Nyhed
Når en søvngænger bliver til god forretning
Lagt online: 10.04.2026

Nyhed
Når en søvngænger bliver til god forretning
Lagt online: 10.04.2026

Når en søvngænger bliver til god forretning
Nyhed
Lagt online: 10.04.2026

Nyhed
Lagt online: 10.04.2026

Tekst og foto: Nelly Sander, AAU Kommunikation og Public Affairs
Bedtime Digital Games’ historie begyndte på en måde i 2013. De kommende grundlæggere af virksomheden, AAU-studerende Jonas Byrresen og Klaus Pedersen, var på en rejse til San Francisco, der ganske vist bød på halvdårlig søvn på et lurvet hotelværelse i udkanten af Chinatown, men også på et inspirerende møde med den internationale spilindustri.
Computerspillet om søvngængeren Bob, Back to Bed, som de havde været med til at udvikle på deres studie, havde nemlig vundet en såkaldt student award på IGF (Independent Games Festival), verdens største prisuddeling og brancheevent for uafhængige spiludviklere.
Med den fornemme anerkendelse og mange nye kontakter i bagagen var hverken Jonas Byrresen eller Klaus Pedersen færdige med at lave spil. De var kun lige begyndt.
”Jeg husker på vej hjem i flyet fra USA, hvor vi sidder og tegner på servietter, fordi vi ikke rigtig har andet. Her dukker nogle af de første idéer op: Sådan Hey det her med en drømmeverden er rigtig fedt, men vi vil gerne have nogle fjender og et eller andet tema. Og så begyndte vi at snakke om alt det her med frygt og mareridt som psykologiske temaer, og hvordan man kunne lave et eventyrspil inde i hjernen,” fortæller Jonas Byrresen.
Konturerne af Bedtime Digital Games begyndte så småt at tage form, og i dag 13 år senere er virksomheden et professionelt computerspilstudio med 12 fastansatte. De udvikler spil helt fra bunden af. Fra idé, koncept, prototype og så hele vejen op til at producere og udgive det.
Interessen for spiludvikling lå naturligvis længere tilbage end rejsen til San Francisco. Både Jonas Byrresen og Klaus Pedersen, som begge har læst interaktive digitale medier på AAU, blev på 11. semester udtaget til at være en del af Det Danske Akademi for Digital Interaktiv Underholdning (DADIU). Her fik de undervisning af folk fra branchen og blev en del af et hold på 16 personer, der hver især fik tildelt roller som fx programmør, instruktører, producer eller ansvarlig for design eller proces.
”Rigtig mange siger, at så skal man lave et spil. Men det vigtigste er faktisk at få lov til at arbejde sammen som et hold, ligesom på AAU. At prøve at komme til at arbejde sammen med nogle, der ikke tænker helt præcis, som man selv gør, og som har nogle helt andre værktøjer med i deres kasse. Og det var her, vi fik udviklet prototypen til Back to Bed” fortæller Jonas Byrresen.
Tilbage i Danmark fra San Francisco skulle der handles. Ét er idéudvikling, noget andet er den videre proces, som er længere, end mange forestiller sig, og ovenikøbet en dyr fornøjelse, især i startfasen. Til gengæld kan det give indtjening over en længere periode, hvor spillet hentes online og derfor ikke kræver, at man har 100.000 kopier liggende på et lager.
Næste skridt var således at finde investorer. Her viste de to unge stiftere forretningssans og is i maven:
”Hvis nogen skulle komme og investere i os, så skulle de være med på mere end færdiggørelse af Back to Bed. Skulle nogen eje noget af det og tjene penge på det, så blev de nødt til at være med på næste produkt også, for hvad var der ellers i det for os?” spørger Jonas Byrresen retorisk.

Det lykkedes at finde en investor, Capnova, og siden er det gået slag i slag. Efter færdiggørelsen af Back to Bed brugte de fem-seks år på at udvikle spillene Figment 1 og 2, som blev deres kommercielle gennembrud. Det næste, der er lige på trapperne, er en ny stor satsning, nemlig et multiplayerspil, som er en langt større opgave med flere tekniske udfordringer end de singleplayerspil, de hidtil har arbejdet med.
Jonas Byrresen har alle årene arbejdet ud fra en fast tro på spilindustrien og dens potentiale:
”Både i Danmark og i resten af verden er spilindustrien større end musik og film kombineret, sådan rent indtjeningsmæssigt. Om man vil det eller ej, så er det den nye kulturfront,” siger han.
Mere viden