Af Trine Dalsgaard Rasmussen, Institut for Bæredygtighed og Planlægning
Lone Kørnøv, professor i miljøvurdering og forskningsgruppeleder i Dansk Center for Miljøvurdering (DCEA) ved Institut for Bæredygtighed og Planlægning, er netop blevet valgt som præsident for den internationale organisation for miljøvurdering: International Association for Impact Assessment (IAIA).
IAIA er et af de ledende globale netværk indenfor konsekvensvurdering, som samler forskere, praktikere og brugere omkring miljøvurderinger fra hele verden. I netværket arbejder eksperter fra 110 lande sammen om den samme mission og går ud og blander sig i debatterne heriblandt klima og miljøvurderinger.
Lone Kørnøv bygger bro mellem forskning og praksis
Lone Kørnøv har de seneste 28 år været en af de førende frontfigurer indenfor miljøvurdering i Danmark og har blandt andet været hovedansvarlig for arbejdet med at digitalisere miljøvurderinger i Danmark gennem DREAMS-projektet. Et projekt, der har været så succesfuldt, at det for nylig blev præsenteret for repræsentanter fra Det Hvide Hus ad to omgange for at sætte fart på den grønne omstilling i USA.
I Danmark har hun været en uforlignelig drivkraft bag synliggørelsen af miljøvurderingens betydning, samtidig med at hun udfordrer og samarbejder med forskellige interessenter, lige fra myndigheder og NGO'er til konsulenter, for at styrke og integrere miljøvurderingspraksis på alle niveauer af beslutningsprocessen – heriblandt IAIA.
Lones vision som præsident i IAIA har fire nøgletemaer:
- At fremme digitalisering.
- At knytte miljøvurdering til EU’s taksonomier for bæredygtig økonomi.
- At lukke kløften mellem forskning indenfor miljøvurdering og praktisk anvendelse.
- Fortsat at involvere den næste generation aktivt.
Drivkraften bag det største miljøvurderingsforskningscenter i Europa
Valget af Lone Kørnøv som præsident i IAIA er en anerkendelse af hendes omfattende viden og videnskabelige arbejde inden for miljøvurdering i Danmark de seneste 28 år. Et bemærkelsesværdigt eksempel er etableringen af DCEA i 2008, som nu står som det største miljøvurderingsforskningscenter i Europa.
Lone Kørnøvs ekspertise udnyttes især til forskellige problemstillinger indenfor miljøvurdering, hvor hun bl.a. har rådgivet Transportministeriet i forbindelse med miljøvurderingen af Lynetteholmen i København. Andre organisationer som f.eks. Miljøministeriet, Metroselskabet og Vejdirektoratet gør også brug af hendes kompetencer, ligesom hun ved flere lejligheder har støttet Europa-Kommissionen med sin forskning.
Rollen som Præsident i IAIA betyder ikke et farvel til Institut for Bæredygtighed og Planlægning ved Aalborg Universitet, men giver en unik mulighed for at bidrage meningsfuldt til en bæredygtig udvikling ved at fremme miljøvurderingspraksis på verdensplan.