Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Q&A med AAU-startup CinderCat Games

Lagt online: 15.02.2023

AAU-startuppen CinderCat Games har siden august 2022 haft kontorplads i en garage på AAU INNOVATE - SCIENCE & INNOVATION HUB. Vi har stillet det ambitiøse team et par hurtige spørgsmål for at lære dem bedre at kende. 

Nyhed

Q&A med AAU-startup CinderCat Games

Lagt online: 15.02.2023

AAU-startuppen CinderCat Games har siden august 2022 haft kontorplads i en garage på AAU INNOVATE - SCIENCE & INNOVATION HUB. Vi har stillet det ambitiøse team et par hurtige spørgsmål for at lære dem bedre at kende. 

Af Louise Karin Hansen

CinderCat Games udvikler videospil med fokus på et mørkt og humoristisk univers. Deres mål er at skabe “laugh-out-loud” spiloplevelser gennem sjove og eventyrlige single-player spil.

I dag tæller teamet bag CinderCat Games 8 co-founders, nemlig Mathias Halilovic, Christian Johnsen, Mads Thomsen, Nicolai Lykke, William Skov, No Alexander Edvars, Sebastian Bendt Sørensen og Thea Bjerregaard

Hvordan opstod idéen til jeres startup?

Idéen til Cindercat Games opstod på baggrund af vores praktikforløb hos Det Danske Akademi for Digital Interaktiv Underholdning (DADIU), som er en del af den Danske Filmskole. Over fire måneder skulle vi, i hold sammensat på tværs af uddannelser og faglige kompetencer udvikle spil. Det var utrolig spændende at opleve hvordan vi komplementerede hinanden undervejs i processen. 

Efter praktikforløbet kriblede det i kroppen hos flere af os for at komme i gang med spiludvikling igen, så da vores Creative Director, No Alexander Edvars, tog første spadestik i januar 2022, stod vi alle klar; og således grundlagde vi CinderCat Games.

Hvad går jeres forretningsidé ud på?

Normalt udspringer en spilvirksomhed ud fra en idé til et spil, hvor virksomhedsstruktur og kultur ikke er i højsædet. Det er dét, vi først og fremmest gør anderledes i CinderCat Games - ud over spiludviklere, så har vi folk dedikeret til KUN at arbejde med virksomhedsstrategi, projektledelse, planlægning og ansøgning af funding.

CinderCat Games er unik ved at vi skaber sjove og grinagtige spiloplevelser for single players – selv i korte spilsessioner. Spillet, vi er i gang med at udvikle nu, hedder Glum: A Wicked Misadventure. Det er et singleplayer first-person, action-adventure spil, hvor vi har specielt fokus på mørk humor og komiske interaktioner.

Hvad var det første skridt I tog for at realisere jeres idé?

Det kræver en del mennesker at udvikle et spil, så vigtigst for os var det at sammensætte et hold med de rette kompetencer; og måske endnu vigtigere var det, at få de rette mennesker med på vores ”dream team”, som også var villige til at springe ud i iværksættereventyret sammen.

Herefter meldte vi os ind i AAU Startup Programmet på Aalborg Universitet for at få vejledning, som kunne udfordre vores fundament og vores idé. Desuden deltog vi også i et Innovativ Vækst-forløb, der også har givet os en masse gode kompetencer og et godt netværk, særligt inden for forretnings- og produktudvikling.

Hvad har været det mest skelsættende tidspunkt gennem jeres tid som iværksættere?

Oktober 2022 var indtil videre den mest skelsættende måned for os. Et par måneder forinden havde vi sendt vores spildemo ud til mulige spiludgivere og investorer. Samtidig havde vi flere fondsansøgninger ude at hænge – blandt andet til en fond, som var ret essentiel for os at få støtte fra. Inden for 3 dage fik vi svar fra alle, og det blev et kollektivt "Nej". Det var vores første store set back – MEN det betød, at vi begyndte at nytænke måden, hvorpå vores spil var opbygget. Vi måtte se i øjnene, at vi var nødt til at reevaluere vores idé og koncept, hvilket har betydet, at vores spil nu har meget mere retning og dybde end tidligere. Uden de mange "nej'er" havde vi fortsat i samme retning, hvilket ikke havde været til gavn for nogen.

Det kan ofte være sundt lige at hive i håndbremsen, stoppe op og kigge indad. Det har været fuldstændig uvurderligt, at vi fik alle de afslag, og det var meget lærerigt og vigtigt for vores eksistensgrundlag; og heldigvis ved vi jo, at inden for iværksætteri er et ‘nej’ blot er et ja, man ikke har fået endnu.

Hvad er det bedste ved at være iværksætter?

Det bedste ved at være iværksætter er følelsen af, at man skaber noget. At man skaber et produkt, en virksomhed og en kultur. Den form for ejerskab vi føler, når vi hver dag arbejder med noget vi brænder for, mens vi samtidig arbejder mod et fælles mål, er helt specielt. Hver dag kan bringe hvad som helst, og det er superinteressant.

Hvad er det mest udfordrende ved at være iværksætter?

Det mest udfordrende ved at være iværksætter er den "iværksætter-knude", vi har i maven. Det er den usikkerhed omkring sig selv, virksomheden og produktet, som både er drivkraften, men også dét, der holder én vågen om natten. "Mon vi klarer den?", "Giver det mening, det vi laver?", "Er det overhovedet godt?". Den knude skal man lære at leve med, og bruge til at navigere i det kaos, der sommetider følger med, når man kaster sig ud i et nyt iværksætter-eventyr.

Hvor er jeres startup i dag, og hvor er I på vej hen?

På nuværende tidspunkt har vi fået en masse god validering. Vi har fået vores første investorer ombord med en pre-seed investering fra nogle dygtige folk fra spilindustrien. Vi er blevet udvalgt som Top 10 spil startup i verden ved Global Top Round-konferencen i Sverige i november 2022 – Så det går virkelig godt, men vi har lang vej endnu.

Vores næste milepæl er at blive færdig med næste version af vores demo, et såkaldt Vertical Slice. Det skal være færdigt i marts, hvor vi efterfølgende skal bruge den demo til at få rejst yderligere funding. Så vi skal bare fortsætte med at give den gas de næste måneder!

Hvad er jeres bedste råd til andre studerende, som ønsker at starte egen virksomhed?

Spring ud i det! Så kliché som det end kan lyde, så skal du bare springe ud i det. Hvis du har en god idé og en smule gåpåmod, så er du godt på vej. Det vigtigste du kan gøre, er at omgive dig med folk, der er klogere end dig. Få en mentor, meld dig ind i et startupprogram, som AAU Start Up på Aalborg Universitet og få nogle advisors med ombord.

Du kan meget, men du kan ikke det hele selv. Det er en vigtig learning. Og ellers bare kast dig ud i det. Det er intet bedre tidspunkt end nu, hvor du muligvis ikke har villa, vuf eller Volvo endnu. Det værste der kan gå galt er, at du går hen og lære en masse!