Nyhed
Ny model for studieaktivitet skal øge de studerendes læringsudbytte
Lagt online: 28.03.2019

Nyhed
Ny model for studieaktivitet skal øge de studerendes læringsudbytte
Lagt online: 28.03.2019

Ny model for studieaktivitet skal øge de studerendes læringsudbytte
Nyhed
Lagt online: 28.03.2019
Nyhed
Lagt online: 28.03.2019
Tekst: Trine Kristensen, AAU Kommunikation
Foto: Lars Horn, Baghuset
Fra efterårssemestret 2019 skal alle nye studerende på AAU præsenteres for en ny model for studieaktivitet og den forventede arbejdsbelastning på et semester. Præsentationen skal ske ved semesterintroduktion på 1. semester på alle bachelor- og kandidatuddannelser. Det har Det Strategiske Uddannelsesråd på AAU besluttet med det formål at øge de studerendes studieintensitet og dermed deres læringsudbytte. Mere konkret har det resulteret i en model for studieaktivitet.
De studerende lærer mere, jo mere tid de bruger på studierne. Et fuldtidsstudie på AAU består af mange studieaktiviteter, fx undervisning, projektarbejde og øvelser. Det er derfor vigtigt at tage hele paletten af studieaktiviteter i betragtning, når man diskuterer studieintensitet og læringsudbytte.
- Modellen skaber overblik over aktiviteterne og er et godt udgangspunkt for, at vi kan gå i dialog med de studerende om, hvordan deres arbejdstid på studiet fordeler sig, siger prorektor Inger Askehave.
Studieaktivitetsmodellen viser, at der er mange forskellige studieaktiviteter på AAU. Modellen tager udgangspunkt i grundprincipperne for problembaseret læring og fastholder de studerendes ansvar for egen læring.
Der er desuden udarbejdet et Excel-værktøj, som undervisere kan bruge til at få et overblik over, hvordan de studerendes arbejdsbelastning fordeler sig i løbet af en uddannelse, et semester eller et kursus. På den måde kan underviserne bedre sikre en jævn arbejdsbelastning.
Arbejdet med at udvikle både model og værktøj er foregået i en tværgående arbejdsgruppe med deltagelse af prodekaner for uddannelse, institutledere, studieledere, studienævnsformænd, læringsforskere og studerende.
- Studieaktivitetsmodellen og værktøjet skal være med til at sikre en fælles forståelse af, hvad der forventes af de studerende, og hvad de studerende kan forvente af universitetet. Samtidig kan man allerede i planlægningsfasen sikre, at der er et godt samspil mellem de forskellige studieaktiviteter, forklarer prodekan Jakob Stoustrup, der var formand for arbejdsgruppen.
Se video med prodekan Jakob Stoustrup, der forklarer principperne i studieaktivitetsmodellen.
Studieaktivitetsmodellen og Excel-værktøjet har været afprøvet i pilotforsøg på fem uddannelser fordelt på tre forskellige fakulteter. Erfaringerne fra pilotforsøgene viste blandt andet, at det tager tid at arbejde med studieaktivitetsmodellen, men at arbejdet er givende i forhold til planlægningen og dialogen med de studerende.
Studienævnsformand på økonomiuddannelsen Mogens Ove Madsen afprøvede modellen på 7. semester af oecon-studiet.
- Vi drøftede først modellen i studienævnet og herefter i lærergruppen. Det medførte blandt andet, at vi blev opmærksomme på kursernes længde og placering. Arbejdsbyrden viste sig at være noget forskellig henover semestret. Da vi præsenterede arbejdsfordelingen for de studerende på uddannelsen, blev de noget overraskede over, at et semester faktisk svarer til 825 timers arbejde, men de var også glade for at blive forberedt på, hvordan arbejdet fordelte sig, forklarer Mogens Ove Madsen.
Hør studienævnsformand Mogens Ove Madsen fortælle om erfaringerne med studieaktivitetsmodellen og Excel-værktøjet på 7. semester af oecon-studiet.
Anvendelsen af studieaktivitetsmodellen skal nu drøftes på de enkelte fakulteter, så modellen kan bruges i efterårssemestret.
Studieaktivitetsmodellen introduceres på Undervisningens Dag 2019 og kommer fremover til at indgå i adjunktpædagogikum.
Find mere materiale om studieaktivitetsmodellen hos PBL Academy (kræver AAU-login)