Spring til indhold.
Forside

Nyhed

Ny institutleder: AAU Energi skal føre an i samarbejdet om samfundets grønne omstilling

Lagt online: 25.06.2025

Med en solid erfaring som iværksætter og leder i energiindustrien forventer Lars Storm Pedersen at kunne bidrage til at styrke AAU Energis rolle i økosystemet af virksomheder, fonde, forskningsmiljøer, myndigheder og, ikke mindst, studerende. 18. august sætter han sig i stolen som ny institutleder.

Af David Graff, AAU Kommunikation og Public Affairs

”AAU Energi er kendt for et internationalt miljø med høj faglig integritet og stor samfundsrelevans, hvor der forskes i og undervises på førende niveau inden for fremtidens energiløsninger. Og jeg tror, der er potentiale for at sætte barren endnu højere.”

Sådan siger 56-årige Lars Storm Pedersen om instituttet, han fra august er ansat til at stå i spidsen for.

”Jeg har igennem min karriere arbejdet tæt sammen med både universiteter og industri om alt fra teknologisk innovation og skalering til strategi, finansiering og kommercialisering – og jeg tror, det giver mig et godt fundament for at styrke både forskningsledelse og eksternt samarbejde på instituttet samt sikre en samfundsrelevant ingeniøruddannelse,” uddyber han.

I første omgang glæder jeg mig til at lære hele instituttet at kende og skabe en fælles forståelse for fundamentet, vi står på, og hvor vi gerne vil hen. Jeg er en analytisk og nysgerrig, men også beslutningsdygtig leder, der sætter en ære i at få ting til at ske – og til at ske i den rigtige retning og rækkefølge.

Institutleder Lars Storm Pedersen, AAU Energi

Dekan Jesper Wengel fra det ingeniør- og naturvidenskabelige fakultet ser store perspektiver i at få sat Lars Storm Pedersens erfaring i spil på AAU Energi og bredere:

”Lars er en meget spændende profil, som blandt andet bringer en masse erfaring ind fra verden uden for universitetet. Det, forventer jeg, vil være en stor fordel at have med, når vi i de kommende år skal arbejde på fakultetet med at skabe endnu flere resultater i relation til teknologiudvikling, virksomhedssamarbejde og innovation. Jeg glæder mig meget til samarbejdet.”

Energi er det grønne omdrejningspunkt

Lars Storm Pedersen peger på energiens rolle i den grønne omstilling som en strømpil for at udstikke instituttets fremtidige retning.

”AAU Energi spiller allerede en central rolle i forhold til samfundet og industrien, og der er et enormt potentiale for at skabe impact inden for den grønne omstilling ved at styrke den rolle - både i forhold til forskningsmæssig profil, eksternt samarbejde, og hvordan vi positionerer os i forhold til samfundets behov, herunder med uddannelser der fortsat matcher fremtidens behov i energisektoren,” forklarer han.

Vejen frem går ifølge Lars Storm Pedersen gennem strategiske ledelse.

”Det kan godt være, at jeg kan bidrage med teknologisk indsigt på nogle områder, men først og fremmest ser jeg min opgave som at sætte en klar retning, fjerne barrierer, sikre finansielt råderum og skabe fremdrift ud fra strategisk ledelse.”

Lars er en meget spændende profil, som blandt andet bringer en masse erfaring ind fra verden uden for universitet. Det, forventer jeg, vil være en stor fordel at have med, når vi i de kommende år skal arbejde på fakultetet med at skabe endnu flere resultater i relation til teknologiudvikling, virksomhedssamarbejde og innovation.

Dekan Jesper Wengel, Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet

Første skridt er at lære

Drejebogen for instituttets fremtid er dog ikke skrevet på forhånd, forsikrer Lars Storm Pedersen:

”I første omgang glæder jeg mig til at lære hele instituttet at kende og skabe en fælles forståelse for fundamentet, vi står på, og hvor vi gerne vil hen. Jeg er en analytisk og nysgerrig, men også beslutningsdygtig leder, der sætter en ære i at få ting til at ske – og til at ske i den rigtige retning og rækkefølge.”

Nogle af pejlemærkerne giver dog sig selv, mener han:  

”Inden for forskningen vil det vil være vigtigt i fællesskab at få identificeret eventuelle nye områder, vi bør gå ind i for at sikre fornyelse og relevans. Og inden for uddannelse skal AAU Energi fortsat være et meget attraktivt valg, når unge vælger uddannelse, vurderer Lars Storm Pedersen.”

For at lykkes er det efter Lars Storm Pedersens vurdering vigtigt at skabe overblik, alignment og tillid og at arbejde struktureret med involvering af organisationen.

”På den baggrund kan vi nemlig nå frem til at bringe den store faglighed på instituttet i spil til gavn for både studerende, samfund og samarbejdspartnere,” slutter han.

Lars Storm Pedersen bor i Egernsund og er pt. ved at finde en ekstra bolig i Aalborg. Han har tre børn på henholdsvis 22, 20 og 11 år.

Curriculum Vitae for Lars Storm Pedersen

Ansættelser

  • 2019-2025: CEO, SaltPower
  • 2016-2019: Director Strategic Projects and Asset Management, Topsoe
  • 2011-2016: Vice President Marketing and Sales, DeNOx and VOC Technologies
  • 2008-2011: Director, Head of International Thermal Operations, DONG Energy (Ørsted) 
  • 2005-2008: Director, Head of three Power Stations, DONG Energy (Ørsted). 

Anden erfaring: 

  • 2023-: Member of the board at Laser Tech Service A/S
  • 2023-2025: Founding member of OE4EU association in Europe 
  • 2017-2019: Member of Bio Based Industry Consortium (BIC) in Europe
  • 2016-2019: Member of the board and Vice Chairman in the trade association Dansk Miljøteknologi. 

Uddannelse: 

  • 2018: Leadership and Innovation Management INSEAD, France
  • 2008: Executive development program, IMD, Switzerland
  • 1998-2021: HD(O), Graduate Diploma in Business Administration, Organization and leadership, at Copenhagen Business School (CBS)
  • 1994-1997: Ph.D., Technical University of Denmark (DTU), Department of Chemical Engineering, Denmark
  • 1989-1994: M.Sc. in Chemical Engineering, Technical University of Denmark (DTU). 

Relaterede nyheder