Sundhedsministeren har derfor udpeget ham til Videnskabsetisk Medicinsk Komité, der sammen med Lægemiddelstyrelsen er gatekeeper for kliniske forsøg med medicin og afprøvning af medicinsk udstyr i Danmark.
Den erfarne smerteforsker glæder sig over udnævnelsen til det vigtige organ.
”Komiteen er essentiel for, at man overhovedet kan gennemføre sundhedsvidenskabelig forskning i Danmark. Jeg har været så privilegeret at kunne forske igennem mange år, og udnævnelsen er en mulighed for at give noget tilbage til samfundet,” siger Kristian Kjær-Staal Petersen.
Vigtig udnævnelse for AAU
Sundhedsministeren begrunder udpegningen af Kristian Kjær-Staal Petersen med hans bidrag til at sikre, at forskningsprojekter gennemføres på en videnskabsetisk forsvarlig måde.
Ifølge Kristian Kjær-Staal Petersen har udnævnelse ikke bare stor betydning for den sundhedsvidenskabelige forskning på Aalborg Universitet, men også for universitetets uddannelser.
”Det er vigtigt at have en go-to-person med en stor forståelse for administration af de regulatoriske aspekter af kliniske forskning. De fleste uddannelser på det Sundhedsvidenskabelig Fakultet har obligatoriske kurser i netop disse regulatoriske lovkrav. Jeg leder selv flere af kurserne, og min indtrædelse i komiteen vil styrke denne undervisning,” siger Kristian Kjær-Staal Petersen.
Dekan Lars Hvilsted Rasmussen fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på AAU er både glad og stolt over sundsministerens udnævnelse af Kristian Kjær-Staal Petersen til Videnskabsetisk Medicinsk Komité.
”Med sin store viden, interesse og dedikation til forskning og etik er jeg sikker på, at Kristian kommer til at bidrage væsentligt til arbejdet i komitéen,” siger Lars Hvilsted Rasmussen.