Spring til indhold
Forside

Nyhed

Svend Andersen Fondens Priser 2023

Lagt online: 27.01.2023

Svend Andersen Fonden har uddelt priser til talenter ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU

Nyhed

Svend Andersen Fondens Priser 2023

Lagt online: 27.01.2023

Svend Andersen Fonden har uddelt priser til talenter ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU

Publiceret af: Strategisk rådgiver Lone Bechmann, SUND Dekansekretariat

Direktør og bestyrelsesmedlem Per Laursen fra Svend Andersen Fonden medbragte både blomster og flotte priser, da han i går gæstede Nytårskuren ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. En glædelig tilbagevendende begivenhed, hvor støtte til den lægevidenskabelige forskning udmøntes gennem to flotte priser og uddelingen af et scholarstipendium.

Årets talentpris gik til smerteforsker

Talentprisen er en hæderspris, som gives til et yngre forskningstalent under 40 år. Prisen er på kr. 100.000 og gik denne gang til lektor Kristian Kjær-Staal Petersen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi.

Kristian Kjær-Staal Petersen er lidt af en akademisk multikunstner! Kristian er smerteforsker. Han forsker primært i smerter hos patienter med slidgigt i knæet – men udover at være ingeniør og ph.d. har han faktisk også i en usædvanlig ung alder fået den akademiske titel dr.med. for sin doktordisputats. Altså favner han over både ingeniør- og medicinfaget.

Kristian er usædvanlig, fordi han jonglerer mellem den nørdede grundforskning og den helt patientnære forskning og implementeringen i sundhedsvæsenet. Hans forskning har blandt andet vist, at nogle slidgigtpatienter har et særligt overfølsomt smertesystem. Det er en af årsagerne til, at man godt kan have stærke smerter, selvom røntgenbilledet ikke viser nævneværdigt tegn på slidgigt. Denne smerteoverfølsomhed kan både være lokaliseret i knæet, men også i rygmarven og hjernen. Et sted på denne strækning fra knæ til hjerne, er der nogle ”relæ-stationer”, der er gået i stykker, som han forklarer det.

Listen over Kristians akademiske meritter og videnskabelige produktion er imponerende lang, og han har et stort internationalt netværk. Han er eksempelvis engageret i verdensorganisationen for smerte (The International Association for the Study of Pain, IASP), hvor han blandt andet er formand for gruppen ”muskuloskeletale smerter”.

Givet i taknemmelighed

Svend Andersen Fonden er stiftet af Svend Andersen, der fik polio som 12-årig og derfor tilbragte meget tid på hospitaler. På trods af disse fysiske skavanker lykkedes det Svend Andersen at etablere en milliardforretning, og i taknemmelighed over den lægevidenskab, der havde hjulpet ham, oprettede han fonden med det formål at støtte den lægevidenskabelige forskning.

Årets ph.d.-pris gik til ingeniør i sundhedsteknologi og medstifter af start-up

Ph.d.-prisen er en hæder på kr. 50.000, der tilfalder et forskningstalent, som igennem sit ph.d.-studium har opnået særligt fremragende resultater. Og sådan en er Kasper Sørensen. Faktisk vurderes Kaspers ph.d.-afhandling til at være langt over niveauet for, hvad der kræves for at opnå en ph.d.-grad i Danmark, og han har fået publiceret et imponerende antal publikationer, primært i førende internationale tidsskrifter inden for sit forskningsfelt.

Kasper Sørensens forskningsfelt er seismokardiografi. Han har blandt andet afdækket, at seismokardiografi kan bruges i forbindelse med indstilling og optimering af pacemakere – men også til bestemmelse af kondital hos personer i hvile.

Ph.d.-karrieren har indtil videre ført til, at Kasper Sørensen er blevet medstifter af virksomheden VentriJect, der er et dansk spin-out selskab fra Aalborg Universitet. Kasper og medstifterne af VentriJect har et mål om at gøre kardio-respiratorisk kondition til den globale standard inden for sundhedsundersøgelser.

Årets scholarstipendium sender medicinstuderende på forskningsophold

Svend Andersen Fonden har valgt at støtte medicinstuderende Charlotte Mejlstrup Hymøller med et stipendium, der betyder, at hun kan tage et såkaldt forskningsår, hvor hun kan hellige sig forskningen. Charlotte vil gerne undersøge, hvordan det medfødte immunforsvar bekæmper infektioner. Hun udfører sit projekt på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi under vejledning af professor Svend Birkelund. I løbet af sit forskningsår skal Charlotte blandt andet på gæsteophold ved professor Sebastian Albertí på Mallorca.

Kontakt: