Spring til indhold
Forside

Nyhed

STEM-topmøde 2021: Komplekse udfordringer og missionsdrevet forskning præger fremtiden

Lagt online: 08.10.2021

Tidens store udfordringer skal løses på tværs af - og i samarbejde mellem discipliner. Tiden er inde til at gentænke vanlige faggrænser – og muligvis at nedbryde dem. STEM er med andre ord en del af noget større, og det er temaet for dette års STEM-topmøde.

Nyhed

STEM-topmøde 2021: Komplekse udfordringer og missionsdrevet forskning præger fremtiden

Lagt online: 08.10.2021

Tidens store udfordringer skal løses på tværs af - og i samarbejde mellem discipliner. Tiden er inde til at gentænke vanlige faggrænser – og muligvis at nedbryde dem. STEM er med andre ord en del af noget større, og det er temaet for dette års STEM-topmøde.

Af Morten Appel Bæksgaard, Rektorsekretariatet.

I en tid med klimaforandringer, sundhedskriser, global ulighed og teknologiske forandringer, er der mere end nogensinde før brug for teknologiske svar.

Her spiller STEM-fagene uden tvivl en afgørende rolle.

Men i en verden hvor udfordringerne i kompleksitet og omfang synes at accelerere år efter år, og helt fundamentalt påvirker vilkårene for menneskers liv og muligheder, stiller det også større og større krav til omfanget og dybden af løsningerne.

Fælles for de verdensomspændende problemstillinger er, at de ikke alene kan løses af teknologi, af en enkelt branche eller enkelte faglige discipliner. De kan ikke løses af enkeltindivider eller af nationalstater alene. Problemerne løses i mødet mellem mennesker, nationer og ikke mindst i mødet mellem faglige discipliner.

Tirsdag den 9. november afholder Aalborg Universitet (AAU) i samarbejde med Teknologipagten årets STEM-topmøde. Her rejses netop spørgsmålet, om STEM i mødet med verdens udfordringer er klædt godt nok - eller bredt nok på til at levere de nye svar. Om STEM i mødet med andre faglige discipliner kan opnå nye højder, som gør det muligt at favne bredden af de globale udfordringer - med teknologi, menneske og samfund i fokus?

På årets STEM-topmøde vil forskere, erhvervsfolk, politikere og studerende mødes og indgå i en dialog om, hvorfor og hvordan STEM kan løse de store samfundsudfordringer ved at indgå i nye samarbejder og større sammenhænge. Hvordan en mere missionsdrevet tilgang til forskning muligvis kan være nøglen, der åbner op for nye indsigter og løsninger.

Innovation på programmet

Årets keynote afholdes af den anerkendte økonom Mariana Mazzucato, der er ekspert i missionsdrevet økonomi og innovation. Mariana Mazzucato er professor ved University College London (UCL), hvor hun har stiftet Institute for Innovation and Public Purpose. Hun rådgiver beslutningstagere over hele verden i inkluderende og innovationsdrevet bæredygtig vækst. Som rådgiver for EU-Kommissionen har hun blandt andet påpeget, at fremtidige forskningsprogrammer bør spille en langt mere aktiv rolle, når det kommer til at skabe samfundsmæssige partnerskaber inden for klima, energi, sikkerhed, migration og digitalisering.

På programmet er desuden David Budtz Pedersen fra Institut for Kommunikation og Psykologi på AAU. Budtz Pedersen vil give sit bud på fremtidens tværvidenskabelige forskningslandskab med udgangspunkt i forskningsprojektet - Algoritmer, Data og Demokrati (ADD-projektet). Så vil han fortælle, hvorfor de har valgt at opbygge et forskningsprojekt med udgangspunkt i en konkret mission.

Derudover vil der være oplæg fra Kim Nøhr Skibsted fra Poul Due Jensen Fond, og youtuber og videnskabsformidler Maria Jarjis vil give sit bud på, hvordan man får flere børn og unge til at interessere sig for STEM, og hvorfor diversitet er nødvendigt, hvis vi skal løse de store samfundsproblemer.

På AAU er det ambitionen at integrere STEM- og SSH-kompetencer (Social Sciences and Humanities) i alle uddannelser. Formålet er at styrke samarbejdet på tværs af traditionelle faglige skel og ultimativt at bidrage til at finde løsninger, indsigter og erkendelser, der kan sikre en bæredygtig fremtid for både uddannelserne og verden ved at bringe disciplinerne tættere sammen.

STEM-topmødet 2021 er et skridt på den vej, hvor vi en hel dag stiller skarpt på de tværfaglige løsninger, som uden tvivl kommer til at præge forskningslandskabet, i årene der kommer.

For yderligere information kan du kontakte Sana Mahin Doost fra rektorsekretariatet på smd@adm.aau.dk.

Klik her for tilmelding.