Videokonsultationer er gået fra at være en sjælden konsultationsform, til at være en et obligatorisk tilbud i almen praksis, og potentielt snart en patientrettighed. Dette er sket over en femårig periode, hvor i en Covid19 epidemi og en strategisk overenskomstaftale har haft stor betydning for video som en mulighed, tilbud og værktøj.

Denne Ph.d. fokuserer specifikt på hvor og hvordan sårbarhed eksisterer og håndteres i video konsultationer, ud fra en STS tankegang, der anskuer sårbarhed som en praksis. Sårbarhed er dermed noget der opstår som handlinger mellem lægen, patienten og den teknologi de mødes omkring.

Interviews med både patienter og læger viser, at de ønsker at undgå at bruge video til sårbare emner, og de fraråder brugen af video til hvad der betegnes som sårbare patienter. Dog peger resultaterne på at video både kan agere medium for og mediere sårbarhed. Videokonsultationer er dermed med til at formidle, skabe og udfordre sårbarhed. Således peger afhandlingen på at sårbarhed er en meget mere flertydig praksis, end ofte antaget, som udspiller sig i langt flere interaktioner end tidligere beskrevet.

Video bruges sjældent til konsultationer hvor der forventes at være sårbarhed. Ikke desto mindre skabes eller opstår sårbarhed alligevel i nogle videokonsultationer, og her håndteres den i mødet og samarbejdet mellem læge, patient og teknologi. Den forståelse af hvad sårbarhed kan være, og hvordan den opstår, kan hjælpe til en bedre forståelse af hvordan ”sårbare” patienter og ”sårbare” emner anskues og håndteres i video konsultationer. Dette kan kvalificere måderne hvorpå videokonsultationer kan anvendes i almen praksis.