Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Projekttitler på eksamensbeviset skal tydeliggøre AAU-dimittenders kompetencer

Lagt online: 10.12.2020

Titler på de projekter, som studerende har arbejdet på under deres uddannelse på AAU, skal fremgå af deres eksamensbeviser. Forhåbentlig kan det være med til at skabe større synlighed omkring indhold og udbytte af deres studier over for kommende arbejdsgivere.

Nyhed

Projekttitler på eksamensbeviset skal tydeliggøre AAU-dimittenders kompetencer

Lagt online: 10.12.2020

Titler på de projekter, som studerende har arbejdet på under deres uddannelse på AAU, skal fremgå af deres eksamensbeviser. Forhåbentlig kan det være med til at skabe større synlighed omkring indhold og udbytte af deres studier over for kommende arbejdsgivere.

Tekst: Trine Kristensen, AAU Kommunikation

Stærkere dimittendprofiler og mere konkrete kompetencer og faglighed over for kommende arbejdsgivere. Det bliver forhåbentlig den positive konsekvens af, at dimittender fra AAU fremover får projekttitler på deres eksamensbeviser. Beslutningen om at tilføje projekttitler til eksamensbeviserne er truffet af Det Strategiske Uddannelsesråd.

- Som PBL-universitet - forankret i projektarbejde - giver vi jo de studerende en unik mulighed for at “tone” deres faglighed. Det skal de selvfølgelig have mulighed for at dokumentere efterfølgende. Ved at tilføje projekttitler til eksamensbeviserne gør vi det endnu tydeligere for omverdenen, hvad de studerende har arbejdet med under studiet, og hvilke kompetencer og faglighed den enkelte studerende derfor har med sig i rygsækken, forklarer prorektor Inger Askehave.

Projekttitlerne tilføjes eksamensbeviser for alle studerende optaget på en bachelor- eller kandidatuddannelse fra september 2020.

Projekttitlen på eksamensbeviset skal dække over den vigtigste information omkring formål og forventet udbytte af projektet.

- Projekterne udgør en meget vigtig del af de studerendes selvstændige og fagligt dybdegående arbejde ved AAU. Projekttitlerne kan være med til at pege på, hvilke områder de studerende har særlig ekspertise indenfor, så deres kompetencer er lettere at afkode for en kommende arbejdsgiver, siger prodekan for uddannelse på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet Malene Gram.