Nyhed
Studerende var med til at bane vejen for AAU Business School
Lagt online: 01.10.2024

Nyhed
Studerende var med til at bane vejen for AAU Business School
Lagt online: 01.10.2024

Studerende var med til at bane vejen for AAU Business School
Nyhed
Lagt online: 01.10.2024

Nyhed
Lagt online: 01.10.2024

Af Torben Haugaard Jensen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Fotos: Henning Bagger og Jens Morten Sørensen
Det begyndte i 1984 med et forslag fra fem studerende.
De læste Erhvervsøkonomi på Aalborg Universitetscenter (AUC) og kunne se, hvordan verdensøkonomien forandrede sig efter trange år med oliekrise.
Danske virksomheder ville ud i verden. Derfor var der brug for eksperter, som kunne rådgive virksomheder om global virksomhedsøkonomi og ledelse af internationale aktiviteter.
Løsningen var ifølge de studerende at oprette en kandidatuddannelse med fokus på virksomheders internationalisering og aktiviteter på udenlandske markeder.
Og det var rigtig godt set, siger Olav Jull Sørensen, som er tidligere underviser for de studerende.
”De havde helt ret – at dømme ud fra, hvor populær uddannelsen hurtigt blev, og hvor interesserede de mange små og mellemstore virksomheder i Nordjylland var for at tage imod vores studerende og os som forskere.”

Med den nye kandidatuddannelse fulgte et forskningsmiljø inden for international virksomhedsøkonomi – på engelsk kaldet international business. Miljøet blev grundlagt på Institut for Produktion af Olav Jull Sørensen under navnet International Business Center.
Kandidatuddannelsen og forskningsmiljøet er i dag forankret på AAU Business School, som den 4. oktober fejrer 40-årsjubilæum for international business.
Og der er ifølge institutleder og professor MSO Mette Vinther Larsen god grund til en fejring.
”International business er en af de traditionelle grunddiscipliner i en business school. Man kan derfor med god ret påstå, at de studerende dengang i 1984 var med til at så et frø, som skulle føre til et stærkt forskningsmiljø, der var med til at bane vejen for en business school på AAU,” siger Mette Vinther Larsen.

Danske virksomheder efterspørger stadig eksperter i international virksomhedsøkonomi, og interessen for AAU’s kandidater vil kun stige i fremtiden.
Det fortæller Dmitrij Slepniov, der er lektor på AAU Business School og leder af forskningsgruppen for international business, som er efterfølgeren til International Business Center.
”Danske virksomheder udvider fortsat deres internationale rækkevidde, og vores kandidater kan give dem strategisk og kulturel indsigt, som er afgørende i en kompleks, globaliseret verden med uforudsigelige udsving, der påvirker international handel og grænseoverskridende investeringer,” siger Dmitrij Slepniov.
Kandidatuddannelsens stærke fokus på konkrete, aktuelle problemer inden for international virksomhedsøkonomi gør også AAU-kandidaterne eftertragtede, påpeger Svetla Trifonova Marinova, professor i international business på AAUBS
”Vores forskningsresultater dækker alle kontinenter, og de studerende præsenteres derfor løbende for nutidige, internationale forretningsfænomener, muligheder og udfordringer i deres studier samt under deres projektarbejde med internationale virksomheder fra hele verden.”
Dmitrij Slepniov og hans kolleger ser frem til at bygge videre på de seneste 40 års forskningsresultater og bidrage til at sikre AAUBS' strategiske retning og fortsatte relevans regionalt, nationalt og internationalt.
Læs mere om 40-årsjubilæet for international business på AAU Business School