Nyhed
Samfundstalk på AAU: Verdensmål skal løses i partnerskab
Lagt online: 10.10.2019

Nyhed
Samfundstalk på AAU: Verdensmål skal løses i partnerskab
Lagt online: 10.10.2019

Samfundstalk på AAU: Verdensmål skal løses i partnerskab
Nyhed
Lagt online: 10.10.2019
Nyhed
Lagt online: 10.10.2019
Af Hiva Ahmadi, AAU Kommunikation. Fotos: Jeanet Nikoline Møller
- Vi vil ikke støtte verdensmålene – vi vil arbejde med verdensmålene.
Det sagde dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (SAMF) på AAU, Rasmus Antoft, under mandagens samfundstalks om verdensmål. Målet med arrangementet var at samle kræfter i og uden for universitetet for i fællesskab at drøfte løsninger på FN’s globale mål for bæredygtig udvikling.
Blandt oplægsholderne var udviklingsminister Rasmus Prehn, fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted fra Poul Due Jensens Fond og Vice President Susanne Stormer fra Novo Nordisk foruden forskere og studerende fra AAU. Arrangementet er blevet til i samarbejde mellem Djøf og SAMF på AAU, og nøgleordet for dagen – og for den kommende række af lignende samfundstalks – var partnerskab.
- For at vi når i mål kræver det, at vi arbejder sammen i stærke tværfaglige partnerskaber. Vi skal have samfundsfaglige og humanistiske kandidater, der arbejder sammen med de tekniske og naturvidenskabelige, så ny og bæredygtig teknologi bliver omsat til nye arbejdsgange i hverdagen, sagde rektor Per Michael Johansen, da han bød velkommen.
Udviklingsminister Rasmus Prehn hyldede både de fremmødtes – især de studerendes – engagement i klimakampen og arrangementets ambition om samarbejde på tværs af organisationer og fagligheder. Ifølge ministeren bør klimakrisen og det konkrete arbejde med FN’s verdensmål netop være anledning til denne slags nye samarbejder og nye ideer.
- Kriser kalder på handling, og kriser kan føre til innovation og løsninger, der efterfølgende kan bruges til helt andre ting. Der er positive afledte effekter, når innovative løsninger udviklet til konkrete kriser også bruges på helt andre problemer, sagde udviklingsminister Rasmus Prehn.
Som eksempel nævnte han en gruppe AAU-studerende, som har udviklet koldpasteurisering af mælk til brug i udviklingslande, hvor fattige bønder ikke har adgang til energikrævende mejeriudstyr. Nu er de i gang med at tilpasse metoden til danske mejerier, hvor den kan spare store mængder energi.
Også Kim Nøhr Skibsted, fondsdirektør i Poul Due Jensens Fond lagde vægt på, at arbejdet med verdensmålene kræver samarbejde og møder på tværs som denne samfundstalk.
- Fonden vil gerne finansiere flere projekter om bæredygtighed, og det skal ikke kun være ingeniør- og naturvidenskabelige projekter, som det plejer. Det skal være helhedsorienterede tværvidenskabelige projekter, hvis vi skal i mål med de her globale udfordringer, sagde fondsdirektør Kim Nøhr Skibsted.
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved AAU planlægger at bruge denne samfundstalk om verdensmål som model for en hel række af fremtidige samfundstalks. De vil følge samme format og handle om forskellige problemstillinger, som bedst løses i mødet mellem virksomheder, myndigheder, organisationer og AAU’s forskere og studerende.
- Ofte sidder vi lidt alene med vores viden her på universitetet. Dette er en måde at bringe vores viden i spil på og få den ud at arbejde på at løse problemer. I mødet mellem fagligheder og perspektiver udfordrer vi både os selv og hinanden, og det skaber løsninger. Det skal handle om de store udfordringer, og det skal handle om samarbejde, siger dekan Rasmus Antoft fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved AAU.
Planen er, at Det Samfundsvidenskabelige Fakultet fremover vil afholde to til tre samfundstalks om året i samarbejde med Djøf.