siloer og faglige felter.

Universiteternes rolle

Dagens hovedoplæg blev holdt af Mariana Mazzucato, professor ved University College London (UCL), hvor hun har stiftet Institute for Innovation and Public Purpose. Mariana Mazzucato er en af verdens førende eksperter i missionsdrevet økonomi og innovation. Mazzucato gav sit besyv med, da hun live fra Glasgow fortalte, hvordan en missionsorienteret tilgang til økonomi og innovation, men også til uddannelse og forskning, skal løse tidens store problemer.

- Universiteterne skal spille en meget mere aktiv rolle som samfundsaktører, der bidrager med viden og indsigt til at løse de store udfordringer, sagde Mariana Mazzucato om universitetets rolle i fremtiden.

Hun pointerede, at universiteterne har et særligt ansvar og derfor skal bidrage til den nødvendige diskussion af, hvordan vi kan leve sammen som mennesker.

- Universitetet skal gå forrest og skabe partnerskaber, fremhævede Mariana Mazzucato. Det skal være kreative og modige partnerskaber, der går på tværs af universiteter, den private og offentlige sektor samt civilsamfundet.

Hun fortalte også, at universitetet kan og skal være det rum i samfundet, hvor man trygt kan være uenige og debattere – et rum for kreativitet, for universitetet har et særligt ansvar for at skabe kritisk tænkende studerende og forskere.  

Tværfaglighed, diversitet og samarbejde

Dagen bød på flere andre oplægsholdere, som gav deres input til, hvordan STEM kan blive en del af noget større.

- Det er ikke os selv, der alene er skyld i vores fremgang. Vi er en del af noget. Vi har set en udvikling, og så har vi skubbet til den, sagde Kim Nøhr Skibsted, fondsdirektør for Poul Due Jensens Fond.

Professor David Budtz Pedersen, AAU, pointerede blandt andet, at missioner kræver, at SSH (Social Science and Humanities) og STEM deltager i fælles projekter, også i fastlæggelsen af strategier og mål. Han påpegede desuden, at der er brug for tværfaglighed, og at det kan betale sig – selvom det tager tid.

Dagens sidste oplægsholder var youtuber og science-influencer Maria Jarjis, som gav input til, hvordan flere børn, unge og særligt kvinder kan blive mere interesserede i STEM-fagene.

Alle dagens oplægsholdere var enige om, at tværfaglighed, diversitet og samarbejde på tværs er helt afgørende for at finde de bedste løsninger nu og i fremtiden. På den måde talte topmødet ind i de strategiske fokusområder, som er omdrejningspunkterne i AAU’s kommende strategi.