Nyhed
Julie Ørnholt Bøtker er Årets HUM-underviser på SSH
Lagt online: 22.02.2026

Nyhed
Julie Ørnholt Bøtker er Årets HUM-underviser på SSH
Lagt online: 22.02.2026

Julie Ørnholt Bøtker er Årets HUM-underviser på SSH
Nyhed
Lagt online: 22.02.2026

Nyhed
Lagt online: 22.02.2026

Af Line Nyrup Odgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Maja Lykke Photography. Illustration: Alberte Spork
”Julie er fagligt dygtig og kompetent med en enorm viden inden for stemmebrugs- og sangfagene og er en inspirerende kilde for os studerende.”
Sådan lyder de rosende ord fra de studerende, der har indstillet ekstern lektor Julie Ørnholt Bøtker til prisen som Årets Underviser på det humanistiske område ved Det Humanistiske og Samfundsvidenskabelige Fakultet (SSH).
Julie Ørnholt Bøtker underviser i musikterapi på Aalborg Universitet, hvor de studerende fremhæver hendes tydelige faglige passion og hendes evne til at skabe et trygt og udviklende læringsmiljø.
”Julie er nysgerrig på, hvad hun selv kan lære og udvikle sig på, men hun er i den grad også nysgerrig på os studerende og vores læring,” fremhæver de.
Med sin særlige tilgang til stemmen som instrument skaber hun et rum, hvor det er trygt at udfordre sig selv, og hvor alle studerende oplever udvikling – uanset om fremskridtene er store eller små.
Julie Ørnholt Bøtker er overrasket over udnævnelsen efter et år med mange forandringer på området og er derfor ekstra rørt over anerkendelsen fra de studerende.
”Da min overraskelse havde fortaget sig, blev jeg enormt glad og meget stolt,” fortæller hun. ”Man ved jo godt, hvad man underviser i, men ikke nødvendigvis, hvad de studerende tager med sig fra undervisningen.”
Hun lægger stor vægt på at skabe et trygt læringsrum, fordi sang og stemmebrug ofte kan føles både sårbart og grænseoverskridende for de studerende.
“Det allervigtigste for mig er at skabe et trygt rum. Det gør jeg gennem en legende tilgang, der kan afmontere noget af den præstationsangst, mange tager med sig ind i musikken, og ved at gå forrest i øvelserne, så vi sammen kan fjolle, lege, fejle og grine. Latteren er enormt afvæbnende, og når paraderne kommer ned, bliver det langt mindre angstpræget at træde ind i musikken sammen.”
Julie Ørnholt Bøtker arbejder målrettet på at skabe et læringsrum, hvor studerende med forskellige forudsætninger for stemmebrug oplever, at de alle har noget værdifuldt at bidrage med, og hun henter sin største motivation i de øjeblikke, hvor de opdager nye sider af deres stemme og faglighed.
”Jeg får altid en masse energi, når de studerende opdager noget nyt. Får øjnene op for noget, de ikke vidste, de kunne”, fortæller Julie.
Det giver hende stor motivation at se dem give hinanden kvalificeret feedback, reflektere sammen og forstå teoretisk stof på nye måder.
Julie Ørnholt Bøtker kandiderer nu til titlen som Årets Underviser på AAU, der offentliggøres ved AAU’s årsfest d. 17. april 2026.