Spring til indhold.

Nyhed

Store bevillinger til Institut for Elektriske Systemer

Lagt online: 22.10.2025

Aalborg Universitet markerer sig stærkt i årets Synergy-bevillinger fra Villum Fonden. To forskerpar har fået støtte til tværfaglige projekter, der begge bruger kunstig intelligens som drivkraft – det ene skal “lytte” til batterier og forudsige deres levetid, mens det andet vil udvikle kvantelys på chip ved hjælp af AI og avancerede 2D-materialer.

Nyhed

Store bevillinger til Institut for Elektriske Systemer

Lagt online: 22.10.2025

Aalborg Universitet markerer sig stærkt i årets Synergy-bevillinger fra Villum Fonden. To forskerpar har fået støtte til tværfaglige projekter, der begge bruger kunstig intelligens som drivkraft – det ene skal “lytte” til batterier og forudsige deres levetid, mens det andet vil udvikle kvantelys på chip ved hjælp af AI og avancerede 2D-materialer.

Af Laura Johanne Schou Carlsen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Privat

LYD OG KUNSTIG INTELLIGENS SKAL AFSLØRE BATTERIERS SKJULTE LEVETID MELLEM RUBRIK 

Projektet “Groundbreaking battery management” har netop modtaget 4,5 millioner kroner fra Villum Fonden gennem Synergy-programmet. Målet er at udvikle en ny, ikke-destruktiv metode til at overvåge batteriers helbred – og gøre det muligt at forudsige farlige fejl som overophedning og brand, før de opstår.

Fakta

Groundbreaking battery management er ét af 13 forskningsprojekter, der i 2025 har modtaget støtte fra Villum Fondens Synergy-program – en indsats, der fremmer tværfaglig og datadrevet forskning på tværs af danske universiteter. Programmet blev etableret i 2019 med det formål at koble datalogi med andre fagområder for at finde nye løsninger på komplekse samfundsudfordringer.

Projektperioden løber fra marts 2026 til 2029.

Tværfagligt samarbejde med bæredygtighed for øje

Bag projektet står Lektor Daniel-Ioan Stroe fra Institut for Energi og professor Jan Østergaard fra Institut for Elektroniske Systemer. Daniel er ekspert i batteriteknologi, mens Jan leder både Sektionen for Kunstig Intelligens og Lyd og Centre for Acoustic Signal Processing Research.

Sammen vil de kombinere signalbehandling, maskinlæring og akustik for at udvikle en metode, der kan “lytte” til batteriets indre. Ved at sende lyd gennem batteriet og analysere, hvordan lyden ændrer sig over tid, kan forskerne skabe et tredimensionelt lydlandskab, der afslører batteriets tilstand.

Fra idé til metode – og måske til praksis

I dag kræver det store laboratorietests og avancerede modeller at forudsige et batteris levetid. Ofte må batteriet endda skæres op eller ødelægges for at forstå, hvad der sker inde i det – en proces, der både er dyr, besværlig og langt fra bæredygtig.

Med den nye metode vil forskerne i stedet prøve at sende lyd gennem batteriet og analysere, hvordan lyden ændrer sig over tid.  På den måde kan man forestille sig batteriet som et slags tredimensionelt lydlandskab, hvor små ændringer over tid afslører, hvordan batteriet ældes og slides. Resultaterne forventes at ændre måden, vi overvåger batterier på og bane vejen for en ny generation af intelligente, datadrevne systemer, der kan forudsige batteriers levetid i realtid på en sikker og bæredygtig måde.

Aalborg Universitet markerer sig tydeligt i årets Synergy-bevillinger. Ud over Groundbreaking battery management har et andet forskerteam også modtaget støtte til et tværfagligt projekt. Læs artiklen her: Kunstig intelligens skal forudsige fremtidens Danmarkskort 

Kunstig intelligens og 2D-materialer skal skabe kvantelys på chip

Professor Zheng-Hua Tan fra Institut for Elektroniske Systemer ved Aalborg Universitet og Lektor Sanshui Xiao fra DTU har også en bevilling fra Villum Fondens Synergy-program til et nyt tværfagligt forskningsprojekt, der skal bringe kvanteteknologi tættere på praktisk anvendelse. 

Projektet har titlen Leveraging Machine Learning for Developing On-Chip Quantum Sources with 2D Materials Integration og kombinerer kunstig intelligens med avancerede 2D-materialer for at udvikle kompakte, chip-integrerede kilder til kvantelys – en teknologi, der spiller en nøglerolle i fremtidens sikre kommunikation, præcisionsmålinger og kvantecomputere. I dag er kvantelys, især enkeltfotoner, svære at producere effektivt og uden støj, hvilket begrænser deres anvendelse i virkelige systemer.

Fra AI til praktisk kvanteteknologi

Ved hjælp af maskinlæring vil forskerne udvikle metoder til hurtigt at identificere og fremstille højkvalitets 2D-materialer, finde pålidelige enkeltfoton-kilder og forbedre ydeevnen i kvantekomponenter. Målet er at gøre kvanteteknologi mere effektiv, skalerbar og anvendelig i praksis – og samtidig reducere kompleksiteten og omkostningerne ved fremstilling af kvantelys.

Projektet bygger på et stærkt samarbejde mellem AAU’s ekspertise i maskinlæring og DTU’s viden inden for nanofotonik og kvanteoptik. Sammen vil forskerne udvikle nye løsninger, der kan accelerere udviklingen af kvantebaserede systemer og styrke Danmarks position inden for fremtidens digitale infrastruktur.

Forskningsperioden løber fra 2026 til 2028 og er en del af Villum Fondens Synergy-program, som støtter datadrevet og tværfaglig forskning på tværs af danske universiteter. 

 

 

 

Læs også