Spring til indhold
Forside

Nyhed

Musikterapi og musiklytning nedsætter negative symptomer hos mennesker med skizofreni signifikant

Lagt online: 16.03.2022

Foto: Colourbox

Ny forskning fra Aalborg Universitet viser, at når mennesker med skizofreni får musikterapi eller lytter til musik, som er udvalgt specielt af musikterapeuter, oplever de en signifikant reduktion af deres negative symptomer. Den gode nyhed er, at ikke alene musikterapeuter, men også plejere eller pårørende kan opnå gode resultater med musiklytning, når de bliver instrueret af en musikterapeut.

Nyhed

Musikterapi og musiklytning nedsætter negative symptomer hos mennesker med skizofreni signifikant

Lagt online: 16.03.2022

Foto: Colourbox

Ny forskning fra Aalborg Universitet viser, at når mennesker med skizofreni får musikterapi eller lytter til musik, som er udvalgt specielt af musikterapeuter, oplever de en signifikant reduktion af deres negative symptomer. Den gode nyhed er, at ikke alene musikterapeuter, men også plejere eller pårørende kan opnå gode resultater med musiklytning, når de bliver instrueret af en musikterapeut.

Mange mennesker med skizofreni oplever følgeskab af forskellige negative symptomer som social tilbagetrækning, isolation og manglende motivation og forestillingsevne.

Et forskningssamarbejde mellem læger og musikterapeuter på Aalborg Universitet har nu vist, at både musikterapi og det at lytte til musik, som musikterapeuter har udvalgt særligt til mennesker med skizofreni, har en signifikant effekt på de negative symptomer. Inge Nygaard Pedersen, der er lektor emerita på Aalborg Universitet og har ledet projektet, fortæller:

Det vigtige resultat af vores forskning er, at man kan bruge musik i behandling af mennesker med skizofreni.

Inge Nygaard Pedersen

- Det vigtige resultat af vores forskning er, at man kan bruge musik i behandling af mennesker med skizofreni. Det kan enten være som musikterapi, hvor der anvendes både musikudøvelse og musiklytning, eller i form af udelukkende musiklytning, hvor musikterapeuter har udviklet spillelister specielt til målgruppen. Det overraskende fund var, at der var signifikant reduktion af negative symptomer i begge grupper.

I studiet viste det sig, at selv de mennesker med de sværeste symptomer havde gavn af behandlingen. Inge Nygaard Pedersen siger:

- Det er en meget vanskelig målgruppe og en af de sværeste at få motiveret. Vi havde forventet, at musikterapi ville have større effekt og havde ikke regnet med, at begge tilbud ville have signifikant effekt. Det var en overraskende og nyttig opdagelse.

Forskningen er beskrevet i Dagens Medicin og på netdoktor.dk i artiklen: Musikterapi og musiklytning kan reducere skizofrenisymptomer

Om undersøgelsen

Undersøgelsen var et randomiseret, kontrolleret og blindet studie. Deltagerne blev tilfældigt fordelt på to forskellige tilbud, og de vidste ikke, om de fik musikterapi eller musiklytning. Begge tilbud foregik i samme musiklokaler, og de der stod for sessionerne, blev alle kaldt terapeuter. Ligeledes vidste de sygeplejersker, der lavede målinger af symptomerne, ikke, hvilket tilbud deltagerne havde fået. Det er den først blindede undersøgelse i verden af musikterapi med denne sårbare målgruppe.

Forskningsresultaterne er udgivet i artiklen: Music Therapy vs. Music Listening for Negative Symptoms in Schizophrenia: Randomized, Controlled, Assessor- and Patient-Blinded Trial

For yderligere information kontakt

Inge Nygaard Pedersen (lektor emerita), tlf. 2622 9614 eller inp@ikp.aau.dk