Nyhed
Rektor til medarbejdermøde: Godt omdømme, men vi kan godt blive bedre
Lagt online: 15.01.2021

Nyhed
Rektor til medarbejdermøde: Godt omdømme, men vi kan godt blive bedre
Lagt online: 15.01.2021

Rektor til medarbejdermoede: Godt omdoemme, men vi kan godt blive bedre
Nyhed
Lagt online: 15.01.2021
Nyhed
Lagt online: 15.01.2021
Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation
Resultaterne fra en ny omdømmeanalyse af AAU, strategiudviklingen af Viden for verden II og de kommende organisatoriske forandringer var på dagsordenen, da AAU’s ledelse og medarbejdere torsdag 14. januar var samlet til det årlige medarbejdermøde. Grundet corona-situationen foregik mødet via Zoom, og interessen for at deltage var rekordstor, idet mødet blev afviklet ad to omgang og med i alt cirka 700 deltagere.
Rektor Per Michael Johansen og den øvrige direktion brugte traditionen tro medarbejdermødet til både at se tilbage på året, der er gået, og frem mod det nye, der venter.
- 2020 har stået i coronaens tegn. En pandemi, med afstand, håndsprit, nedlukninger, delvise nedlukninger og hjemsendelser, test og smitteopsporing. I alle disse konstante forandringer og restriktioner har vi skulle undervise og eksaminere vores 23.000 studerende, samtidig med at vi skulle forske på 17 institutter og drifte universitetet, ligesom vi plejer. Det har krævet en helt enorm fleksibilitet og omstillingsevne fra alle på universitetet. Vi er stadig midt i det, og det er desværre langt fra overstået endnu. Så derfor stor ros til alle for, at vi stadig ’bedriver universitet’, lød det indledningsvist fra rektor.
Per Michael Johansen pegede blandt andet på, at corona-situationen har sat et massivt skub på digitaliseringen af universitetets kerneaktiviteter, men understregede samtidig, at samvær og møde mellem mennesker på en skærm aldrig fuldt ud kan erstatte det fysiske møde og samvær. I nogle sammenhænge er der dog fordele ved digitale møder, fordi de sparer transporttid og gavner både økonomi og klima.
Læs også: Direktion: AAU skal rejse mindre og bo på færre kvadratmeter
En anden konsekvens af corona-situationen er, at AAU med baggrund i november prognosen går ud af 2020 med et forventet resultat på plus 62 millioner kroner i stedet for et budgetteret minus på 10 millioner kroner. Det skyldes, at universitetets ansatte ikke har kunnet rejse, forske og lave forsøg i samme omfang som hidtil. Samtidig er diverse ansættelser på projekter blevet udskudt.
Rektor Per Michael Johansen præsenterede også medarbejderne for en ny omdømmeanalyse af AAU, der bygger på en lang række kvalitative interviews med politikere, embedsmænd, organisationer og meningsdannere foretaget af et eksternt bureau.
- Man kan spørge, om det ikke er ligegyldigt, hvad andre tænker og mener, når vi bare selv ved, at vi gør det godt? Men nej, det er ikke ligegyldigt. Omdømme er forretningskritisk, fordi det har stor betydning for vores legitimitet og for vores adgang til at blive hørt. Et godt omdømme har betydning for, at AAU bliver opfattet som pålidelig, troværdig og ansvarlig over for vores interessenter, forklarede rektor.
Analysen viser, at interessenterne overordnet vurderer AAU positivt på flere centrale parametre, men at der på enkelte områder også er rum for forbedring. Det gælder blandt andet i forhold til at få nedbragt dimittendledigheden, at synliggøre universitetets forskning på de humanistiske og samfundsvidenskabelige områder og at sikre videreudviklingen af universitetets problembaserede læringsmodel – PBL. En model, som flere andre universiteter efterhånden har adopteret i større eller mindre grad.
- Jeg vil arbejde for, at vi i den nye strategi får en vision og målsætning, der kan positionere os som det unikke universitet, vi er og har potentiale til at blive. Det er os, der skal kendes for at skabe mere ’viden for verden’ end de fleste andre, sagde rektor.
Prorektor Inger Askehave fremlagde i forlængelse heraf den videre proces for udviklingen af AAU’s nye strategi – Viden for verden II, der skal træde i kraft fra 2022.
- Siden juni har vi i strategiprocessen arbejdet med input og kvalificering af temaerne for vores strategi. Og det har været med involvering lige fra ledelse til studerende. Der er blevet diskuteret i råd og udvalg på fakultetsniveau, i Det Strategiske Uddannelsesråd, i Det Strategiske Råd for Forskning og Innovation, Det Strategiske Digitaliseringsudvalg, og ikke mindst har vi bl.a. gennem strategicafeer forsøgt at nå bredt ud til medarbejdere og studerende. Vi har fået nogle rigtig gode input at arbejde videre med. Tak for det, sagde Inger Askehave.
Et andet centralt punkt på dagsordenen var den organisatoriske omlægning af universitetet, som blev annonceret fredag den 8. januar. En omlægning, der blandt andet betyder, at Det Humanistiske Fakultet (HUM) og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet (SAMF) lægges sammen og bliver til Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet (engelsk: Faculty of Social Sciences and Humanities, forkortet SSH).
Læs også: Fakultetssammenlægning af HUM og SAMF skal fremtidssikre AAU
- Ved at slå HUM og SAMF sammen til et nyt SSH-fakultet får vi en mere robust SSH-organisation, der i kraft af sin størrelse og styrke, og med en unik profil, har bedre muligheder for at udvikle fremtidens forskningsområder og uddannelser. Vi får langt bedre balance i universitetets organisation, hvor SSH-fakultetet forskningsmæssigt og økonomisk vil kunne matche STEM-fakulteterne. Men først og fremmest er SSH-konstruktionen en ramme, der vil kunne være med til levere dagsordensættende indsigter og løsninger på de store globale udfordringer. Og som vil være med til at give os en unik profil, forklarede rektor Per Michael Johansen.
Den organisatoriske omlægning indebærer også oprettelsen af en tværgående forsknings- og undervisningsenhed, Institute of Advanced Studies in PBL. Enheden skal bestå af videnskabelige og administrative medarbejdere, der skal have fokus på forskning i samt formidling og videreudvikling af PBL-modellen. Målet med denne enhed er at opretholde AAU’s førerposition inden for PBL-forskning og udvikling af PBL-praksis samt i højere grad tilpasse modellen til fremtidens digitalisering og komplekse problemstillinger.
Rektor redegjorde desuden for det videre forløb for de organisatoriske ændringer, nedsættelsen af styregrupper og arbejdsgrupper og medarbejderinddragelse i de diverse råd, udvalg og samarbejdsudvalg.
- Nu skal vi bruge den næste tid til at afdække, beskrive og analysere endnu mere. Så vi kan være sikre på at få det rette indhold i de nye rammer. Det får vi brug for jeres hjælp til. Der er lavet en webside, hvor I kan følge projekterne, og se hvilke muligheder, der bliver for involvering, og siden vil blive løbende opdateret. Det her er ikke en spareøvelse. Det er en udviklingsøvelse. Det handler ikke om at fyre medarbejdere, men det handler om skabe en organisation, der er blandt de bedste og dermed også det mest interessante sted at arbejde, fastslog Per Michael Johansen.
En tydeligt rørt Inger Askehave benyttede til slut medarbejdermødet til at sige farvel og tak for samarbejdet til AAU’s medarbejdere. Hun fratræder ved månedens udgang sin stilling for i stedet at blive prorektor ved Copenhagen Business School pr. 1 februar. Hun understregede, at timingen i jobskiftet ikke har noget med organisationsændringerne at gøre, da hun selv været med til at udvikle idéerne om PBL, SSH-fakultetet samt SSH og STEM kompetencer i uddannelserne. Men efter 11 år som prorektor var det nu, en udfordring bød sig. Mange medarbejdere kvitterede i Zoom’s chatfunktion med at ønske hende held og lykke med de nye udfordringer og sige tak for nu.
Læs også: Inger Askehave fratræder sin stilling som prorektor ved AAU
Du kan se resultater fra omdømmeanalysen her (kræver AAU-login)