Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Soldater vil også være familiefædre

Lagt online: 16.06.2025

Ny forskning viser, at der er ubalance mellem det at være soldat og det at være en nærværende ægtemand og familiefar. Maskulinitetsidealet har ændret sig, siger forskeren bag undersøgelsen.

Nyhed

Soldater vil også være familiefædre

Lagt online: 16.06.2025

Ny forskning viser, at der er ubalance mellem det at være soldat og det at være en nærværende ægtemand og familiefar. Maskulinitetsidealet har ændret sig, siger forskeren bag undersøgelsen.

Af Lilla Bogø Rasmussen, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Colourbox

”Maskulinitetsidealet har været i en rivende udvikling de sidste 10-20 år. Omsorgsrollen som far og ægtemand fylder meget for danske mænd – og det gælder også dem i militæret”.

Sådan siger Thit Gaarskjær Jørgensen, der netop har forsvaret sin ph.d.-afhandling ”A Few Good Men” på Aalborg Universitet.

Her har hun undersøgt, hvordan mandlige danske soldater oplever og navigerer i de ofte modsatrettede maskulinitetsidealer, der er forbundet med at være soldat, mand og far på samme tid.

Et clash med forventningen om den gode soldat

Netop denne kontrast beskriver Thit Gaarskjær Jørgensen som mudret, for det, at maskulinitetsidealer i Danmark er blevet langt mere inkluderende og ekspansive, clasher med den forventning, der generelt er til en god soldat.

”Historien om, hvad der definerer en god soldat, er jo tit, at det er en mand, der er stoisk, fysisk robust og først og fremmest loyal overfor den militære organisation”, siger hun.

Hvor soldater i Hæren før har slået sig til tåls med at være forsørgere, vil de nu være gode familiefædre, der tager del i opdragelsen.

Det koster at have et job, hvor man lige pludselig er væk i et halvt år, eller hvor man er på øvelse en uge hver måned. Så kan man ikke være den far, der sidder nede på gulvet og leger med børnene efter arbejde. Der er meget, man går glip af

Thit Gaarskjær Jørgensen

Den største udfordring i Forsvaret

Thit Gaarskjær Jørgensen anser konflikten mellem livet som soldat og familiefar som den største udfordring i Forsvaret, da det er svært at fastholde soldater, der når den familiestiftende alder.

Derudover skaber behovet for større fleksibilitet problemer for rekruttering og karriereudvikling, da soldaterne fristes af den civile verden. I en tid, hvor vi i den grad opruster Forsvaret, fremstår udfordringen endnu større. Thit Gaarskjær Jørgensen siger i den forbindelse:

”Fortællingen om, at man er soldat først, giver svære vilkår for at have en balance med et privatliv, hvor man gerne vil leve op til nogle omfattende idealer”.

Læs den fulde ph.d.-afhandling her

Contact

Thit Gaarskjær Jørgensen
Ph.d. ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet
Mail: thitgaas@hotmail.dk 
Tlf.: 3112 2312

Lilla Bogø Rasmussen
Pressekontakt 
Mail: lbra@adm.aau.dk 
Tlf.: 2829 1237