Nyhed
Teknoantropologer vinder ny EU-pris for borgerinddragelsesprojekt
Lagt online: 24.05.2023

Nyhed
Teknoantropologer vinder ny EU-pris for borgerinddragelsesprojekt
Lagt online: 24.05.2023

Teknoantropologer vinder ny EU-pris for borgerinddragelsesprojekt
Nyhed
Lagt online: 24.05.2023
Nyhed
Lagt online: 24.05.2023
Tekst: Susanne H. Knudsen, Institut for Kultur og Læring
Foto: Urban Belonging-projektet
Lektor og teknoantropolog Anders Koed Madsen fra TANTlab ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet (AAU) og ph.d.-studerende Sofie Burgos-Thorsen ved TANTlab og arkitektfirmaet Gehl har netop vundet en af EU’s tre nye borgervidenskabspriser, The European Union’s New Citizen Science Prize. Prisen modtager de to AAU-forskere for projektet Urban Belonging, som de har udført sammen med samarbejdspartnere i forskningskollektivet "The Urban Belonging Collective".
- Med dette projekt har vi ønsket at inddrage borgere, som normalt ikke bliver hørt, i byplanlægningsprocesser. Vi har derfor udviklet en ny metode til borgerinddragelse, der ikke tager udgangspunkt i kommunens behov, men i brugernes oplevelser i byen, som registreres i en ny app, fortæller Anders Koed Madsen.
Data om brugernes oplevelser af byen
Deltagerne i projektet kommer fra seks organisationer, der repræsenterer udsatte og marginaliserede grupper i samfundet, LGBT+ Danmark, Mino Danmark, Hugs & Food, Sind, Danske Døves Landsforbund og Dansk Handicap Forbund. De har som led i projektet brugt app’en til at tage billeder rundt om i København og registrere gåture i byen. Derudover har deltagerne gennem app’en haft mulighed for at se og reagere på hinandens billeder. Det har givet forskerne mulighed for at måle på, om billederne vækker samme følelser på tværs af deltagerne.
- App’en giver os et indtryk af, hvordan folk afkoder byen forskelligt, men den viser også, hvordan forskellige grupper bevæger sig forskelligt i byen, hvor folk bevæger sig mest i byen, og hvordan brugerne oplever byen anderledes, end man fra kommunens side gør. Deltagerne i Urban Belonging-projektet har f.eks. registreret langt flere steder som naturoplevelser, end kommunen har. Det kan bruges i fremtiden til at få en bredere samtale om, hvilken type natur der betyder noget for folk, forklarer Anders Koed Madsen.
Dataindsamlingen i app’en står dog ikke alene i Urban Belonging-projektet. Deltagerne er også blevet inviteret til at deltage i datasprint og workshops med forskerne i projektet.
- Det er vigtigt, fordi deltagerne af åbenlyse årsager er bedre til at fortælle historien om deres egne billeder, end vi forskere er. Billedet kan ikke stå alene som empiri, og derfor har vi designet en række analoge visuelle outputs, der kan bringe data fra appen ind i kvalitative workshops, siger Anders Koed Madsen.
App’en videreudvikles til virksomheder
App’en er udviklet i open source-software og ligger tilgængelig i både App og Play Store og har ud over Urban Belonging- projektet også allerede været brugt i forbindelse med andre projekter bl.a. om ungdomsliv i Gellerupparken, unges oplevelse af sikkerhed på Stanford i USA og et kulturarvsprojekt i Urbino i Italien. Derudover har signaturen MASSHINE ved Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet (SSH) på AAU netop støttet en videreudvikling af app’en, så virksomheder også i fremtiden kan få glæde af de muligheder for brugerinddragelse, den giver.
- Projektet kombinerer humanvidenskabelige tilgange og viden om menneskers levede liv med udvikling af teknologi, der kan fremme borgeres medvirken i planlægningsprocesser. Ligeledes bygger det på stærke samarbejder og har med god grund allerede vist sin store samfundsnytte. Vi er virkelig stolte af det projekt, siger Søren Kristiansen, prodekan for forskning på SSH.
De to prisvindere modtager sammen med resten af forskningskollektivet EU-prisen ved kultur- og teknologifestivalen Ars Electronica, som afholdes i Linz i Østrig fra den 6.-10. september 2023.
FAKTA
- The European Unions’ New Citizen Science Prize uddeles til projekter, der understøtter udviklingen af pluralistiske, inkluderende og bæredygtige samfund i Europa
- Urban Belonging-projektet vandt i kategorien ”diversity and collaboration”
- Med prisen følger 20.000 Euro
- Urban Belonging-projektet blev startet i 2019 med støtte fra AAU’s talentplejemidler, bevillinger fra Innovationsfonden til Sofie Burgos-Thorsen og Drude Emilie Ehn samt fra arkitektfirmaet Gehl, Service Design Lab (AAU), Center for Digital Welfare (IT-Universitetet), og Centre of Expertise for Creative Innovation i Amsterdam (CoECI)
- Projektet blev afsluttet i 2022
- Deltagerne i forskningskollektivet bag projektet er: Anders Koed Madsen, Sofie Burgos-Thorsen, Drude Emilie Ehn, Thorben Simonsen, Sabine Niederer, Maarten Groen, Carlo De Gaetano, Kathrine Norsk, Federico Di Fresco, arkitektfirmaet Gehl, TANTlab (AAU), Service Design Lab (AAU), Visual Methodologies Collective (Amsterdam University of Applied Sciences) og Center for Digital Welfare (IT-Universitetet)
- Resultater fra Urban Beloning-projektet har bl.a. været udstillet på Copenhagen Architecture Festival i 2023
- Læs mere om projektet