Spring til indhold.

Nyhed

Nyt værktøj skal hjælpe børn med skjult sprog­handicap

Børn med udviklingsmæssig sprogforstyrrelse (DLD) kæmper ofte i stilhed, og mange bliver slet ikke opdaget. AAU-professor Kristine Jensen de López har været med til at udvikle forsknings-baserede redskaber, der gør det lettere for lærere at skabe stærke sprogmiljøer og støtte elever med sproglige vanskeligheder

Nyhed

Nyt værktøj skal hjælpe børn med skjult sprog­handicap

Børn med udviklingsmæssig sprogforstyrrelse (DLD) kæmper ofte i stilhed, og mange bliver slet ikke opdaget. AAU-professor Kristine Jensen de López har været med til at udvikle forsknings-baserede redskaber, der gør det lettere for lærere at skabe stærke sprogmiljøer og støtte elever med sproglige vanskeligheder

Af Nelly Sander, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Shutterstock

DLD er et usynligt, udviklingsbetinget sproghandicap, som er kendetegnet ved varige vanskeligheder med at bruge og forstå sprog. Det rammer anslået to børn i hver eneste klasse, og mange lærere oplever, at de mangler viden om DLD, og hvordan de kan understøtte børnenes sproglige udvikling. 

AAU-professor i udviklingspsykologi Kristine Jensen de López har været med til at udvikle konkrete redskaber, der netop kan hjælpe lærere med at støtte elever med DLD: Videnspakken om DLD.

Blandt redskaberne er brugen af visuelle elementer som farvekoder eller ordkort samt mange tydelige gentagelser af de sproglige elementer og strukturer, som er i fokus. Andre muligheder, der støtter samtale og fortællefærdigheder, er rollespil, hvor sociale regler udfoldes konkret og visualiseres med symboler. Kognitive redskaber, der ikke kræver komplekst sprog, er gode støttegreb, forklarer professoren.

Lærerne får konkrete greb, der kan styrke både klassens generelle sprogmiljø og de enkelte elevers sproglige udvikling

Kristine Jensen de López, professor i udviklingspsykologi, AAU

Sproglige vitaminer til alle elever 

Videnspakken om DLD er ikke beregnet til udredning, men til at hjælpe eleverne i deres udvikling. Den er målrettet folkeskolelærere, der underviser på mellemtrinnet, hvor børnene ifølge Kristine Jensen de López typisk har nået en modenhed, der gør det muligt at foretage en sikker vurdering af eleverne.

Materialet kan bruges til hele klassen og ikke kun de elever, der enten har fået konstateret eller udviser tegn på DLD. 

”Lærerne får konkrete greb, der kan styrke både klassens generelle sprogmiljø og de enkelte elevers sproglige udvikling. Mange af tiltagene fungerer som sproglige vitaminer, som gavner alle børn,” siger hun.

Et overset handicap

Professoren understreger det ekstremt vigtige i, at lærerne er opmærksomsomme på lidelsen og forstår at håndtere den. Konsekvenserne ved at vokse op med DLD kan være alvorlige:

”Sproget fylder enormt meget i vores sociale liv, og DLD kan derfor også have en social slagside. Børnene kan have svært ved at begå sig i samfundet, svært ved at møde nye mennesker eller indgå i samtaler med venner, fordi ordene ikke kommer af sig selv,” siger hun.

thumbnail

Hvad er DLD? Kristine de Lopez fortæller

Du skal acceptere følgende cookiekategorier for at kunne se indholdet: Marketing

Hvad er DLD? Kristine de Lopez fortæller

  1. 1

    Skab tydelige sproglige rammer

    Giv klare instruktioner, gentag nøgleord og brug visuel støtte, så eleverne ikke skal gætte sig til budskaber.

  2. 2

    Giv ekstra tid – både til tænkning og til svar

    Børn med DLD processerer sprog langsommere. Et par sekunders ekstra ventetid kan gøre stor forskel.

  3. 3

    Brug modellerende sprog

    Gentag elevens budskab i korrekt form uden at rette eller kritisere. På den måde får eleven mulighed for at udvikle sproget uden nederlag.

  4. 4

    Arbejd med små sproglige byggeklodser

    Kortlæg ordforråd, fagbegreber og sætningsstruktur, og arbejd med dem systematisk i alle fag.

  5. 5

    Hold øje med trivsel og sociale relationer

    Sprogvanskeligheder påvirker ofte venskaber og deltagelsesmuligheder for det enkelte barn. Vær opmærksom på isolationssignaler.

  6. 6

    Støt barnet i at udvikle personlige redskaber

    Disse redskaber kan barnet bruge til at gøre andre opmærksom på, hvordan de let kan tilpasse deres sprog.

Mere viden

  • Her finder du videnspakken om DLD
  • DLD står for Developmental Language Disorder og er en udviklingsmæssig lidelse.
  • Den omtalte videnspakke er én i en række Viden om-pakker, som udgives af EMU, som er Danmarks officielle læringsportal under Børne- og Undervisningsministeriet. 
  • Viden om-pakkerne har alle til formål at styrke børns sproglige udvikling og støtte børn med ordblindhed og andre læsevanskeligheder. Materialet er frit tilgængeligt for alle.
  • Find mere information hos Børnesprogklinikken, som har mange års praksis- og forskningserfaring inden for DLD.
  • Bogen Kort & godt om sprogforstyrrelsen DLD giver grundlæggende viden og konkrete råd om DLD, herunder om udredning og støtte til børn med DLD. Forfattere: Kristine Jensen de López og psykolog og AAU-lektor Hanne B. Søndergaard Knudsen.

Relaterede nyheder

Kontakt

 

  • Kristine Jensen de López, professor, Institut for Kultur og Kommunikation, AAU, tlf.: 99 40 90 46, e-mail: kristine@ikk.aau.dk
  • Nelly Sander, projektleder, AAU Kommunikation og Public Affairs, tlf.: 99 40 20 18, e-mail: nsa@adm.aau.dk