Spring til indhold.

Nyhed

Startede i en baggård. Nu løfter de vindmøller i hele verden

Lagt online: 16.04.2026

Da Per Fenger ikke kunne finde de specialister, der manglede i hans daværende job, besluttede han at skabe dem selv. Det blev – i et baglokale i Danmarksgade – startskuddet til virksomheden Liftra, der i dag har mere end 700 ansatte og udvikler løfte- og transportudstyr til vindmøller over hele verden

Nyhed

Startede i en baggård. Nu løfter de vindmøller i hele verden

Lagt online: 16.04.2026

Da Per Fenger ikke kunne finde de specialister, der manglede i hans daværende job, besluttede han at skabe dem selv. Det blev – i et baglokale i Danmarksgade – startskuddet til virksomheden Liftra, der i dag har mere end 700 ansatte og udvikler løfte- og transportudstyr til vindmøller over hele verden

Tekst og foto: Nelly Sander, AAU Kommunikation og Public Affairs

Hos NEG Micon havde Per Fenger ansvar for løftegrej og transportudstyr. Strategien var, at en del af udviklingen skulle løses internt, resten af eksterne specialister. Men da han gik på jagt efter de eksterne, fandt han hurtigt ud af, at de nærmest ikke eksisterede.

24 timer til at tage sit livs beslutning

I sin søgen traf han Jens Mortensen, som var selvstændig konsulent. De var begge ingeniører fra AAU og erfarede hurtigt, at de supplerede hinanden godt fagligt: Jens Mortensen på beregningerne og Per Fenger på design og praksis. Planerne om at starte en rådgivende ingeniørvirksomhed inden for inden for transport- og løfteudstyr begyndte snart at tage form.

”Fordi hvis NEG Micon havde den udfordring, så havde Vestas og Bonus, der senere blev Siemens, nok også den samme udfordring med, at der ikke rigtig var nogen, der specialiserede sig i det,” siger Per Fenger, CEO i Liftra.

Lige samtidig fik han tilbudt en attraktiv ny stilling i NEG Micon, hvor hans chef godt kendte til forbindelsen med Jens Mortensen:

”Og da jeg ikke bare svarede klart og tydeligt ja, regnede han hurtigt ud, at vi var ved at lave noget sammen. Og så fik vi egentlig 24 timer til at beslutte, om vi ville starte Liftra, eller jeg ville starte i den anden stilling,” fortæller han.

Drømmen har altid været at udvikle nogle fede ting, der gør en forskel. Det har aldrig været et mål at blive mange

Per Fenger, grundlægger og CEO i Liftra

Rådgivere i et trangt baglokale

Omkring spisebordet i Jens Mortensens stue traf de den endelige beslutning. Det var i november. Og 15. januar 2003 startede de virksomhed og flyttede ind i et lille baggårdslokale i en ejendom, som tilhørte Jens Mortensens far. 

Liftra begyndte som en rådgivende ingeniørvirksomhed med de to, og de første år handlede det om at løse konkrete opgaver for kunderne. Ambitionen var ikke nødvendigvis at blive en stor virksomhed.

“Drømmen har altid været at udvikle nogle fede ting, der gør en forskel. Det har aldrig været et mål at blive mange,” siger Per Fenger.

Med tiden har Liftra alligevel passeret 700 medarbejdere globalt, der arbejder med både produktion, installation og service. Virksomheden udvikler også specialudstyr til vindmøller, bl.a. en kran, der kan kravle op ad mølletårnet og installere hele møllen i op til 250 meters højde. Ovenikøbet reducerer løsningen transportbehovet markant. Hvor traditionelle kraner kræver 40–60 lastbiler, kan denne nøjes med omkring ni!

Hemmeligheden hedder Aalborg Universitet 

Spørger man Per Fenger om hemmeligheden bag Liftras succes, tøver han ikke med at sige Aalborg Universitet. Det er næppe hele sandheden, men virksomheden har et meget tæt udviklingssamarbejde med universitetet og omkring 98 procent af ingeniørerne er uddannet fra AAU. 

Mange starter allerede som studerende på deres 9. og 10. semester, får et skrivebord og bliver en del af hverdagen.

“Den måde, vi arbejder på, minder meget om gruppearbejde på universitetet. Vi bruger endda de samme softwareprogrammer, så overgangen er let,” fortæller han.

Mere om Liftra

  • Læs mere om Liftra 
  • Medstifter Jens Mortensen er også stadig tilknyttet Liftra som direktør og en del af firmaets overordnede ledelse.
  • Liftra har i samarbejde med AAU engageret sig i Nibe Festival for at vække unges interesse for STEM. Det foregår bl.a. med en studenterbygget racerbil, en robothund, øl fra eget mikrobryggeri og en halv vindmøllevinge.
  • Internationaliseringen er sket ved at følge med kunderne. Da virksomheder som Vestas og Gamesa rykkede ud i verden, rykkede Liftra med. Virksomheden leverer udstyr og løsninger til mere end 30 lande verden over og har ud over Danmark faste lokationer i Spanien, USA, Kina, Polen, Vietnam, Brasilien og Australien.

Læs også