Ifølge Mie Buhl er det kombinationen af videokonferenceformatet og arbejdsstationer hvor de studerende kan arbejde sammen i grupper via skærme, der er det nye i indretningen af det hybride rum. Faktisk er der i alt 7 skærme foruden de computere, som de studerende selv medbringer. Hvert bord i rummet har nemlig sin egen skærm, som op til fem personer kan koble deres computer op til, så skærmen viser billeder fra alle fem computere på samme tid.
”Før synes jeg, at teknologien bestemte, hvordan jeg skulle undervise”, fortæller Mie Buhl. ”Jeg ville gerne undervise projektorienteret og ikke bare forelæse og så sende de studerende ud i projekter bagefter. Med dette setup har vi skabt et aktivt læringsrum, hvor lokalet ikke lægger op til, at vi skal stå og forelæse hele tiden. Selvfølgelig laver vi oplæg nu, men undervisning og projektarbejde bliver mere sammenfiltret.
Masteruddannelsen samler studerende med forskellige fagligheder og livserfaringer
Mie Buhl lidt var lidt spændt på, hvordan de studerende ville opleve at komme ind i et rum med så mange skærme – om det ville være for overvældende. Semestret er kun lige begyndt, så erfaringerne er endnu kun sparsomme, men ifølge Mie Buhl er de første tilbagemeldinger fra de studerende, at det er en god oplevelse.
Jana, der er studerende på uddannelsen har allerede oplevet, den store værdi det tilfører uddannelsen, at de studerende arbejder sammen på tværs af campusser med muligheden for at bidrager fra hver deres ståsted. Hun fortæller:
- En ting, der skiller sig ud for mig personligt, er, hvor forskellige vores akademiske baggrunde er. At se alle disse fagligheder og livserfaringer komme i spil, når vi samarbejder om forskellige cases og engagerer sig i diskussioner på tværs af campus, giver værdi til uddannelsen.
Setuppet har også en pædagogisk funktion, forklarer Mie Buhl:
"Det skal understøtte den måde, som vi tænker på i forhold til at arbejde problembaseret og med de kunstbaserede metoder, som uddannelsen gør brug af. Men det er også en vigtig for at skabe et fællesskab. Vi ved fra tidligere evalueringer, at hvis man ikke gør rigtig meget for at understøtte fællesskabet fra starten, så er det svært at fastholde, så derfor har det været vigtigt at få dette aspekt tænkt ind."
Samarbejde og feedback om fysiske artefakter
På NM Nova arbejder de studerende ikke kun digitalt, men også i høj grad med at skabe fysiske genstande. I det nyindrettede rum er der derfor også et dokumentkamera. Det er et kamera, der måske minder lidt om en gammeldags overheadprojektor, fortæller Mie Buhl, og som kan afbilde fysiske genstande, så de kommer til syne på skærmene med meget fin billedopløsning.
Med dokumentkameraet kan de studerende fra Aalborg fx vise deres medstuderende i Aalto en mockup og diskutere, hvad de tænker om den.
Forskning
Sideløbende med undervisningen kører et forskningsprojekt, som undersøger, hvad måden det nye rum er indrettet, gør for pædagogikken og didaktikken. Både til gavn for underviserne på den nye uddannelse, men også for alle andre, der underviser i hybride settings.