Spring til indhold
Forside

Nyhed

Studerende har bygget fartøj designet til at køre på Mars: Nu skal de konkurrere mod de bedste i verden

Lagt online: 31.07.2024

Med selvbygget rover og drone, skal AAU Space Robotics Team, som det eneste danske hold deltage i European Rover Challenge til september.

Nyhed

Studerende har bygget fartøj designet til at køre på Mars: Nu skal de konkurrere mod de bedste i verden

Lagt online: 31.07.2024

Med selvbygget rover og drone, skal AAU Space Robotics Team, som det eneste danske hold deltage i European Rover Challenge til september.

Af Lilla Bogø Rasmussen, AAU Kommunikation og Public Affairs.

Sommeren bliver travl for Aalborg Universitets Space Robotics Team, der netop har kvalificeret sig til European Rover Challenge, der i år afholdes i Polen. Her skal de konkurrere mod 26 andre hold om at have bygget den bedste rover, som er et fjernstyret fartøj, designet til at køre på Mars.

Det danske hold består af studerende fra seks forskellige AAU-uddannelser.  Hvor nogle laver den robotarm, der sidder på roveren, laver andre materiale- og styrkeberegninger.

Det er en kæmpe fordel, at holdet består af studerende med forskellige ekspertiser! Den tværfaglige tilgang fremmer innovative løsninger og giver mulighed for at udnytte en bred vifte af kompetencer og perspektiver til komplekse udfordringer.

Simon Bøgh, der startede studenterorganisationen AAU Space Robotics Team.

Forud for kvalifikationen har holdet skrevet en rapport, hvor de redegør for, hvordan deres projekt lever op til en række tekniske og sikkerhedsmæssige krav. Derudover indgår et afsnit om sikkerhedssystemer, som også indeholder en risikoanalyse for hele systemet og delkomponenter. Rapporten indeholder også en beskrivelse af organisationen i teamet samt budget for eksempelvis udvikling og udstyr. I alt 69 hold har afleveret en rapport, hvor kun 27 har kvalificeret sig.

Det er første gang, at et dansk hold deltager i European Rover Challenge, som i år har 10-års jubilæum. Udover roveren har de også bygget en drone, som kan kommunikere med roveren om eventuelle forhindringer på ruten. De har dermed forsøgt at simulere det kommunikationssamarbejde, der er mellem de virkelige Mars-rovere og dertilhørende helikoptere.

”Vi prøver at arbejde med nogle af de metoder, som bruges indenfor spaceindustrien lige nu”, siger lektor Simon Bøgh.

Holdet bruger en stor del af deres sommerferie på at øve sig og få de sidste detaljer på plads, så de er helt klar til at konkurrere i Polen. Her skal deres rover udføre en række af opgaver i en Mars-yard, hvor den blandt andet skal kunne planlægge en rute, navigere i et kontrolpanel, konstruere ting og samle jordprøver op.

Jeg glæder mig til at vise, hvad vi kan, for vi er jo det eneste hold i Danmark, der gør det her. Det bliver mega fedt!

Jakob Rewers Jørgensen, der studerer mekanik på Aalborg Universitet.

KONTAKT

  • Lilla Bogø Rasmussen, AAU Kommunikation og Public Affairs. Tlf. 28291237, lbra@adm.aau.dk
  • Simon Bøgh, Tlf. 99403361, sb@mp.aau.dk
  • Jakob Rewers Jørgensen, Tlf. 29160609