
Tid og sted
Tid: 6. november 2025
Sted: Aalborg Universitet, AAU INNOVATE - Science & Innovation Hub, Thomas Manns Vej 25, 9220 Aalborg Øst
Tilmeldingsfrist: 10. juni
Til november byder vi endnu engang velkommen til Gymnasielærerdagen på Aalborg Universitet. Gymnasielærere fra hele landet er velkommen til at deltage.
På dagen vil du opleve spændende oplæg, der giver dig rig mulighed for at opdatere din viden inden for udvalgte fagområder, og du kan netværke med fagfæller og forskere fra universitetet samt få inspiration til relevante kompetenceudviklingsforløb. Dagen starter med en keynote session om grøn dannelse efterfulgt af syv parallelle fagspor inden for:
Dansk, engelsk, fysik, historie, kemi, matematik og naturgeografi.
Det er gratis at deltage i Gymnasielærerdagen 2025. Pladserne fordeles efter først-til-mølle-princippet, og hvert gymnasie vil have et begrænset antal pladser på de enkelte spor. Er pladserne ikke fyldt op på de enkelte spor efter tilmeldingsfristen, åbnes der op for at flere lærere per gymnasie kan deltage.
Program
08:30
09:00
ANKOMST OG REGISTRERING
Der serveres en let morgenbuffet (kaffe/the og surdejsboller)
09:00
10:45
KEYNOTE SESSION OM GRØN DANNELSE
Læs mere om denne keynote session nedenfor.
10:45
11:30
NETVÆRK OG FROKOST
11:30
15:00
SYV PARALLELLE FAGSPOR
Dansk, engelsk, fysik, historie, kemi, matematik og naturgeografi. Læs mere om de enkelte fagspor nedenfor.
Keynote session om grøn dannelse
Denne keynote session sætter fokus på følgende centrale emner:
Grøn dannelse?
Oplægsholder: lektor Morten Ziethen
Den 1. august 2023 blev klima og miljø skrevet ind i gymnasiets formålsparagraf, hvorfor én af gymnasiets dannelsesopgaver i dag er den grønne dannelse. Såfremt dannelse handler om, hvordan mennesket er i verden, kan jordens klimatiske og miljømæssige situation derfor give anledning til at overveje, om vi har brug for at dannes på en ny (grøn) måde, om der er brug for en ny teori om dannelse – eller begge dele. Oplægget hævder, at der er brug for begge dele og udfolder sine pointer med afsæt i begrebet om det antropocæne, som i sig selv synes at pege på nødvendigheden af, at mennesket forholder sig til sin måde at være jordbo på.
Fra klimaskyld og skam til klimaglæde og handlekompetence
Oplægsholder: lektor Linda Nhu Laursen
Hvordan underviser vi den næste generation i bæredygtighed? Hvordan lærer vi dem en mere bæredygtig adfærd? Lær, hvordan vi kan få alle med i den grønne omstilling, hvis vi stopper med en skyld og skam-retorik og i stedet iværksætter handlekompetencen i undervisningen. Oplev konkrete design-didaktiske greb, der anvendes i både undervisning og forskning og få inspiration fra design studiopædagogikken, problembaseret læring og entreprenørskabets effectuation metoder.
Klimaøkonometri
Oplægsholder: lektor Ann-Louise Andersen
Det er efterhånden ikke en hemmelighed, at menneskelige handlinger har accelereret hastigheden på klimaforandringer. Et værktøj til at forstå og modellere denne interaktion er klimaøkonometri. Helt lavpraktisk, så er klimaøkonometri anvendelsen og udviklingen af økonometriske metoder til at undersøge sammenhængen mellem menneskelig adfærd/handling og klimaforandringer. Generelt betyder begrebet økonometri anvendelsen af statistik og matematisk modellering af økonomiske fænomener og problemstillinger. Dog er de klassiske metoder udviklet i økonometri, ikke nødvendigvis begrænset til økonomiske undersøgelser, de kan sagtens anvendes indenfor andre områder.
Dermed kan vi bruge klimaøkonometri til blandt andet at rådgive politikere om, hvilke klimatiltag der har en effekt, og hvordan klimaforandringerne er blevet påvirket af menneskers opførsel.
Kemi gør græsset grønnere
Oplægsholder: lektor Ann-Louise Andersen
Nye fysisk-kemiske metoder til bioraffinering af grønne afgrøder åbner for en enorm ny fødevarekilde for dyr og mennesker, samtidig med at landmænd i første- som tredjeverdenslande får en bæredygtig og miljøvenlig måde at dyrke værdifulde produkter på.
Læs mere på: https://www.bio.aau.dk/baeredygtighed/is-grass-the-key-to-sustainable-farming
Industrielle systemer til cirkulær omstilling
Oplægsholder: lektor Ann-Louise Andersen
I takt med at verden står over for stigende miljømæssige udfordringer, bliver overgangen fra en lineær til en cirkulær økonomi stadig vigtigere. Den lineære økonomi, som er baseret på princippet "producér, forbrug og smid væk", har ført til overudnyttelse af naturressourcer og øget affaldsproduktion. For at skabe en mere bæredygtig fremtid er det nødvendigt at omstille til en cirkulær økonomi, hvor ressourcerne genbruges, genanvendes og recirkuleres. Industrielle systemer spiller en afgørende rolle i denne omstilling. De er ansvarlige for produktionen af varer og tjenester, og deres effektivitet og bæredygtighed har direkte indflydelse på miljøet.
Der er en lang række teknologiske udfordringer, der skal løses, for at de nuværende industrielle systemer kan omstilles til at arbejde cirkulært. Dette omhandler blandt andet udviklingen af brugen af bestemte materialer, ny teknologi til genanvendelse af materialer, udvikling af systemer til at håndtere brugte produkter og sikre at værdien i dem anvendes på den bedst mulige måde. Endelig er der en række specifikke udfordringer relateret til at tilpasse teknologi, der er udviklet til at håndtere nye råmaterialer og produkter, når de skal håndtere gamle og slidte produkter i en industriel skala.
Fremtidens bæredygtige energisystemer
Oplægsholder: lektor Ann-Louise Andersen
Energiforsyning i form af el, varme og brændstoffer udgør ca. 2/3 af verdens CO2-udledninger, fordi de pt. er baseret på fossile energikilder. I Danmark bruger vi alle energi til f.eks. transport, produktion, opvarmning og køling. Derfor kan klimaproblematikken udelukkende løses, hvis vi i fremtiden udvikler bæredygtige energikilder til erstatning af de nuværende. I dag dækkes ca. 45% af Danmarks energiforsyning af vedvarende energi, men målet er 100% i 2050, hvor Danmark også skal være carbon-negativt.
Oplægget vil fokusere på Danmarks nuværende energiforsyning og den nødvendige omstilling til vedvarende energi samt behovet for energilagring og nye teknologier.
Parallelle fagspor
Find vej
Kontakt os
Har du spørgsmål omkring Gymnasielærerdagen? Så kontakt os på mail: gymnasielaererdagen@aau.dk.