Nyhed
SUND-prodekan fortsætter: Vil fastholde PBL som fundament for demokratiet
Lagt online: 27.05.2025

Nyhed
SUND-prodekan fortsætter: Vil fastholde PBL som fundament for demokratiet
Lagt online: 27.05.2025

SUND-prodekan fortsætter: Vil fastholde PBL som fundament for demokratiet
Nyhed
Lagt online: 27.05.2025
Nyhed
Lagt online: 27.05.2025
Af Torben Haugaard Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs. Foto: Lars Horn
Når studerende på Aalborg Universitet samarbejder om projekter, styrker de grundlaget for demokratiet i Danmark. Det er vigtigt i en tid med krig og ufred i verden.
Sådan lyder det fra lektor Jeppe Emmersen, der i slutningen af året tager hul på en ny treårig periode som prodekan for uddannelse på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet.
”Demokrati er samtale og dialog, og det er en væsentlig del af de studerendes hverdag. Under gruppearbejdet lærer de, at mindretallet også har en stemme. Det er demokrati i mikroformat,” siger Jeppe Emmersen.
Gennem årene på AAU er Jeppe Emmersen gået fra at være menig forsker på SUND til at blive fakultetets uddannelsesleder.
Hans fokus er skiftet fra forskningsprojekter om bioinformatik og stamcellebiologi til et bredere perspektiv på uddannelse, hvor hele universitetet og uddannelsessektoren er tænkt ind.
Siden 2009 har han samarbejdet med mange interne og eksterne aktører, blandt andre regionens hospitaler og sundhedsstyrelsen samt virksomheder og organisationer nationalt og internationalt.
Det er vigtigt for ham, at omverdenen har tillid til, at de studerende får de rigtige kompetencer, så de kan bidrage til samfundet – men også de rigtige værdier.
Det gælder særligt i en tid med store forandringer i uddannelsessektoren, hvor universitetets uddannelser efter kandidatreformen skal i mere direkte kontakt med erhvervslivet.
For uddannelserne på SUND er det især sundhedsvæsenet og life science-industrien.
”Det handler om de unges fremtid og deres værdisæt. Universitetet har et ansvar for at uddanne kandidater, der med deres viden og dannelse understøtter demokratiet. Det gør de især, fordi de har lært at samarbejde og kender vigtigheden af dialog," siger Jeppe Emmersen - og tilføjer:
"Det fokus skal vi bevare i arbejdet med vores uddannelsesportefølje, når kandidatreformen skal implementeres, og vi skal arbejde meget mere direkte med for eksempel erhvervslivet.”
Jeppe Emmersen er også optaget af sundhedsreformens betydning for sundhedssystemet, som er under forandring i disse år. Han har en ambition om at AAU’s uddannelser skal være på forkant med forandringerne.
Det nære sundhedsvæsen kommer til at spille en væsentlig større rolle. Jeppe Emmersen fremhæver særligt et samarbejde med Aalborg Kommune om at sende lægestuderende ud i praktik i borgernes nærmiljø.
Tidlig patientkontakt giver de lægestuderende bedre forståelse for mennesker og sundhedsvæsenets kompleksitet, og det er vigtigt, når de skal ud og arbejde som læger i fremtidens sundhedsvæsen.
”De lærer, at patienter ikke er teoretiske størrelser i en bog, men virkelige mennesker, som man skal kunne forstå og arbejde med på en etisk forsvarlig måde. De lærer også, at der er forskel på hospitalets strukturerede kliniske miljø og borgerens eget liv. Det vil komme fremtidens patienter og sundhedsvæsenet som helhed til gode,” siger Jeppe Emmersen.
Fakta