Spring til indhold.

Nyhed

Ny prodekan for forskning på Det Tekniske Fakultet for IT og Design

Lagt online: 15.06.2023

Ny prodekan for forskning på Det Tekniske Fakultet for IT og Design

Professor Mikael B. Skov er udnævnt til prodekan for forskning på TECH-fakultetet. Han kommer fra en stilling som professor på Institut for Datalogi, hvor han leder forskningsgruppen Human-Centred Computing, som arbejder med udvikling og anvendelse af digitale teknologier.

Nyhed

Ny prodekan for forskning på Det Tekniske Fakultet for IT og Design

Lagt online: 15.06.2023

Ny prodekan for forskning på Det Tekniske Fakultet for IT og Design

Professor Mikael B. Skov er udnævnt til prodekan for forskning på TECH-fakultetet. Han kommer fra en stilling som professor på Institut for Datalogi, hvor han leder forskningsgruppen Human-Centred Computing, som arbejder med udvikling og anvendelse af digitale teknologier.

Af Nelly Sander, TECH Dekansekretariat

53-årige Mikael B. Skov tiltræder 1. august i år som ny prodekan for forskning på Det Tekniske Fakultet for IT og Design. Han er uddannet datalog og ph.d. fra AAU og er i dag professor på universitetets Institut for Datalogi. Han er ikke uvant med ledelse, da han i dag står i spidsen for forskningsgruppen Human-Centred Computing. Hans specifikke forskningsområde er human-computer interaction, og hans seneste fokusområde ligger i feltet human-centred artificial intelligence, som bredt omhandler det brugerfokuserede element ved AI-teknologi.

En løsningsorienteret og visionær leder

Som prodekan indtræder Mikael B. Skov i fakultetsledelsen. Dekan Thomas Bak ser frem til samarbejdet og til at få ham med ombord. Han er sikker på, at Mikael B. Skov er den rette person på posten:

− Med Mikael får vi en løsningsorienteret og visionær leder, der evner at identificere muligheder og skabe meningsfulde resultater på tværs af fagdiscipliner. Jeg er sikker på, at hans evne til at omsætte forskningsstrategier til konkrete handlinger vil gøre ham til værdifuld drivkraft for fakultetet, siger han.

Forskningsmiljøerne har en vigtig rolle i arbejdet med missioner

Mikael B. Skov ser mange spændende muligheder og udfordringer i stillingen som prodekan for forskning og glæder sig meget til at tage fat på de nye arbejdsopgaver. Blandt andet står det klart for ham, at forskningsmiljøerne på TECH kan og bør spille væsentlige roller i det kommende arbejde med missioner på AAU.

− TECH-miljøerne har kompetencer og viden inden for blandt andet det digitale, bæredygtighed, design og planlægning, og jeg ser mange af disse som særdeles vigtige for arbejdet med missionerne. For mig er missionerne også vigtige, da det bliver mere og mere essentielt, at vores forskning kommer direkte i anvendelse i det omgivende samfund, at vores forskning giver reel værdi i det omgivende samfund samt er medvirkende til at løse virkelige, komplicerede problemstillinger, udtaler Mikael B. Skov.

Han ser sine egne kompetencer komme i spil i forhold til at kunne inspirere og facilitere forskningsmiljøerne til samarbejde omkring missionerne, bl.a. fordi hans egen forskning i sig selv er meget tværfaglig, og han således har stor erfaring med at arbejde i tværfaglige forskningsprojekter. Han har en klar målsætning om at arbejde tæt sammen med TECHs institutter og forskningsmiljøer og håber at kunne besøge disse allerede i løbet af sin første tid som prodekan.

Privat er Mikael B. Skov gift med Charlotte, har to børn og bor i Gistrup. Han går meget op i fodbold som tilskuer for sine to favorithold AaB og Manchester United. Har blandt andet sæsonkort til Aalborg Stadion og har været på Manchester Uniteds hjemmebane Old Trafford fire gange.